Folketingsvalg 2022

Prognose viser næsten dødt løb – Løkke kan få afgørende rolle

I TV 2s prognose ser Lars Løkke Rasmussen ud til at blive kongemager.

Der er næsten dødt løb mellem rød og blå blok.

Det viser en prognose for folketingsvalget, som Megafon har lavet for TV 2 med over 40 procent af stemmerne talt op.

Prognose

En prognose er en forudsigelse af, hvordan valgresultatet vil ende. Megafons prognose for TV 2 beregnes på baggrund af både exitpolldata og optalte stemmer. En exitpoll er en meningsmåling foretaget blandt vælgere, der har stemt. Prognosen vil løbende blive justeret og blive mere præcis, i takt med at stemmerne bliver talt op.

Her får rød blok 84 mandater mod blå bloks 76, mens Moderaterne i midten ligger til 15 mandater. Partiet med Lars Løkke Rasmussen i spidsen ser dermed ud til at blive afgørende for, hvem der bliver valgets vinder.

Der er i prognosen dermed rykket flere mandater fra rød til blå blok sammenlignet med den exitpoll, der kom klokken 20.00, da valgstederne lukkede.

Stemmerne bliver fortsat talt op, og det endelige resultat kan fortsat se anderledes ud, end prognosen spår.

Hvad gør Løkke nu?

Som det ser ud nu, får Lars Løkke Rasmussen dog en nøglerolle, når der efter valget skal dannes regering.

Både Løkke og statsminister Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet er gået til valg på en regering hen over midten, og det ser der altså ud til at være mulighed for med Moderaternes 15 mandater.

Ingen ved dog, hvem der er Løkkes foretrukne statsministerkandidat.

Han har i valgkampen ikke villet pege på hverken Mette Frederiksen eller de blå statsministerkandidater, Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K)

En mulighed er også, at Løkke vil forsøge at udnytte muligheden til at samle et flertal bag sig selv.

Store forskydninger i blå blok

Venstre står i prognosen til at få 23 mandater, hvilket er en stor tilbagegang i forholdt til valget i 2019, hvor blå bloks største parti fik 43 mandater.

Også Det Konservative Folkeparti ser ud til at gå tilbage og tabe to mandater sammenlignet med seneste valg.

Til gengæld er Liberal Alliance på vej mod lidt af et comeback efter vælgerlussingen i 2019. Partiet står ifølge prognosen til at gå fra 4 til 14 mandater.

Det nye parti i blå blok, Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, ligger til at komme i Folketinget med hele 17 mandater og blive blå bloks næststørste parti.

Radikale kan blive halveret

Folketingsvalget 1. november er en konsekvens af, at støttepartiet Radikale Venstre tvang statsminister Mette Frederiksen til at udskrive valg, hvis ikke hun ville have et mistillidsvotum imod sig.

Partiet, der også drømmer om en regering hen over midten, ser dog ud til at lide et stort nederlag.

Ifølge prognosen bliver de radikale mere end halveret og går fra 16 til 6 mandater.

DF på vej mod overlevelse

Både Alternativet og Dansk Folkeparti har i valgkampen ligget tæt på spærregrænsen og selvdom Dansk Folkeparti står til ny tilbagegang, står begge partier i prognosen til at komme i Folketinget.

Til gengæld ligger Kristendemokraterne og Frie Grønne begge under spærregrænsen, som de også har gjort i samtlige meningsmålinger op til valget.

Du kan løbende følge optællingen af stemmerne fra folketingsvalget på TV 2s resultatside her.