Folketingsvalg 2022

- Vi er enige om, at der er nødt til at ske noget nyt, siger Mette F. efter forhandlinger

Når forhandlingerne fortsætter tirsdag, vil det fortsat handle om sundhedsområdet.

Kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) har mandag haft en række partier til forhandlinger på Marienborg for at forhandle om sundhedsvæsenet. Forhandlingerne sker med henblik på at danne en regering.

Men Mette Frederiksen var ikke villig til at komme nærmere ind på en mulig regeringskonstellation, da hun mødte pressen efter dagens forhandlinger.

Ifølge den kongelige undersøger blev der ikke kun snakket om sundhed, men "bredere velfærdsforhandlinger".

- Vi oplever meget fælles analyse af nogle af de udfordringer, vi står over for. Der er en bred erkendelse af, at vi ikke kan fortsætte på samme måde med at drive vores velfærdssamfund. Der er nødt til at ske noget nyt, sagde Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen fremhævede, at ingen partier er faldet fra efter mandagens forhandlinger, og at hun er "er meget fortrøstningsfuld".

Konservative, SF, Moderaterne, Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti var inde til forhandlinger med den socialdemokratiske formand mandag.

Nogle partier ville tale med pressen

Situationen på sundhedsområdet har været et af valgets helt store temaer, og partierne ankom også med forslag til den fungerende statsminister.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, sagde på vej ind, at de bragte 15-20 forslag med til forhandlingerne. Efterfølgende fortalte næstformand René Christensen dog, at det særligt var finansieringen, de to parter var uenige om.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, fremhævede efter mødet med Mette Frederiksen, at parterne blandt andet diskuterede mindre brugerbetaling, eksempelvis hos tandlægen, samt ligeløn.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, gav udtryk for, at han håber, at Mette Frederiksen er villig til at gennemføre reformer, mens Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, luftede sin bekymring for, at Mette Frederiksen kunne finde på at lave flertal med ”en højrefløj, der er enormt privatiseringsfokuserede”.

Hverken Moderaterne eller de konservative ville udtale sig til pressen før eller efter forhandlingerne.

Meningsfuld start, siger analytiker

Ifølge TV 2s politiske analytiker, Jesper Vestergren, er det helt bevidst, at Mette Frederiksen startede med forhandlinger om sundhedsvæsenet.

- På netop sundhedsområdet er der meget, partierne er enige om. Taktikken er netop at finde alle de steder, hvor man er enig først, siger han.

- Det bliver nemmere til sidst at luge tidslerne ud de steder, man er uenig, hvis man først er blevet enige på en række centrale punkter, pointerer Jesper Vestergren.

Det er eksempelvis flygtningepolitik, herunder diskussionen om et modtagecenter i Rwanda, der splitter partierne. Derfor skubber Mette Frederiksen de diskussioner længere frem, vurderer TV 2s politiske analytiker.

Forhandlingerne om sundhedsområdet fortsætter tirsdag.