Fra latterliggørelse til mulig nøglerolle: Nu vil alle tale med Radikale Venstre

Radikale Venstre har mistet opbakning fra mere end halvdelen af deres vælgere. Alligevel kan partiet nu få afgørende indflydelse.

Radikale Venstre har været udsat for hån, spot og latterliggørelse i en hel valgkamp, men det kan meget vel ende med, at partiet får en nøglerolle i de kommende ugers forhandlinger.

Sådan lyder analysen fra politisk kommentator Søs Marie Serup til trods for, at Radikale Venstre er mere end halveret i forhold til det seneste valg i 2019.

- Igennem valgkampen har partiet været marginaliseret af, at Lars Løkke Rasmussen har været ved at overtage rollen som kongemager på midten af dansk politik, siger Søs Marie Serup og tilføjer:

- Men nu hvor det glipper for Løkke, har Radikale Venstre muligheden for at se, om de kan få rollen tilbage.

I meningsmålingerne har Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen stået til at få de afgørende mandater. De mandater, der afgør, hvem der bliver statsminister.

Men valgresultatet viser, at rød blok med opbakning fra et færøsk- og to grønlandske mandater lige netop kan tælle til 90 mandater uden Lars Løkke Rasmussen.

De 89 øvrige mandater i Folketinget fordeler sig med 73 mandater til partierne i blå blok og 16 mandater til Moderaterne.

Langstrakte forhandlinger trods rødt flertal

Vælgerne har givet Radikale Venstre syv mandater, hvilket er en kraftig tilbagegang. Ved det forrige valg fik partiet 16.

- Selvfølgelig gør det ondt at miste ni mandater. Men lige netop Radikale Venstre har altid været parate til at ofre mandater for indflydelse. Det gør ikke noget for dem at tabe nogle mandater, hvis de til gengæld kommer i regering, siger Søs Marie Serup.

Radikale Venstre er vant til svingende vælgeropbakning. Partiet har siden 2001 ligget på 8-9 mandater eller 16-17 mandater.

Mens Radikale Venstre har meldt ud, at partiet peger på Mette Frederiksen (S) som statsminister, ønsker partiet samtidig en bred regering over midten i dansk politik.

Derfor kan Radikale Venstre nu fremtvinge en lang og grundig proces, hvor Socialdemokratiet skal undersøge mulighederne for netop dette - selvom der er et flertal i rød blok.

- Der er ingen tvivl om, at Radikale Venstre vil tvinge Socialdemokratiet igennem et grundigt forsøg på at danne en bred regering. Så det kan blive langstrakte regeringsforhandlinger, siger Søs Marie Serup.

Da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, holdt sejrstale på Christiansborg på valgnatten, gjorde hun det selv klart, at Socialdemokratiet ønsker at undersøge mulighederne for at danne en bred regering.

- Det mest ombejlede parti

De øvrige partier på Christiansborg har tilsyneladende hurtigt indstillet kompasset, så det ikke peger på Lars Løkke Rasmussen, men derimod på Radikale Venstre med partileder Sofie Carsten Nielsen i spidsen.

Det bemærker TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, på Twitter:

Radikale Venstre har de seneste mange år peget på en rød statsminister. På dagen for valgudskrivelsen i starten af oktober, gjorde Radikale Venstre det igen klart, at partiet vil pege på Mette Frederiksen.

Men det er ikke udelukket, at Radikale Venstre kan skifte mening, vurderer Søs Marie Serup.

- Ikke hvis der pludselig materialiserer sig en mulighed for at danne en bred regering med en anden i spidsen, siger hun og fastslår:

- De radikale er tilbage i magtens centrum, fordi Lars Løkke Rasmussen ikke har fået de afgørende mandater.

Vælgerne har dog givet et klart mandat til Socialdemokratiet, der har fået 50 mandater. Det er mere end dobbelt så mange som det næststørste parti i Folketinget, Venstre med 24 mandater.

- Alt kan stadigvæk ske

Da Sofie Carsten Nielsen mødte op på Christiansborg på valgaftenen, lagde hun ikke skjul på, at valgresultatet på syv mandater er dårligere, end hun havde forventet.

- Jeg er ærgerlig over det, og vi kommer til at miste gode kolleger. Det gør mig ked af det, sagde hun.

Men samtidig afviste hun klart, at valgresultatet skulle give anledning til lederskifte.

- Det vigtige er politisk, hvad vi kommer til at kunne omsætte de radikale mandater til lige nu, sagde hun.

- Jeg er ikke tidligere radikal leder om en uge, tilføjede hun og fastslog: - Jeg bliver.

Én ting er, hvad Radikale Venstre kan forhandle sig frem til, nu hvor en ny regering skal dannes, efter Mette Frederiksen onsdag vil gå til Dronningen og indgive sin afskedsbegæring.

Noget andet er, hvad der sker med de øvrige partier og mandater.

Søs Marie Serup bemærker, at der stadig er mange forskellige scenarier for en kommende regering.

- Alt kan stadigvæk ske i det her valg, siger hun og påpeger, at blot én partihopper kan få balancen til at tippe fra rød til blå blok.