Medlem af Moderaterne forlader Folketinget
Kristian Klarskov var ikke den succesfulde serieiværksætter, han er blevet præsenteret som, afslører medier.
Det nyvalgte folketingsmedlem Kristian Klarskov (M) forlader Folketinget.
Det oplyser Moderaterne i en pressemeddelelse.
Det er kun en uge siden, at han skrev under på den traditionsrige erklæring om at ville overholde Grundloven i sit virke som folketingsmedlem, men nu tager Kristian Klarskov konsekvensen af historier i medierne om hans karriere som iværksætter – eller mangel på samme.
- Kristian Klarskov finder beskrivelserne af hans person urimelige og som en hindring for hans parlamentariske arbejde. Af hensyn til familien ønsker Kristian Klarskov at nedlægge sit hverv som folketingsmedlem, skriver partiet i pressemeddelelsen.
Levet af sin kones penge
Jyllands-Posten har beskrevet, at Klarskov ikke er den succesfulde "serieiværksætter", som partiet har markedsført ham som.
Tværtimod har han ikke en eneste succesfuld virksomhed bag sig. I de seneste ti år har han ikke tjent penge på sine forretninger, men alene levet af sin kones penge, indrømmer han over for avisen.
Klarskovs tøjfirma, Wakk Ultrawear, har ikke haft nogen aktivitet siden 2018, men eksisterer kun, fordi iværksætteren og hans kone "desværre ikke har midlerne til revisorhjælp til denne handling", står der ifølge Jyllands-Posten i et af selskabets regnskaber.
I dag skriver avisen, at politikerens forrige virksomhed, 1st Media Bank International, gik så skidt, at revisionsfirmaet noterede, at der ikke var forudsætninger for fortsat drift, og at hverken regnskabet eller Klarskovs ledelsesberetning var retvisende.
Derfor burde generalforsamlingen ikke godkende årsregnskabet, lød det fra revisorerne.
Iværksætteren trodsede advarslen og sendte det alligevel til godkendelse ved generalforsamlingen.
Kort efter gik firmaet konkurs.
Parti blev advaret under valgkampen
Og Politiken kan berette, at der allerede under valgkampen blev advaret internt i partiet om, at Klarskov ikke var den succes, han gav sig ud for at være.
Et nordjysk partimedlem havde mødt en mand, der undrede sig over Kristian Klarskovs kandidatur for Moderaterne.
"Han siger, at Kristian aldrig er lykkedes med noget," står der i mailen, partimedlemmet sendte til sin lokalformand, og som Politiken har set.
"Kan godt blive noget skidt, når han (Kristian Klarskov, red.) siger, at han har startet mange arbejdspladser i Nordjylland, hvis det ikke passer".
Det gik ud over hans helbred
Partiet skriver i pressemeddelelsen, at Kristian Klarskov ikke har yderligere kommentarer. Men det har han dog på Facebook.
Her skriver han også, at han mener, at medieomtalen har været "urimelig".
- Både min familie og jeg har lidt under dette, og jeg har kunnet mærke, at det gik ud over mit helbred.
Han havde glædet sig til at "kunne hjælpe andre mennesker" i Folketinget.
- Desværre skulle det ikke være sådan, konstaterer han.
Ingen kommentarer
Partiets gruppeformand, Henrik Frandsen, siger, at Kristian Klarskov efter hans vidende har trukket sit mandat, men fortsat er medlem af partiet. Derudover har han ikke nogen kommentar til historierne om partimedlemmet.
Han har jo udadtil givet indtryk af større succes, end virkeligheden afspejler. Hvordan har I haft ham som spidskandidat?
- Det har jeg ingen kommentarer til. Vi står i den situation, at vi har et folketingsmedlem, som har valgt at trække sig, og det har jeg meget stor respekt for, siger han.
Har du også respekt for den måde, han har tegnet et billede af sig selv, der tilsyneladende har været meget langt fra virkeligheden?
- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Vi må bare konstatere…
Hvorfor har du egentlig ikke det – for det er vel ret centralt, hvordan jeres politikere opfører sig?
- Det har jeg heller ikke nogen kommentarer til, siger han og gentager, at han respekterer sin partifælles beslutning og takker for hans "store arbejde".
Hverdagens eksperter
Partistifter og -formand Lars Løkke Rasmussen har gjort meget ud af, at partiets kandidater ikke er garvede politikere, men at han netop er gået efter mennesker, der ved, hvad de taler om.
- Vi har været meget optagede af at diskutere politik med det, man med et lidt slidt udtryk kalder hverdagens eksperter. Altså at diskutere social udsathed med folk, der også professionelt har arbejdet med social udsathed. Diskutere iværksætteri med nogle, der faktisk er i gang med at iværksætte og lave nye virksomheder, sagde han op til partiets landsmøde i juni, hvor Kristian Klarskov blev præsenteret som "serieiværksætter".
Klarskov var spidskandidat for Moderaterne i Nordjylland. Han fik 1772 personlige stemmer.
I stedet kommer suppleanten Mohammad Rona nu i Folketinget.