Folketingsvalg 2022

DF-topduel afgjort: Pia Kjærsgaard fortsætter i Folketinget

Til gengæld må Dansk Folkepartis næstformand, René Christensen, vinke farvel til Christiansborg.

- Hvis man skal slås af nogen, er det vel ok, at det er partiets stifter.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis næstformand, René Christensen, efter at de personlige stemmer er talt op.

Han og Pia Kjærsgaard håbede, at Sjællands Storkreds kunne indbringe Dansk Folkeparti to mandater, men vælgerne ville kun give dem ét. Derfor har de to topfigurer været i en hård duel, som Pia Kjærsgaard nu kan kalde sig vinder af.

6090 stemmer fik Pia Kjærsgaard, mens René Christensen selv fik 4143.

Og det vækker glæde hos partistifteren, som TV 2 fanger på en telefon, mens hun er ved at rive blade sammen i sin have:

- Jeg er simpelthen så glad. Man kan mærke lettelsen begynde at brede sig, fordi det har været fire meget, meget hårde uger, og selvom jeg havde regnet og håbet på at komme ind, så har jeg alligevel været lidt usikker, siger Pia Kjærsgaard.

Messerschmidt holder ”godt fast” i René

Så sent som på valgaftenen fortalte René Christensen til TV 2, at han havde en god mavefornemmelse, og at han håbede og troede på, at han ville blive valgt ind.

Blandt andet fordi han som viceborgmester i Guldborgsund Kommune – en tidligere DF højborg – ”kender alle”. Men det var altså ikke nok. Nederlaget får dog ikke René Christensen til at opgive politik.

Det siger han til TV 2, kort efter at han har forladt Amalienborg:

- Mine folk har lavet en fantastisk valgkamp. De har gjort det rigtig godt, og ja ... Nu er det, som det er. Men jeg er stadig en del af Dansk Folkeparti.

René Christensen understreger, at han har respekt for vælgernes beslutning, og at "den tid, der er gået godt, kommer aldrig skidt tilbage".

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er ærgerlig over, at han ikke kan have begge topfigurere med sig, siger han til TV 2:

- René er en fantastisk næstformand, men Pia er også en fantastisk kollega, så derfor har jeg holdt mig ude af den indbyrdes kamp og ladet vælgerne bestemme. Men det er vigtigt for mig at understrege, at Dansk Folkeparti siger ikke farvel til René. Vi holder godt fast i ham.

”Det vildeste valg nogensinde”

Dansk Folkeparti fik ved valget i går 2,7 procent af stemmerne og dermed 5 mandater. Det er en tilbagegang på 11 mandater i forhold til sidste folketingsvalg.

Det er Pia Kjærsgaards femtende folketingsvalg, og hun har aldrig oplevet noget lignende, fortæller hun:

- Det er det vildeste valg, jeg har oplevet. Det er helt anderledes og med store dramaer – inklusivt mit og Renés. Der har været usikkerhed og drama hele vejen rundt. Og derfor er jeg også meget spændt på, hvad den her regeringsdannelse ender med, siger hun.

Foruden Pia Kjærsgaard er også Morten Messerschmidt, Alex Ahrendtsen, Nick Zimmermann og Peter Kofod valgt til Folketinget.