Politik

Mette Thiesen færdig i Nye Borgerlige

Det nu forhenværende Nye Borgerlige-medlem nægter at sige undskyld "for noget, hun ikke har gjort, og til en, der har gjort hende ondt".

Mette Thiesen melder sig ud af Nye Borgerlige og bliver løsgænger.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

- Lige nu har jeg brug for at tage noget tid med min familie og finde ro i, at jeg har truffet beslutningen om ikke længere at være medlem af Nye Borgerlige og dermed fra dags dato er løsgænger i Folketinget.

Det sker på baggrund af en række episoder med hendes kæreste, som ifølge partiformand Pernille Vermund har ageret truende og voldeligt over for en medarbejder i partiet. Blandt andet skulle han ifølge Vermund have slået medarbejderen på valgaftenen 1. november.

Mette Thiesen skriver, at hun tager kraftigt afstand fra sin kærestes handlinger på valgaften, og at hun "aldrig skulle have taget ham med".

- Det var fuldstændig uacceptabelt – det ved både han og jeg. Det kommer til at have konsekvenser. Det har det allerede nu – og dem tager både han og jeg på os.

- Så går jeg i stykker

Tidligere mandag udsendte Pernille Vermund en nyhedsmail til partiet, hvori der stod, at både Mette Thiesen og kæresten står bag "intimiderende og truende" beskeder til den ansatte.

Den del kommenterer Mette Thiesen ikke direkte på i sit opslag. Hun understreger dog, at der er to sider af alle sager, og hun føler ikke, at hun er blevet lyttet til.

Hun afviser samtidig at ville undskylde for noget, hun ikke har gjort.

- Jeg undskylder ikke for noget, jeg ikke har gjort, eller over for en, der har gjort mig ondt. Det vil jeg ikke byde mig selv, for så går jeg i stykker, skriver hun.

Ifølge TV 2s oplysninger har Mette Thiesen haft et forhold til den medarbejder i Nye Borgerlige, som hendes kæreste angiveligt har været voldelig over for.

Lyn-analyse

Mette Thiesen var uden tvivl en profil i Nye Borgerlige, og hun fik mere end 4000 personlige stemmer ved valget 1. november. Men med de beskrivelser, vi har hørt, betragter jeg det som overvejende sandsyndligt, at hun var blevet ekskluderet af partiet, hvis ikke hun selv havde meldt sig ud. Nu håber partiet, at der kan komme ro på, og at det ikke vil skygge for det videre politiske arbejde på Christiansborg. Jeg vurderer ikke, at det kommer til at gøre den store forskel, om de er fem eller seks medlemmer i folketingsgruppen.

Første løsgænger

Mette Thiesens skæbne i partiet skulle være blevet afgjort på et møde i hovedbestyrelsen klokken 19.00 mandag aften. Men nu har hun altså selv truffet beslutningen om at forlade partiet.

Ifølge TV 2s oplysninger vil hovedbestyrelsesmødet fortsat blive afholdt som planlagt, mens et forudgående ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i partiet er blevet aflyst.

Mette Thiesen har været medlem af Nye Borgerlige siden 2017 og var netop blevet valgt ind igen ved valget 1. november.

Dermed har Folketinget fået sin første løsgænger. Det skete på under en uge.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Mette Thiesen og Pernille Vermund.