- Det er en helt ny situation, vi befinder os i, siger Frederiksen om regeringsforhandlinger

Det er ikke til at sige, om Danmark har fået en ny regering inden jul, siger Mette Frederiksen efter første forhandlingsdag.

Efter et folketingsvalg følger regeringsforhandlinger, og skal man tro forhandlingslederen Mette Frederiksen (S), kan danskerne denne gang risikere at vente længe, inden et nyt ministerhold er på plads.

Fredag tog Mette Frederiksen og Nicolai Wammen (S) hul på regeringsforhandlingerne, og de har dagen igennem haft besøg af næsten alle partier i Folketinget.

I første omgang er målet for Socialdemokratiet at etablere en regering, der rækker over midten af dansk politik.

Lige nu er det dog ”alt for tidligt” at sige, hvilke partier der kan indgå i en sådan regering, sagde Mette Frederiksen, da hun efter dagens forhandlinger mødte pressen.

- Vi kommer givetvis ikke til at kunne svare på det spørgsmål, før vi er væsentligt længere i forhandlingerne, lød hendes vurdering.

Du sagde tidligere til os fremmødte, at det var godt, at vi havde vinterjakker på. Kommer det her til at vare til jul?

- Vi kan begynde at vædde på kryds og tværs med hinanden, det er ikke til at sige. Det er en helt ny situation, vi befinder os i, svarede den fungerende statsminister og tilføjede:

- Alle de gange, vi har været med i Folketinget efter et valg, har få partier sat sig sammen. Det er selvfølgelig en meget enklere proces end nu, hvor det er næsten alle Folketingets partier, der på en eller anden måde går videre i en fortsat dialog.

For nu er det ifølge Mette Frederiksen kun Danmarksdemokraterne, der har trukket sig fra forhandlingerne.

Det eneste fraværende parti ved fredagens forhandlinger har været Nye Borgerlige, der tidligere på dagen oplyste til TV 2, at de fik tilbudt en tid, der ikke ”passede i kalenderen”.

Tre spørgsmål, Frederiksen blev forholdt

Gennem dagen er flere nyheder udsprunget af forhandlingerne på Marienborg.

Blandt andet kunne pressen ikke få svar fra Radikale Venstre på, om Rwanda-spørgsmålet fortsat er et ultimativt krav, som partiet udtrykte det torsdag aften.

Det spørgsmål kunne pressen heller ikke få svar på fra Mette Frederiksen, der ikke ønskede at kommentere det.

Også Alternativets dobbelte kovending på spørgsmålet om en advokatundersøgelse af Mette Frederiksen har fyldt i mediebilledet.

Den nyeste kovending betyder, at der på ny tegner sig et flertal i Folketinget for en advokatundersøgelse – eller en advokatvurdering, som er den formulering, Lars Løkke Rasmussen (M) bruger om sit krav.

Det spørgsmål ønskede Mette Frederiksen (S) dog heller ikke at kommentere på, da hun betragter en advokatundersøgelse som en del af de igangværende forhandlinger.

Det samme kunne noget tyde på, at Moderaterne også gør.

Da Lars Løkke Rasmussen onsdag blev spurgt ind til, om han står fast på sit krav om en advokatvurdering, lød hans svar ifølge Jyllands-Posten:

- Ja, det er sådan, vi møder ind i de her forhandlinger. Det er klart.

Også i en anden af dagens gennemgående historier har Løkke haft en finger med i spillet.

Den moderate formand har fredag eftermiddag nemlig drukket kaffe med et grønlandsk folketingsmedlem, der i princippet kan tippe balancen i Folketinget.

Aaja Chemnitz, der er medlem af SF-søsterpartiet IA, peger dog fortsat på Mette Frederiksen, men ønsker ikke at løfte sløret for, hvad hun drøftede med Løkke.

Kaffedrikkeriet mellem de to bekymrer dog ikke den kongelige undersøger, Mette Frederiksen.

- Vi har en utrolig god dialog med de nordatlantiske medlemmer af Folketinget. Vi har haft gode drøftelser i dag, og det forventer vi også at have fremadrettet, sagde hun.

Efter fredagens forhandlinger vil Mette Frederiksen og hendes forhandlingshold nu gå i ”tænkeboks” og derefter fortsætte forhandlingerne mandag, hvor fokus vil være på sundhedspolitik, lyder planen.