Mai Villadsen fortryder én ting efter at være blevet smidt ud af regeringsforhandlingerne

Uanset hvordan Mette Frederiksen spiller sine kort, mener Enhedslistens politiske ordfører, at hun løber fra sine løfter.

Socialdemokratiet har vendt det rød-grønne flertal ryggen, og tilbage står Enhedslisten, der nu kan se passivt til, mens deres tidligere fælle forsøger at danne nye venskaber over midten.

Men hvordan endte Enhedslisten egentlig uden for forhandlingslokalerne? Og hvem bærer ansvaret for, at partiet gik fra at være støtteparti til at have udsigt som oppositionsparti?

Det spørger TV 2 Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, om i nyhedspodcasten 'Dato'.

For hvis der er én ting, som Mai Villadsen fortryder, så er det, at hun ikke troede på Mette Frederiksen (S) langt tidligere, da hun sagde, at hun gik til valg på at lave en bred regering.

En taktisk manøvre?

Første gang Mette Frederiksen luftede ideen om at danne en regering over midten, var under grundlovstalen 5. juni i år.

Den, der begår den store fejltagelse lige nu, er Mette Frederiksen

Mai Villadsen, Enhedslistens politiske ordfører

Ideen blev gentaget, da den fungerende statsminister på valgudskrivelsesdagen sagde, at hun var klar til at afprøve en ny regeringsform, hvilket indebar samarbejde med partier fra begge sider af fløjen.

Men selvom det på intet tidspunkt har været en hemmelighed, at Mette Frederiksen har ønsket en bred regering, kom det alligevel bag på Mai Villadsen, da hun og Enhedslisten i onsdags blev smidt ud af forhandlingerne.

- Jeg har meget en fornemmelse af, at det ikke kan lade sig gøre, men også at det er en taktisk manøvre fra Mette Frederiksen for at få stemmer over midten og for at lukke ned for Lars Løkkes projekt, siger hun.

Men i takt med, at regeringsforhandlingerne skred frem, blev det mere og mere tydeligt for Enhedslisten, at Mette Frederiksen stod ved sit løfte om at afsøge en regering med højrefløjspartierne.

Og det gik for alvor op for Mai Villadsen, da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, holdt sin længe ventede tale på Venstres politiske landsmøde 19. november.

Løber fra sine løfter

Jakob Ellemann-Jensen havde ellers forsvoret ikke at indgå i regeringssamarbejde med Mette Frederiksen, men på landsmødet havde piben fået en anden lyd.

Nu skal vi gøre alt for at forhindre, at det bliver så stor en katastrofe, som jeg tror, at det kan blive

Mai Villadsen, Enhedslistens politiske ordfører

Nu ville Venstre-formanden ikke længere afvise at forhandle med socialdemokraterne.

- Det er det, Mette Frederiksen har gået og ventet på – et tegn. Da Venstre åbner op for det, begynder de at gå ind i en ruse, de ikke rigtig kan komme ud af, lyder det fra Mai Villadsen.

Men uanset, hvordan den fungerende statsminister spiller sine kort, mener Enhedslistens politiske ordfører, at hun løber fra sine løfter.

- Enten er det politikken, hun ikke kommer til at realisere, fordi hun går med blå blok, eller også kommer hun til at gennemføre de løfter, hun har indgået med det rød-grønne flertal, men så kan hun ikke lave en regering med højrefløjen, forklarer hun.

Men du tilskriver Mette Frederiksen nogle lidt lumske motiver, hvis det i virkeligheden skulle være det, der var hendes taktik: At forføre vælgerne til at tro, at hun faktisk ønskede en regering over midten, men dybest set ønskede en rød regering. Er det din opfattelse, at hun kan finde på det?

- Ja, for politik handler om at få indflydelse og magt, og det, tror jeg, ved Mette Frederiksen bedre end de fleste.

Tilbage til at være vagthund

Selvom Mai Villadsen under flere valgdebatter kritiserede Mette Frederiksen for at være ved at begå en "gigantisk fejl”, indrømmer hun, at Enhedslisten skulle have kørt mere på, at Socialdemokratiet var ved at lukke de blå partier ind i regeringslokalerne.

Så det var måske i virkeligheden jer, der begik den store fejltagelse – dig, der begik den store fejl – ved ikke at sige, at vi kan ikke støtte Mette Frederiksen som statsminister?

- Tja, den, der begår den store fejltagelse i mine øje lige nu, er selvfølgelig Mette Frederiksen ved at give vetoret over politikken til blå blok. Vi kunne ikke have forhindret den her situation med den måde, mandaterne faldt ud på, men nu skal vi gøre alt for at forhindre, at det bliver så stor en katastrofe, som jeg tror, at det kan blive.

Hvad fremtiden helt præcis indebærer for Enhedslisten, er endnu for usikkert at spå om, men ifølge Mai Villadsen skal partiet tilbage i rollen som vagthund.

Og det betyder, at når Mette Frederiksen lægger hovedet på puden om aftenen, skal det være Enhedslisten og de problemer, partiet kan forvolde, der skal holde hende vågen, lyder det afslutningsvist fra Mai Villadsen.