Politik

Konservative fyrer strategichef efter valgnederlag

Han nåede at bestride jobbet i knap halvanden måned.

Jesper Beinov blev i september "headhuntet" til jobbet som strategichef hos Det Konservative Folkeparti.

Han begyndte 1. oktober, få dage før valgudskrivelsen. Den tidligere DF-pressechef skulle "bidrage til bestræbelserne på at skabe en borgerlig regering med Søren Pape Poulsen som statsminister", som han selv formulerede det.

Men som bekendt er Søren Pape Poulsen ikke blevet statsminister eller det, der ligner. Han er tværtimod under beskydning for at have ført partiet fra kæmpe fremgang til kæmpe nederlag ved valget 1. november.

En af konsekvenserne er nu blevet, at partiet skiller sig af med strategichefen efter mindre end halvanden måned.

Det bekræfter Jesper Beinov selv overfor TV 2.

- Udfaldet af folketingsvalget for Det Konservative Folkeparti er alment kendt og betyder desværre, at jeg har måttet indgå en fratrædelsesaftale med generalsekretær Søren Vandsø, skriver han til TV 2.

Det blev hurtigt skiftedag

Jesper Beinov var indtil februar 2022 pressechef for Dansk Folkeparti. Den stilling forlod han i februar – samtidig med en række folketingsmedlemmer. De havde fået nok af den dårlige stemning i partiet, den dengang nyvalgte formand, Morten Messerschmidt, og i særdeleshed partistifteren Pia Kjærsgaard.

Efter sit exit fra DF fik han stillingen som administrerende direktør for Dansk Gartneri. Den nåede han dog kun at have i knap et halvt år, da han fik "et ekstremt fristende tilbud fra de konservative", der havde "ambition om, at partiet skulle blive en afgørende aktør i dansk politik".

Derfor forlod han gartnerierne for at vende tilbage til Christiansborg.

Men de store ambitioner, der lokkede Jesper Beinov tilbage til Borgen, faldt til jorden i takt med, at valgkampen skred frem. Han havnede "midt i orkanens øje".

- Sikken et forløb! Det har været både spændende og ekstremt udfordrende, skriver han til TV 2.

- Valgnederlaget for de konservative betød dog, at det heller ikke tog lang tid, før det blev skiftedag.

Lyn-analyse

Politik er en barsk branche.

De konservative har i længere tid forberedt sig på en situation efter folketingsvalget, hvor de ville få langt flere folketingsmedlemmer – og dermed også flere penge til ansatte.

Men partiet kollapsede som bekendt i meningsmålingerne i ugerne op til valget. Og nu har de simpelthen ikke råd til at have så mange medarbejdere alligevel.

Det går blandt ud over Jesper Beinov, der ellers var tiltænkt en central rolle.

Beinov er næppe helt uden skyld i, at K førte en katastrofal valgkamp, men hovedansvaret for strategien må ligge andre steder, da han først tiltrådte få dage inden valgudskrivelsen.

Om valgnederlaget ender med at få konsekvenser for andre centrale medarbejdere – eller sågar for Søren Pape – er endnu uvist.

Kritik fra partiets veteraner

I dag får partiet og i særdeleshed formanden Søren Pape Poulsen kritik fra flere sider for håndteringen af valgkampen.

Blandt andet har Connie Hedegaard, forhenværende EU-kommissær og tidligere miljøminister for Det Konservative Folkeparti, svært ved "at forestille sig en mere tonedøv timing" end at gå i valgkamp med forslaget om at droppe topskatten, mens mange danskere kæmper med konsekvenserne af stigende energipriser og inflation. Det har hun skrevet i et debatindlæg i Altinget.

Partiets tidligere formand Per Stig Møller ønsker en "grundig evaluering" af Papes formandskab efter valgnederlaget.

Og Mogens Lønborg (K), tidligere borgmester i København, har sagt direkte, at partiets formand bør skiftes ud.

- Når man på rekordtid har mistet to tredjedele af vælgergrundlaget gennem en katastrofal valgkamp med stribevis af fejl, må man selvfølgelig også vurdere, om vi har den rigtige formand, sagde han til Berlingske tirsdag.

Partiet må skalere ned

Strategichefen er ifølge TV 2s oplysninger ikke den eneste, der er blevet afskediget fra de konservative i kølvandet på det dårlige valg.

En del af forklaringen ligger også i, at partiernes sekretariater på Christiansborg afspejler, hvor mange mandater de har. De konservative havde ifølge TV 2s oplysninger taget forskud på glæderne og ansat flere medarbejdere i forventning om, at partiet ville gå frem.

Sandheden blev dog, at K mistede to mandater og derfor snarere må skalere ned.

Partitoppen har lovet en grundig intern evaluering af, hvad der gik galt.