Tre professorer får ikke partier til at blinke: - Vi har lovet en uvildig vurdering, og det står vi fast på

Det er kun lykkedes TV 2 at få interview med to ud af de otte partier, som ønsker en uvildig advokatvurdering af statsministerens ansvar i minksagen.

En lang række partier har siden Minkkommissionens beretning i juni krævet, at der skulle laves en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens mulige ansvar i minksagen.

Nu har tre juraprofessorer på eget initiativ lavet en 30 sider lang vurdering, som de har sendt til Folketingets partier.

Her vurderer de, at der ikke er grundlag for at antage, at fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) ville kunne dømmes for brud på ministeransvarlighedsloven. Det skriver Information mandag.

TV 2 har dagen igennem forsøgt at få et interview med samtlige af de otte partier, som har givet udtryk for, at de støtter en uvildig advokatvurdering. Vi ville gerne have spurgt dem, hvorvidt juraprofessorernes vurdering ændrer på deres holdning.

Det er ikke lykkedes at få et interview med hverken Venstre, Det Konservative Folkeparti, Moderaterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti eller Alternativet.

Til gengæld lyder det samstemmende fra Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige, at professorernes vurdering ikke rykker på deres holdning.

Holder fast i kravet

Spørgsmålet om en uvildig advokatvurdering har både fyldt under valgkampen og under de igangværende regeringsforhandlinger, hvor flere partier kræver en vurdering.

At der er forskellige vurderinger vidner om vigtigheden af, at Folketinget en gang for alle får lavet en uvildig advokatvurdering

Pernille Vermund, Nye Borgerlige

Umiddelbart efter minkkommissionens beretning startede Nye Borgerlige en indsamling til en advokatvurdering, som i slutningen af september lå klar.

Her var konklusionen den modsatte af de tre professorers: Både statsministeren og den tidligere fødevareminister ville kunne blive dømt ved en rigsret.

- At der er forskellige vurderinger vidner om vigtigheden af, at Folketinget en gang for alle får lavet en uvildig advokatvurdering, siger Pernille Vermund til TV 2.

Men kritiske røster har jo påpeget, at den undersøgelse Nye Borgerlige fik lavet er købt og betalt af partiet og dermed ikke uvildig?

- Vi har samlet penge ind til det, så derfor har danskerne betalt. Man kunne også spørge: "Hvem har betalt de tre professorer?". Enten arbejder de gratis, eller også er det det offentlige, der har betalt, siger Vermund og tilføjer:

- Ikke for at sige, at der er nogen, der har styret dem. Det er bare et vilkår, at nogen har betalt.

Holder fast i valgløfter

Hos Danmarksdemokraterne giver folketingsmedlem Peter Skaarup ikke meget for hverken Nye Borgerliges advokatvurdering eller de tre professorers.

Hvis Inger Støjberg skulle igennem det her forløb, så mener jeg også, at statsministeren skal

Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne

"Rammerne" har ifølge ham ikke været i orden.

- Vi har brug for, at Folketinget sætter rammerne for en uvildig advokatvurdering, så vi har et fælles grundlag for at træffe den beslutning, siger Peter Skaarup til TV 2.

Tror du ikke på det, som de tre højrespekterede, uvildige juraprofessorer er nået frem til?

- Det er sikkert et behjertet forsøg, de har lavet. Men det ændrer ikke på, at mange partier, blandt andet Danmarksdemokraterne, i valgkampen har lovet danskerne en uvildig advokatvurdering, og det står vi fast på.

Ender det med en uvildig advokatvurdering, vil det ikke være første gang. Det skete for eksempel efter Instrukskommissionen, og det resulterede i, at partiets formand Inger Støjberg blev dømt i rigsretten.

Et eksempel som Peter Skaarup lægger stor vægt på.

- Jeg mener ikke, at der er forskel på, om man er den ene eller anden regeringsfarve. Hvis Inger Støjberg skulle igennem det her forløb, så mener jeg også, at statsministeren skal, siger Støjbergs kollega Peter Skaarup.

- Et meget dårligt argument

Juraprofessor Jørgen Albæk Jensen, som er en af de tre professorer bag vurderingen, køber dog ikke oppositionens argumenter.

Han mener, at de kan være direkte "ødelæggende for vores system":

- Jeg synes, at det er et meget dårligt argument, at man bare skal have payback-time. Hvis det er dét, der er drivkraften, siger Jørgen Jørgen Albæk Jensen og fortsætter:

- Den helt afgørende forskel mellem instrukssagen og minksagen er, at Inger Støjberg handlede forsætligt. Hun vidste, at det hun gjorde ikke var lovligt, havde klart fået advarsler fra embedsmænd og alligevel besluttede hun, at man ville køre videre med den ordning.

Mens det altså ikke har været muligt at få et interview med andre partier end Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige, har Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne sendt en skriftlig kommentar.

Han vil læse den nye vurdering "med interesse", skriver han, men vil af hensyn til de "igangværende forhandlinger" (regeringsforhandlinger, red.) ikke kommentere sagen yderligere.