Folketingsvalg 2022

Mette Frederiksen går til dronningen: Målet er en bred regering

Socialdemokratiet har fået det bedste valg i 20 år, og rød blok ser ud til at bevare flertallet i Folketinget.

Et snævert flertal af vælgerne har stemt på partierne i rød blok, og dermed kan Mette Frederiksen (S) efter al sandsynlighed beholde nøglerne til Statsministeriet.

Onsdag morgen oplyser Kongehuset, at Mette Frederiksen vil orientere dronningen om "valgresultatet og den parlamentariske situation".

Det er ventet, at Mette Frederiksen vil indgive regeringens afskedsbegæring til dronningen og opfordre til en dronningerunde, som hun varslede på valgnatten.

Bred regering?

"TAK <3", lød hendes besked på mediet Instagram, da valgresultatet endelig stod klart omkring klokken 01 natten til onsdag. Kort efter mødte hun op ved Christiansborg, hvor hun på vej inden for fortalte, at hun "mest af alt bare er utroligt glad".

Efter at have uddelt knus og kram til partifæller til tonerne af Aretha Franklins sang 'Respect' holdt hun sin sejrstale foran jublende socialdemokrater:

- Kære Danmark, jeg er så umådeligt glad og stolt, Vi er et parti for jer, der bor på landet. For jer, der bor i de større provinsbyer. Og for jer, der bor i de store byer. Ja faktisk, så er vi det eneste folkeparti i Danmark, tilføjede hun.

Lyn-analyse

Det er stadig fuldstændig uforudsigeligt, hvordan en kommende regering kommer til at se ud. Der er et flertal, der peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger. Men det betyder langt fra, at hun kan fortsætte som statsminister.

Hun vil nu forsøge at lave bredt regeringssamarbejde hen over den politiske midte. Det har Lars Løkke talt varmt for i valgkampen. Alle de borgerlige partier har afvist ideen.

Selvom Mette Frederiksen er tvunget til at gå til dronningen, står hun stærkt inden regeringsforhandlingerne. Socialdemokratiets fremgang og det røde flertal giver hende et klart mandat.

Socialdemokratiet har fået 50 mandater og er mere end dobbelt så stort som det næststørste parti i Folketinget, Venstre med 23 mandater.

Fra scenen pegede Mette Frederiksen på tre hovedopgaver for det nye Folketing. Der skal sættes ind i forhold til sundheds- og velfærdsområdet, der skal sættes ind i forhold til inflationshjælp, og der skal sættes ind med klimahandling.

Selvom der ser ud til at være et rødt flertal, vil Mette Frederiksen indgive sin afskedsbegæring til Dronningen onsdag, hvorefter partierne får lov at pege på, hvem der skal lede de kommende regeringsforhandlinger.

- Det står klart, at der ikke længere er et flertal bag regeringen i dens nuværende form, sagde Mette Frederiksen og tilføjede:

- Socialdemokratiet gik til valg på at danne en bred regering. Hvis et flertal peger på mig som kongelig undersøger, så vil jeg undersøge, om det kan lade sig gøre.

Video: TV 2 NEWS

Hun opfordrer generelt til samarbejde i Folketinget, hvor hele 12 forskellige partier nu bliver repræsenteret.

- En kæmpe tillidserklæring

Socialdemokratiets finansminister, Nicolai Wammen, fastholder også ønsket om en bred regering.

- Socialdemokratiet har fået det bedste valg i 20 år. Det er en kæmpe tillidserklæring til Socialdemokratiet, men også til statsminister Mette Frederiksen. Og nu vil vi gå efter at danne en bred regering, sagde han kort før, statsministeren gik på podiet og holdt tale.

Både Socialdemokratiet samt De Radikale og Moderaterne har talt for en bred regering hen over midten i dansk politik. Men de øvrige partier ønsker henholdsvis en rød- eller en blå regering. Mens Alternativet ønsker en grøn.

Nicolai Wammen fastholder, at Socialdemokratiet i udgangspunktet vil gå efter at danne en bred regering:

- Vi rækker hånden frem, og så håber jeg, at de blå er klar til at tage imod.