Politik

SF’ere på stribe aflyste interviews – nu svarer Pia Olsen Dyhr

Flere lokalformænd aflyste torsdag interviewaftaler med TV 2. En af dem forklarede, at det skyldtes en mail sendt fra partitoppen.

Torsdag kunne TV 2 på baggrund af en rundringning til SF's lokalformænd fortælle, at 12 ud af de 43, som ønskede at udtale sig, mener, at SF bør holde sig fra at indgå i regering med blå partier.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, ønskede ikke at stille op til et interview om baglandets holdning.

SF'ere, de er kloge

Pia Olsen Dyhr (SF), partiformand

Men da hun fredag morgen ankom til regeringsforhandlinger på Marienborg, fik TV 2 lejlighed til at stille de spørgsmål, hun hidtil ikke har ønsket at besvare. Her lød det fra SF-formanden, at hun godt kan forstå baglandets bekymringer, "hvis vi skal overtage Venstres politik".

- SF'ere, de er kloge. Jeg er jo enig med dem i, at hvis SF skal noget som helst politisk, så skal det også være fordi, at vi får politik igennem, siger Pia Olsen Dyhr.

Navigerer efter 16 krav

Pia Olsen Dyhr fremhæver de 16 krav til et regeringsgrundlag, som partiet præsenterede i august.

Akkurat som flere af de lokalformænd, som TV 2 torsdag talte med.

Her kræver de blandt andet, at der skal oprettes et særskilt ministerium under Børne- og Undervisningsministeriet med ansvar for at løse mistrivslen blandt børn og unge.

Det er stadig de krav, som SF "kommer til at navigere efter" under de regeringsforhandlinger, som ifølge kongelig undersøger Mette Frederiksen minimum kommer til at vare nogle uger endnu.

SF's 16 forhandlingskrav til et nyt regeringsgrundlag

  1. Klimaneutral senest i 2040 og 90-95 procent reduktion i 2035.
  2. Naturens lov – en bindende biodiversitetslov, der skal sikre mere natur.
  3. Rent grundvand, hvor indvindingsområder for drikkevand beskyttes med grundvandsparker med natur, skov eller landbrug uden pesticider
  4. Minimumsnormeringerne skal bevares og udbygges i børnehøjde.
  5. Giv børn og unge ret til nærværende voksne, mindre pres i skole og under uddannelse og flere praktiske fag i folkeskolen.
  6. Ret til hurtig hjælp til børn og unge, der mistrives. Der skal oprettes et særskilt ministerium under Børne- og Undervisningsministeriet med ansvar for at løse mistrivslen.
  7. Lige løn og flere kolleger skal sikre fremtidens velfærd. Der skal afsættes to milliarder kroner årligt til et retfærdigt lønsystem.
  8. Kendte ansigter i ældreplejen – der skal være faste teams, der kender den ældres behov og vaner.
  9. En værdighedsreform for børn og voksne med handicap.
  10. Et opgør med børnefattigdommen.
  11. Mindre brugerbetaling i sundhedsvæsnet.
  12. Luk hullerne i det sociale sikkerhedsnet.
  13. Skab et mere organiseret arbejdsmarked.
  14. Vi skal have en demokratilov, der sikrer stærkere rettigheder til offentligt ansatte, som bliver whistleblowere.
  15. Ingen flygtninge skal sendes hjem til usikre lande - vurderingen skal ske helt uafhængigt af regeringen
  16. Styrkelse af diplomatiet, de fredsbevarende indsatser, demokrati- og klimastøtte til udviklingslandene og styrkelse af cybersikkerhed.

Mail fra partitoppen

TV 2 havde torsdag flere interviewaftaler med de lokalformænd, som ikke ønsker at tage del i en bred regering. Men ud på dagen begyndte flere afbud pludselig at tikke ind.

Det første kom fra en lokalformand, som under et telefoninterview gjorde det klart, at det ville være bedre for SF at stå uden for en regering og i stedet være støtteparti. Det ville han gerne sige til et tv-kamera også, lød det.

Men få minutter senere fik TV 2s journalist et opkald med beskeden om, at interviewet var aflyst. Det skyldtes, at der nu var gået en mail ud fra partitoppen, som havde fået nys om TV 2s rundringning, fortalte han.

Jeg tror, der står i den mail, at de skal være opmærksomme på, at TV 2 ringer rundt

Pia Olsen Dyhr (SF), partiformand

I de efterfølgende timer fulgte en stribe afbud, og flere lokalformænd bekræfter over for TV 2, at også de har modtaget mailen.

I sender en mail rundt, mens vi på TV 2 er i gang med at ringe til jeres lokalformænd, og pludselig er der flere, der alligevel ikke vil udtale sig. Hvorfor sender I sådan en mail? Må de ikke udtale sig?

- Altså, jeg tror, at der står i den mail, at de skal være opmærksomme på, at TV 2 ringer rundt. Det, synes jeg egentlig, er fair nok. Måske skulle I selv have sendt en mail om, at I ringede rundt, siger Pia Olsen Dyhr fredag til TV 2.

SF afløses ved regeringsforhandlingerne klokken 11.30, hvor Radikale Venstre bydes indenfor.