Politik

Sjældent har forhandlinger været så afgørende. Sjældent har vi vidst så lidt

ANALYSE: Topfolk fra S og V bruger mange timer i hinandens selskab i øjeblikket, men holder tæt med, hvad de egentlig taler om.

Det er nogle specielle dage og uger, vi er vidne til i dansk politik:

Sjældent har forhandlinger været så afgørende som dem, der i øjeblikket er i gang om dannelsen af en ny regering over midten. Forhandlinger, der kan ende med at gå over i den politiske danmarkshistorie. Forhandlinger, der kan forandre den måde, vi er blevet vant til at forstå politik på med udgangspunkt i en fasttømret rød og blå blok.

Men samtidig har vi sjældent vidst så lidt om, hvad der egentlig foregår bag de lukkede døre.

Når de centrale partiledere i øjeblikket stiller sig op til mikrofonerne foran indgangen til Statsministeriet eller Marienborg og svarer på spørgsmål, lyder det nogenlunde således.

- Jeg kan ikke love, at det falder på plads.

- Det er for tidligt at sige noget om.

Den slags bliver vi jo ikke meget klogere af.

I øjeblikket er stilhed er godt, hvis man håber på en bred regering.

Og selv når kameraerne er slukkede, og vi journalister forsøger uden for citat at få at vide, hvad der egentlig foregår inde ved forhandlingsbordet, er det usædvanligt svært at få andet end floskler og udenomssnak ud af dem, der rent faktisk ved, hvad der foregår.

Mange af topfigurerne undlader sågar at besvare deres opkald og sms’er fra nysgerrige journalister.

S og V er kernen

Noget kan vi dog konkludere på baggrund af de første godt tre ugers møder.

For det første mistænker de borgerlige politikere ikke længere Mette Frederiksen (S) for at bluffe og forhandle på skrømt. Under valgkampen – og også i de første dage efter valget – var det en udbredt opfattelse blandt topfigurer i de borgerlige partier, at Mette Frederiksen ikke mente det oprigtigt, når hun sagde, at hun ønskede en regering over midten.

Det sagde hun alene af taktiske årsager – for at gøre sig til over for midtervælgere og afmontere kritikken af sig som magtfuldkommen, lød analysen hos mange. Men i dag lyder det anderledes, selv blandt dem, der hidtil har været Mette Frederiksens hårdeste kritikere. Hun mener det faktisk, lyder erkendelsen bredt på Christiansborg.

Derudover står det nu klart, at kernen i de igangværende forhandlinger er Socialdemokratiet og Venstre. Der er stadig otte partier, som går ind og ud af forhandlingslokalerne – fra SF til Liberal Alliance. Men det er især under samtalerne mellem S-toppen og V-toppen, at det bliver afgjort, om en bred regering bliver til virkelighed. Skal en regering over midten dannes, skal begge disse partier være en del af den, lyder konklusionen entydigt på tværs af partierne. Forhandlingerne centrerer sig i øjeblikket, ifølge TV 2s oplysninger, om syv såkaldte "reformspor", som de socialdemokratiske forhandlere har formuleret.

De møder på Marienborg eller i Statsministeriet, hvor pressen er inviteret til at stå udenfor, er i øvrigt kun toppen af isbjerget – der foregår sideløbende mange lange møder, som offentligheden ikke får besked om, særligt mellem S og V.

Samtidig skal den bemærkelsesværdige offentlige tavshed om begivenhederne i forhandlingslokalet tolkes som et klart tegn på, at forhandlingerne går godt. Hvis først detaljer, forslag og papirer begynder at lække fra forhandlingerne, er det et udtryk for, at nogle er utilfredse. At nogle har behov for at få lagt pres på modparten. Eller at nogle skal have skabt en fortælling om, hvorfor de på et senere tidspunkt må ende med at forlade forhandlingerne.

Og hvis først nogle af nøglefigurerne i forhandlingerne toner frem på forsiden af aviserne eller på skærmen på TV 2 News med klare krav om, hvad de præcis skal have af indrømmelser fra modparten, er det et sikkert tegn på, at parterne inde ved bordet er kørt fast.

Læg dertil, at en af de vigtigste opgaver for de forhandlende parter bliver at forsøge at opbygge tillid til hinanden. Skal Mette Frederiksen og Jakob Ellemann indgå i en regering sammen, skal de kunne stole på, at de kan have fortrolige drøftelser med hinanden, uden straks derefter at kunne læse gengivelser af samtalerne i pressen. De skal kunne lægge et papir på forhandlingsbordet uden få timer senere at kunne se journalister vifte med selvsamme papirer på tv.

Det er – foreløbigt – lykkedes.

I øjeblikket er stilhed godt, hvis man håber på en bred regering.