Politik

Intet måtte slippe ud, da politikerne forhandlede i ‘det sorte tårn’ – og det fortryder Thorning i dag

Regeringsforhandlingerne i 2011 varede 16 dage. Helle Thorning-Schmidt har senere fortrudt, at så godt som ingenting slap ud fra hotellet på Amager.

I de første mange år talte man ikke om det, der skete i den 25 etager høje bygning på Amager.

- Vi besluttede, at det, der skete i tårnet, blev i tårnet, siger Jacob Blomgren, der er tidligere øverste ansvarlige for den politiske rådgivning i Radikale Venstre.

Alligevel slap dele af fortællingen om regeringsforhandlingerne mellem S, SF og R i 2011 drypvis ud. Og i dag – mere end ti år og fire regeringskonstellationer senere – hvor nogle af de mest uforudsigelige regeringsforhandlinger i mange år er i gang, kan erfaringerne fra det sagnomspundne forløb i 2011 bruges til at forstå dét, der udspiller sig i Statsministeriet i disse dage.

For selv om vi ikke kan være fluen på væggen derinde, kan vi ved hjælp fra to centrale rådgivere, der var til stede dengang, komme ind i tårnet på Amager.

Ville gentage norsk succeshistorie

I stedet for at forhandle på Marienborg og i Statsministeriet, som statsminister Mette Frederiksen (S) gør nu, valgte den røde blok at afholde forhandlingerne på det høje Hotel Crowne Plaza i Ørestaden. 'Det sorte tårn', som det hurtigt blev døbt.

Socialdemokratiet havde lejet hele 25. etage på hotellet, så det kunne danne ramme om de forhandlinger, der skulle forandre dansk politik efter en overstået valgkamp. Stemningen var intens.

- Det, der var på spil, var magten de næste fire år. Sagt på en anden måde: Alt var på spil, siger Jacob Blomgren.

De centrale forhandlinger blev afholdt i suite 2503 med formand for Socialdemokratiet Helle Thorning-Schmidt for bordenden.

Der var klistret sikkerhedsfilm for vinduerne, og de første dage kom politikerne ind gennem parkeringshusets vareelevator for at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt.

I starten vidste ingen, hvor de var, men langsomt spredte rygterne sig, og journalister samlede sig foran det store hotel på Amager og fik glimt af partiledere på cykel eller gennem deres bilers ruder.

Vi rakte ud efter finansministerposten, og så gik det helt i hårdknude

Jacob Blomgren

Inspirationen var hentet fra Norge, fortæller Noa Redington, der dengang var særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt.

For kort forinden havde den norske statsminister Jens Stoltenberg forhandlet på et kursussted uden presse, hvilket var "ret succesfuldt".

- Det var det, man gerne ville genskabe, siger Noa Redington, inden han tilføjer:

- Men det blev jo ikke den store succes.

Satte røde cirkler om det vigtigste

I de forhandlinger, der foregår lige nu, møder partilederne op med et lille, udvalgt forhandlingshold.

Årsagen skal findes i, siger Noa Redington, at noget af det allervigtigste i regeringsforhandlinger er, at så få personer som muligt er til stede.

Derfor var det heller ikke mange fra folketingsgrupperne, der var til stede i tårnet på Amager – tværtimod var der en del af dem, der ikke vidste, hvor forhandlingerne foregik.

- Man skal signalere, at man kan stole på hinanden. Der ligger en tillid i at være en kerne, siger han.

I 2011 bestod kernen af Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF) og Margrethe Vestager (R) flankeret af henholdsvis Bjarne Corydon (S), Henrik Sass Larsen (S), Ole Sohn (SF) og Morten Østergaard (R).

Inden forhandlingerne for alvor gik i gang, lå der et forarbejde i at definere, hvad der var helt afgørende for hvert parti de næste fire år.

- Der bliver sagt meget i en valgkamp, men hvad er løfter, og hvad er holdninger? Der blev lavet røde cirkler i vores egen politik på forhånd, og man lærte de dele indgående at kende, siger den radikale rådgiver Jacob Blomgren.

Det var særligt vigtigt, fordi de politiske modsætninger, der skulle nærme sig hinanden i tårnet, befandt sig "virkelig langt fra hinanden".

På den ene side stod Socialdemokratiet og SF, der havde ført valgkamp side om side og fremlagt fælles planer om 'Fair Løsning' og 'Fair Forandring'. På den anden stod Radikale Venstre, som blandt andet ville afskaffe efterlønnen.

- S og SF var stort set gået til valg på, at Radikale Venstre ikke skulle have indflydelse på særlig meget. Og nu skulle de så blive enige om så godt som alt, siger Noa Redington.

Derfor udarbejdede man en liste over emner, som parterne var nødt til at blive enige om. Temaerne var enorme og spændte bredt: økonomi, udlændinge, miljø og klima og betalingsringen.

- Alting var helt oppe at ringe på vigtigheden, men afstanden mellem partierne skulle forsvinde, når – og hvis – man skulle regere sammen. Vi startede med økonomien, for hvis ikke vi kunne blive enige om det vigtigste, så ville alting alligevel smuldre, siger Jacob Blomgren.

