Venstres nye toner kan blive “største kovending i politisk Danmarkshistorie”, siger politisk redaktør
Uanset hvad partiet vælger, bliver det et andet Venstre, vi kommer til at være vidne til fremover, mener TV 2s politiske redaktør.
Mandag fortsætter de indledende regeringsforhandlinger. Og det går ikke hurtigt.
Ingen håndgribelige pejlemærker viser sig endnu for, hvordan regeringen de næste fire år kommer til at tage sig ud.
Mandag er imidlertid første dag med forhandlinger efter Venstres landsmøde lørdag, hvor formand Jakob Ellemann-Jensen (V) lod en dør stå på klem for et tættere samarbejde med Socialdemokratiet.
Han bad om tålmodighed og gav ingen løfter men erkendte, at den borgerlige fløj er splittet, og “vi er ikke i nærheden af et alternativ til Mette Frederiksen som statsminister”, sagde han. Derfor skal Venstre “overveje grundigt”, hvordan partiet vil være med.
Meldingen er opsigtsvækkende, mener TV 2s politiske redaktør, Hans Redder. For Jakob Ellemann-Jensen har i løbet af hele valgkampen understreget, at et sådant samarbejde ikke var muligt.
- Det vil være en af de største kovendinger i politisk Danmarkshistorie, hvis Jakob Ellemann om få uger indgår i regering med Socialdemokratiet, siger Hans Redder.
Kan tage lang tid
Mandagens forhandlinger forventes at dreje sig om klima, miljø og grøn omstilling, og på trods af Venstre-formandens opsigtsvækkende toneskift har forhandlingerne stadig lange udsigter.
- De er ikke særlig langt, og vi har oplevet flere parter, der er gået ud af glasdøren i Statsministeriet, som har sagt, at det ikke er forhandlinger men snarere sonderinger, siger Hans Redder:
- Men det her er første dag og første møde efter det, som mange – heriblandt Mette Frederiksen – har ventet på. Nemlig Venstres landsmøde.
Mette Fredriksen (S) gik til valg på en regering over midten, og nu ligger “bolden” hos hende, mener TV 2s politiske redaktør. Hun skal nu inden for få dage beslutte sig for, hvordan der skal sorteres i mulige samarbejdspartier.
En sådan sortering har hidtil ikke gjort sig bemærket. Indtil nu har alle været velkomne.
Et af de klareste eksempler på det er, at Nye Borgerlige stadig er med i forhandlingerne.
- Man kan efterhånden også godt tale om, at det er en grad af politisk teaterstykke over det her. Der er ingen, der forestiller sig, at Socialdemokratiet og Nye Borgerlige kan finde hinanden, siger Hans Redder.
Ifølge den politiske redaktør er Venstres formand begyndt at læse skriften på væggen. Mulighederne i at kritisere Mette Frederiksen for at være magtfuldkommen er ved at være udtømt. Nu står valget sandsynligvis mellem at være et mere konstruktivt oppositionsparti eller regeringsparti.
- Det bliver et andet Venstre, vi kommer til at se. Uanset om Venstre går i regering eller ej, siger han.