De skiftede til K, mens det gik godt – men ingen af dem er valgt

Laura Lindahl lykønsker sit gamle parti, Liberal Alliance, med successen. Isabella Arendt ved ikke, om hun gider at give Folketinget et forsøg mere.

Store profiler har i den forgangne valgperiode smækket med døren til deres gamle parti for at joine succeshistorien i Det Konservative Folkeparti.

Men valgresultatet blev som bekendt et ganske andet end de glade dage med Pape-power og over 16 procent af stemmerne i visse målinger.

Det Konservative Folkeparti fik 5,5 procent af stemmerne og 10 mandater.

Marcus Knuth, der forlod Venstre i november 2019, er ikke blevet genvalgt. Isabella Arendt er heller ikke valgt ind.

Misser plads i Folketinget – for anden gang

Hun gik af som formand for Kristendemokraterne i maj for at melde sig under de konservative faner. Men det bragte hende ikke tættere på en plads i Folketinget.

- Det er jo ærgerligt. Der er ikke så meget andet at sige, konstaterer Isabella Arendt og glæder sig over, at hun dog blev nummer to i Østjyllands Storkreds og "tabte til en værdig modstander", nemlig partiets hidtidige klimaordfører, Mona Juul.

Valgnederlaget til de konservative får ikke Isabella Arendt til at fortryde partiskiftet, forsikrer hun. For hvis det var chancerne for et mandat i Folketinget, hun gik mest op i ...

- Så havde jeg nok ikke brugt 13 år i Kristendemokraterne, bemærker Isabella Arendt, der ved sidste valg blev kaldt 'Vikaren fra himlen' og kom blot 200 stemmer fra at hive Kristendemokraterne over spærregrænsen.

Hvordan har du det med, at det nu for anden gang glipper for dig at komme i Folketinget – bliver der en tredje gang?

- Det ved jeg ikke. Helt ærligt, siger hun.

- Jeg er syv en halv måned henne i min graviditet, så det får lov at fylde nu, og så må vi se, hvordan livet udfolder sig. Nu vil jeg tillade den lille pige i maven at være statsminister i mit liv de næste måneder frem.

Britt Bager er heller ikke genvalgt

Britt Bager skiftede til Det Konservative Folkeparti i marts 2021. Hun havde ellers været helt i toppen af Venstre som politisk ordfører, men forlod partiet på grund af uenighed med den politiske linje.

Hun er opstillet i Københavns Omegns Storkreds, hvor de konservative kun har fået et enkelt mandat.

Jeg har kæmperespekt for det arbejde, Alex Vanopslagh har stået i spidsen for. Men jeg hører hjemme i Det Konservative Folkeparti

Laura Lindahl, kandidat for K – tidligere LA

Det er gået til partiets finansordfører, Rasmus Jarlov.

Og endelig er der Laura Lindahl, der i forrige valgperiode var folketingsmedlem for Liberal Alliance. Hun var dog blandt de mange, der ikke blev genvalgt ved folketingsvalget i 2019. Og siden valgte hun altså at stille op for de konservative i stedet.

Paradoksalt nok skulle hendes gamle parti vise sig at blive en større succes, end partiet hun forlod det for.

Også Laura Lindahl ser nemlig ud til at få svært ved at komme i Folketinget.

Ønsker tidligere parti alt godt

Bliver du ikke i tvivl om, om det var en god ide at skifte fra Liberal Alliance til Det Konservative Folkeparti?

- Nej, man skifter ikke parti, fordi det går godt eller dårligt, siger hun.

Men set udefra ser der lidt sjovere ud i Liberal Alliance i dag end hos jer?

- Ikke når man er konservativ! Jeg er glad for mit skifte til Det Konservative Folkeparti. Det var det rigtige for mig, også selvom jeg måske ikke selv kommer ind, siger Laura Lindahl.

Hun er opstillet i Københavns Storkreds og er oppe imod partifæller som folketingsmedlemmet Katarina Ammitzbøll og Helle Bonnesen, der i dag er medlem af både Københavns Borgerrepræsentation og regionsrådet i Region Hovedstaden.

Laura Lindahl understreger, at hun "fortryder intet".

- Jeg ønsker Liberal Alliance alt godt, og jeg er meget glad for deres fremgang. Det er fantastisk for Danmark. Og jeg har kæmpe respekt for det arbejde, Alex Vanopslagh har stået i spidsen for. Men det ændrer ikke på, at jeg hører hjemme i Det Konservative Folkeparti.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Marcus Knuth eller Britt Bager.