Valgresultatet havde bragt Radikale Venstre i en nøglerolle – partiet var gået otte mandater frem og blevet større end SF, mens Socialdemokratiet havde tabt otte.

Og mens Helle Thorning-Schmidt allerede på valgnatten havde udnævnt sig selv til valgets vinder med ordene "vi gjorde det", havde Radikale Venstre mulighed for at danne flertal med andre partier end S og SF.

Det betød flere gange undervejs, at Thorning-Schmidt og Søvndal var nødt til at give sig på mærkesager for at holde samling på forhandlingerne.

Så stemningen i tårnet var tyk af koncentration, ligesom hierarkiet internt i partierne var helt tydeligt tegnet op, siger Noa Redington

- Hvert eneste ord betød noget. Alt i de her forhandlinger er altid meget skrøbeligt, og partilederen er den altoverskyggende dirigent.

Vestagers krav fik forhandlinger til at bryde sammen

Når der bliver forhandlet regering, skal ministerierne fordeles mellem partierne.

Men der bliver ikke sat navn på, hvem der skal have ministerposterne, fordi det er en sag, der skal løses internt i partierne.

Det var netop kabalen om ministerier, der skabte et lavpunkt i de skrøbelige forhandlinger i 2011:

Lørdag aften forlod Margrethe Vestager sammen med sit følge tårnet. Partiet havde sigtet efter noget, som Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal ikke kunne gå med til.

- Vi rakte ud efter finansministerposten, og så gik det helt i hårdknude, siger Jacob Blomgren.

Efter mere end et døgns tænketid og en større diplomatisk operation, hvor Henrik Sass Larsen med egne ord ringede og "tiggede" Vestager om at komme tilbage, mødtes politikerne dog igen til pizza i Margrethe Vestagers lejlighed.

Og derefter tog de tilbage til hotellet på Amager og fortsatte, hvor de slap. Den radikale leder blev lovet posten som økonomi- og indenrigsminister, og så gled forhandlingerne bedre.

- Man siger, at enhver god forhandling skal have en krise for at komme i gang. De døgn var nogle af dem, for bagefter kom der energi i forhandlingerne, siger Jacob Blomgren.

Men kort efter ramte endnu en granat ned i forhandlingerne. Onsdag 28. september fortalte Henrik Sass Larsen Helle Thorning-Schmidt, at Politiets Efterretningstjeneste havde problemer med at give ham sikkerhedsgodkendelse.

Champagnen blev fundet frem

Dagen efter var Sass Larsen ikke i tårnet, og stemningen var trykket, mens han tonede frem på tv-skærmen og fortalte, at han ikke kunne blive minister på grund af den manglende godkendelse.

Men forhandlingerne fortsatte.

Flere af økonomerne sov på hotellet, fordi de ikke kunne nå hjem. Hotel-luften hang efterhånden alle langt ud af halsen, husker Jakob Blomgren.

Dog husker han endnu tydeligere, hvordan parterne skålede i champagne midt om natten, da det sidste punktum var blevet sat.

Det blev det 1. oktober.

- Der følte vi os på sikker grund. Det var en kulmination på rigtig meget rigtig hårdt arbejde. Det var en forløsning, siger han.

Læren fra tårnet

De regeringsforhandlinger, der lige nu er i gang i Statsministeriet, er helt anderledes end de, der fandt sted i tårnet, mener både Jacob Blomgren og Noa Redington.

I 2011 var det realitetsforhandlinger om konkret politik nærmest fra dag et, og der lå en bunden opgave om at blive enige om et regeringsgrundlag foran de tre partier.

- Lige nu er det – groft sagt – et spil for galleriet med alle de partier, der er med. Men vi må forvente, at det bliver mere komplekst hen ad vejen, siger Noa Redington, der kalder de nuværende regeringsforhandlinger for "ekstremt spændende", fordi de er så åbne.

Alligevel er der ting at lære ved at skue tilbage til forhandlingerne på hotellet, lyder det.

Én kan være, at et parti ikke skal foretage et fundamentalt hamskifte undervejs i forhandlingerne, sådan som Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt gjorde.

Under forhandlingerne i 2011 blev det for eksempel på Radikale Venstres foranledning skrevet ind i regeringsgrundlaget, at "udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand".

Det blev en tilbagevendende hovedpine for Socialdemokratiet i regeringsperioden.

En anden er, at kommunikationen skal være mere åben eller bare eksisterende, selv når der er brug for arbejdsro.

Det er også noget, som Helle Thorning-Schmidt har erkendt, at hun fortryder: At det ikke var tydeligere, at der var tale om kompromiser, og at der kom så få informationer ud af det sorte tårn.

- Det var en fejlvurdering, for man tabte initiativet. Så opstod der en anden fortælling om, hvad der foregik. Og den fortælling er så vigtig. Så det er den vigtigste lære af de seksten dage i det tårn, siger Noa Redington.

TV 2 har været i kontakt med Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager, der ikke har ønsket at bidrage til historien.