Folketingsvalg 2022

Vermund åbner for, at Thiesen kan skifte til Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti ønsker ikke at kommentere, hvorvidt Mette Thiesen kan have en fremtid i partiet.

Partiformand Pernille Vermund forventer ikke, at Mette Thiesen kommer til at frasige sig sit mandat i Folketinget og dermed overlade det til en suppleant fra Nye Borgerlige.

Det siger Vermund, dagen efter at Mette Thiesen meldte sig ud af partiet.

- Jeg regner med, at Thiesen tager sit NB-mandat med sig. Så må vi se, om hun tager det med ind i Dansk Folkeparti eller fortsætter som løsgænger, sagde Pernille Vermund efter dagens regeringsforhandlinger hos statsministeren på Marienborg.

TV 2 har spurgt Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, om Mette Thiesen er velkommen i hans parti, og om der har været drøftelser mellem parterne. Han meddeler via sin assistent, at han ikke ønsker at udtale sig, og henviser i stedet til partiets pressechef.

Pressechefen ønsker heller ikke at kommentere, hvorvidt Mette Thiesen kan have en fremtid i Dansk Folkeparti.

TV 2 har tidligere tirsdag været i kontakt med Mette Thiesen, der for nu ikke ønsker at udtale sig om sin fremtid.

Truende og voldelig adfærd

Pernille Vermund kaldte det mandag “tarveligt og uhæderligt” overfor vælgerne, hvis Thisen ikke frasiger sig sit mandat.

- Hun (Mette Thiesen -red.) har i stedet valgt at forlade partiet og tage det ene af vores seks mandater med sig. Det, mener jeg, er både tarveligt og uhæderligt overfor de af Nye Borgerliges vælgere, der for blot en uge siden stemte hende i Folketinget på vores partiliste, skrev Pernille Vermund i sit nyhedsbrev til partimedlemmerne mandag.

Thiesen er valgt ind i Nordsjællands Storkreds med 4357 personlige stemmer, mens hendes førstesuppleant, Claus Bruncke, fik 160 personlige stemmer.

Mette Thiesen meldte sig ud af Nye Borgerlige efter en række episoder med hendes kæreste som centrum.

Ifølge Pernille Vermund har Mette Thiesens kæreste ageret truende og voldeligt over for en medarbejder i partiet. Både på Christiansborg og senere igen til partiets valgfest.

Mette Thiesen havde ellers fået at vide, at kæresten ikke var velkommen til valgfesten.

- Jeg synes, det er svært at se tilbage, fordi man ved, hvor galt det endte efter valget, så ville jeg ønske, jeg havde ageret anderledes. Men det havde krævet, at jeg tog en meget stor beslutning på et spinkelt grundlag, sagde Pernille Vermund torsdag.

Også Thiesen selv har været grov over for den pågældende ansatte ifølge formand Pernille Vermund.

Mandag skrev Vermund, at Mette Thiesen selv har været med til at sende "intimiderende og truende beskeder" til den ansatte. En mand, som Mette Thiesen tidligere har haft et forhold til ifølge TV 2s oplysninger.

- Alting har to sider

Mette Thiesen har ikke ønsket at kommentere sin fremtid overfor TV 2, men skrev mandag følgende på Facebook:

- Mht. til det foregående forløb, som beskrevet af Pernille Vermund, vil jeg blot bemærke, at alting har to sider. Desværre er der ikke blevet lyttet til min og denne er derfor heller ikke en del af mediernes dækning..

Til B.T. skrev Mette Thiesens kæreste om episoden til valgaftenen:

- Jeg fortryder det, som skete i tirsdags til valgfesten. Det var dumt og skulle aldrig været sket, og det undskylder jeg også for.