"Metteverset" og hjemsøgt af minksagen – sådan skriver resten af verden om det danske valg
Hos vores svenske naboer undrer de sig især over, at immigration ikke har været et større tema i valgkampen.
Det netop overståede folketingsvalg og det dramatiske efterspil har skabt overskrifter i medier verden over.
Det viser en gennemgang Kristelig Dagblad har lavet, men også TV 2 har her samlet eksempler på, hvordan valget ser ud med udenlandske briller i en række medier.
Her er der især fyldt med referencer til tv-serien 'Borgen', minksagen og så er der skepsis over for politikernes drømme om en bred regering over midten.
Metteverset
Amerikanske Politico har valgt at døbe Danmarks politiske system for "Metteverset" - en reference til Facebooks metaverset. De mener nemlig, at udsigten til at danne en centrumregering, gør at der er tale om et særligt politisk univers.
Også det spørgsmål beskæftiger den britiske avis The Guardian sig med. De har svært ved at se, hvordan det skal lykkes Mette Frederiksen at skabe en bred regering hen over midten. Flere medier beskriver dansk politik som i opbrud, blandt andet norske NRK kalder dette års folketingsvalg for et "jordskredsvalg".
Også det tyske magasin Der Speigel skriver, at en regering over midten i så fald ville være et "sjældent syn" for Danmark. De peger på, at dansk politik, med hele 12 forskellige partier, står over for en ny virkelighed, og skriver, at Mette Frederiksen politisk er meget til højre for midten. Derfor gætter mediet på, at hun kunne overveje en alliance med de blå partier. Hos Der Speigel kalder de også Mette Frederiksen for "systemknuseren", fordi hun er lykkedes med at blive genvalgt.
Revner i centrum-venstre
I norske Aftonposten skriver de, at det "politiske landskab har ændret sig dramatisk". Her omtales Mette Frederiksen som en klar og handlekraftig politiker, men det nævnes også, at hun ikke kan slippe fri af kritikken fra minksagen.
De peger på Dansk Folkeparti som valgets tabere og udråber derimod Lars Løkke som valgets vinder. Også de vurderer dog i deres analyse, at det er "højst uklart", om vi vil se en midterregering eller ej.
Det er samme budskab franskmændene kan få i mediet Le Monde, hvor de vurderer, at aflivningen af alle mink har "hjemsøgt" Frederiksen og ført til "revner i centrum-venstre blokken".
Indvandring har ikke rigtig været et tema
Hos vores svenske naboer undrer de sig især over, hvorfor immigration ikke har været et større tema i valgkampen. Hos dem er det nemlig et markant tema, der var meget afgørende for seneste svenske folketingsvalg, skriver de.
- Danmark blev fremhævet som et foregangsland. Men der er sket noget. Det spørgsmål, som har styret dansk politik i årtier, er faldet i baggrunden, skriver Dagens Nyheter.
Det samme er tilfældet i England, hvor BBC skriver, at indvandring højst usædvanligt ikke har figureret særlig meget i valgkampen. Og at det var symboliseret af, at det længe var uvist om Dansk Folkeparti ville komme i Folketinget.