Politik

Stort flertal bakker op om Søren Gade som Folketingets formand

Nye Borgerlige støtter op, men advarer Venstre om, at de ikke skal lade sig forføre af Socialdemokratiets regeringsflirten.

Venstre-profilen Søren Gade nærmer sig posten som formand for Folketinget, da han har langt over de påkrævede 90 mandater bag sig.

Først nominerede Venstre selv Gade, siden støttede først Socialdemokratiet og så Moderaterne, Nye Borgerlige, konservative, Radikale Venstre og SF forslaget. Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) delte et opslag på sin Facebook-profil, hvor hun erklærede sin støtte til Gade.

- Jeg håber, at han vil møde bred opbakning fra Folketingets partier. Søren Gade har i hvert fald opbakning fra Socialdemokratiet, hvilket jeg også har sagt til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, skriver hun.

Samtidig siger Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, at valget af Venstre-profilen vil sende et stærkt signal om enighed over midten og muligheden for en bred regering.

Derved ser det ud til, at Søren Gade meget vel kan få muligheden for at sætte sig på den prestigefyldte plads ved siden af talerstolen.

Efter partiernes opbakning siger hovedpersonen selv til TV 2, at han er glad og ydmyg over at få støtte fra de øvrige partier til sit kandidatur.

- Det er jeg dybt beæret over. Det er et af landets fornemmeste poster, som min formand har nomineret til. Jeg er faktisk tæt på bevæget over, at mine kolleger i Folketinget allerede på nuværende tidspunkt udtrykker støtte til mit kandidatur, siger Søren Gade.

Opsigtsvækkende udmelding

Meldingen om Venstres nominering af Søren Gade som kandidat havde knap nået pressen, inden Mette Frederiksen få minutter efter delte sit opslag og gjorde klart, at S bakker op om profilen fra det ellers traditionelle oppositionsparti.

Det tyder på, at der har været en "åbenlys koordinering" mellem Venstre og Socialdemokratiet forinden udmeldingen, mener TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

- Jeg kan ikke tolke det som andet end en meget klar fremstrakt hånd fra Socialdemokratiet til Venstre, som også skal spille ind i de igangværende forhandlinger i forsøget på at danne en bred regering. Socialdemokratiet sender et meget klart signal til Venstre om, at de gerne vil have dem med i en bred regering, siger han.

Hvad laver Folketingets formand?

Som parlamentsformand har man ansvaret for, at lovgivningsarbejdet foregår efter grundloven og Folketingets forretningsorden. Det er formandens pligt at sørge for, at rammerne for samarbejdet mellem Folketinget og regeringen bliver overholdt. Formanden er også Folketingets ansigt udadtil og tager imod officielle gæster fra indland og udland. Møder i Folktingssalen ledes desuden af formanden. 

Folketingets formand skal findes allerede næste uge, men Danmark står stadig uden en ny regering, da forhandlingerne endnu ikke har formået at kaste hvid røg af sig.

Det opsigtsvækkende ved Søren Gade som valg er, at det ellers er kutyme, at den blok, der kan samle 90 mandater bag sig, vælger en af deres ligesindede som formand.

Den seneste formand var Henrik Dam Kristensen (S) under Mette Frederiksens regering, mens det under den seneste Lars Løkke Rasmussen regering – som formand for Venstre vel at mærke – var Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Derfor kan det også tolkes som, at blokpolitikken udvandes en smule, mener Hans Redder.

- Det gør os klogere på intentionerne hos Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, som jo har fået skudt i skoene mange gange, at hun formentlig ikke mente det med en bred regering, og at hun ville ende med at gå til de røde. Det her signal er svært at tolke på anden vis, end at socialdemokraterne virkelig forsøger at lave den her brede regering henover midten, siger han.

Ellemann mener, at Gade kan samle partierne

Jakob Ellemann-Jensen mener selvsagt, at Søren Gade er den rette person til at sætte sig på den tronende midteplads – men særligt, fordi han ifølge formanden kan samle Folketingets partier om sig.

- Han nyder stor tillid i Folketinget og er en af de mest erfarne medlemmer. Vi mener dermed, at vi stiller med en dygtig kandidat, som kan samle Folketinget, siger Ellemann-Jensen til TV MIDTVEST.

Den vurdering er Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, sådan set enig i. Hun siger til TV 2, at Søren Gade er et rigtig godt bud på en person, der kan kaste partikasketten til side og forvalte opgaven som formand med omhu og respekt.

Men hun sender også en advarsel til Venstre om ikke at blive forført af Socialdemokratiets flirten.

- Jeg håber ikke, at det betyder, at vi får en bred regering henover midten, hvor Venstre glemmer, at de er et borgerligt parti og pludseligt lader sig opsluge af Mette Frederiksen, siger hun.

Vermund mener, at Mette Frederiksen bruger formandsposten som en brik i regeringsforhandlingerne, og at hun "ved, hvordan hun skal spille sine kort", hvorfor Jakob Ellemann-Jensen skal træde varsomt.

- Hun har formentlig givet Venstre opbakning i håbet om, at de vil pege på hende som statsminister. Men nu er det jo sådan, at vi vælger Folketingets formand, før regeringen er sammensat. Så det, at Søren Gade bliver valgt som formand, betyder ikke, at Jakob Ellemann-Jensen ender med at pege på Mette Frederiksen. Jeg håber virkelig, at han tænker sig godt om.