På valgnatten åndede mange socialdemokrater lettet op – men det røde flertal er skrøbeligt
TV 2 har talt med flere borgerlige partier, der er opmærksomme på den særlige situation.
Mette Frederiksen kunne omkring klokken 01 på valgnatten sænke skuldrene og ånde lettet op, da det stod klart, at mere end hvert fjerde kryds var blevet sat ud for Socialdemokratiet.
Smilet blev formentlig kun større, da mandatfordeling afslørede, at der med et enkelt mandat var flertal til rød blok, når man medregnede de nordatlantiske mandater.
Men selvom rød blok sejrede, er der nu usikkerhed om, hvorvidt det røde flertal kan stemme lovforslag igennem i folketingssalen.
Årsagen skal findes hos det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, der ellers betragtes som et af de tre røde nordatlantiske mandater.
Hun bakker op om Mette Frederiksen som kommende statsminister, men det til trods vil hun ikke nødvendigvis sikre Socialdemokratiet dets røde flertal i folketingssalen, hvis hun og det grønlandske parti Siumut har det afgørende mandat.
I hvert fald ikke ved lovforslag, der udelukkende handler om Danmark, hvilket er langt de fleste.
- Vi vil tage det fra sag til sag, men det vil nok være sådan, at når det drejer sig om indenrigsanliggender, så stemmer vi blankt, hvis vi har det afgørende mandat. Vi stemmer blankt, hvis det ikke har betydning for Grønland. Det vil vi ikke blande os i. Så må flertallet findes et andet sted, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Nordatlantisk magt
Udfordringen for Mette Frederiksen er dermed ikke, om hun kan danne en rød regering, men at det kan blive problematisk for den socialdemokratiske formand at få gennemført sin politik uden at danne flertal henover den politiske midte.
Ved valget fik rød blok 87 mandater. Tillagt de tre røde nordatlantiske mandater, opnår Mette Frederiksen lige akkurat flertal på 90, men med udmeldingen fra Aki-Matilda Høegh-Dam kan flertallet smuldre første gang, der skal stemmes i salen.
Det er blevet bemærket i den borgerlige lejr.
- Det understreger, at statsministeren er i en udsat position, hvis hun baserer sig på et rødt flertal. Derfor er det jo i statsministerens interesse at søge en bred regering. Man kan så diskutere, om det er af lyst eller nød. Det er et skrøbeligt rødt flertal, der er, siger Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, Mette Abildgaard.
Hun bakkes op af Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, der mener, at de blå partier på den baggrund ikke skal lade sig friste af Mette Frederiksens regeringstilbud.
- Der er en grund til, at hun er så forhippet på en bred regering. Når der kun er ét mandats rødt flertal – og om det så er det nordatlantiske eller en halalhippie fra Alternativet – så er det meget svært at styre. Som borgerlig synes jeg derfor, at man skal spørge sig selv, om man ønsker at gøre det lettere for Mette Frederiksen at sidde som statsminister i mange år, siger hun.
Blå blok kan udnytte nordatlantiske mandater i forhandlingerne
Det har dog hidtil været normal praksis i Folketinget, at de fire nordatlantiske mandater får en såkaldt clearing.
En clearing er en uformel aftale mellem folketingsgrupperne, der sikrer, at ikke alle folketingsmedlemmer behøver at være til stede i folketingssalen, når der skal stemmes. Målet med en clearing er at sikre, at fraværet ikke rokker ved den overordnede fordeling mellem blokkene.
Det betyder, at der fra afstemning til afstemning laves en aftale om, at de tre nordatlantiske mandater, der tilhører rød blok, cleares med tre folketingsmedlemmer fra blå blok. Og omvendt cleares det ene blå nordatlantiske mandat med et mandat fra rød blok.
De nordatlantiske mandater plejer derfor at være fritaget fra at stemme i salen, så de i stedet kan være mere til stede i Grønland og Færøerne.
Men med valgresultatet, hvor de fire nordatlantiske mandater har fået en central rolle, er snakken om clearinger til de fire mandater begyndt at fylde på Christiansborg. For hvis bare ét nordatlantisk mandat ikke bliver clearet, har rød blok ikke længere flertal.
TV 2 har talt med en række af de partier, der i øjeblikket går til regeringsforhandlinger i Statsministeriet. Fra flere lyder det, at der er stor bevidsthed om, at de nordatlantiske mandater har en afgørende rolle, og at det kan blive aktuelt at udnytte det i forhandlingerne.
Ingen fra blå blok har dog på nuværende tidspunktet besluttet sig for, om de vil modsætte sig clearing af de nordatlantiske mandater.
Nordatlantiske mandater forventer, at de kan slippe for at stemme
Hvis de nordatlantiske mandater ikke har en clearing, skal de ned i salen og stemme. Udebliver de, eller stemmer de blankt – som Aki-Matilda Høegh-Dam vil på indenrigsspørgsmål – rykker det på procentfordelingen mellem rød og blå blok og Moderaterne. Og så er det røde flertal væk.
Mette Frederiksen (S) sikrer sig dermed kun sit røde flertal, hvis de nordatlantiske mandater stemmer med resten af rød blok i salen eller cleares, hvor der også trækkes et blåt mandat fra. Dermed er hele clearingskabalen blevet interessant.
Aaja Chemnitz fra det grønlandske parti IA, der står for det ene røde mandat, regner dog ikke med, at det bliver et problem at opnå clearing i den nye folketing.
- Som udgangspunkt er vi clearet i dagligdagen, men vi kan få ophævet clearing for at stemme.
Men når I nu har det afgørende mandat, kan I vel ikke være sikre på, at blå blok og Moderaterne vil give jer en clearing?
- Jo, fordi det er en del af demokratiet, at vi også skal kunne komme hjem til vores bagland i Grønland. Hvis vi er det afgørende mandat, vil vi indgå en aftale og finde en praktisk løsning. Så må vi finde en aftale med Socialdemokratiet, siger Aaja Chemnitz og tilføjer:
- Vi må tage det, når regeringen er etableret. Jeg ser ikke, at det bliver et problem.
Også det ene røde færøske medlem Sjúrður Skaale tror på en clearing.
- Jeg forventer at blive clearet. Men hvis jeg af politiske grunde ikke kan støtte et lovforslag, så ophæver jeg selvfølgelig clearingen.