Lars Løkke overrasket over udstrakt hånd fra Frederiksen
Moderaternes leder vil i tv-debat have statsministeren til at uddybe sit syn på en reform af sundhedsvæsenet.
Under partilederdebatten i DR Koncerthuset lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), at det er en god idé at se på strukturerne i sundhedsvæsenet.
Hun rækker en hånd frem mod Lars Løkke Rasmussen, politisk leder for Moderaterne, som i høj grad har brugt valgkampen på at tale om sundhed.
- Jeg tror, du og jeg, Lars, godt kunne blive enige om meget af en strukturreform på sundhedsområdet. Bare vi husker nærheden og ikke kun centraliserer, siger hun.
I første omgang får Lars Løkke Rasmussen ikke mulighed for at svare.
Men da han får ordet igen, giver han udtryk for, at han er irriteret på værten Kaare Qvist, fordi han ikke holdt statsministeren fast på ønsket om en strukturreform.
- Vi har foretaget noget
Han har selv et ønske om det, han kalder en sygehusreform.
- Med al respekt, så synes jeg, at vi skøjter noget hurtigt afsted. For et øjeblik siden sagde statsministeren til mig, at hende og jeg godt kunne blive enige om at lave strukturændringer i sundhedsvæsenet, og så går du bare videre, siger Løkke til Kaare Qvist.
- Vi har nogle uforklarlige regionale forskelle i sundhedsvæsenet. Det er blandt andet derfor, vi siger, at vi skal lave ét dansk sygehusvæsen.
- Jeg kunne da godt tænke mig at høre statsministeren. Danskerne skal stemme på tirsdag. Spørgsmålet er, om der er nogen vilje til at forandre det?
Der bliver dog ikke tid til, at Mette Frederiksen kan svare.
Det får hun i stedet mulighed for efter debatten. Her lyder det fra statsministeren, at "vi er jo i gang allerede og har foretaget noget".
- Men det er tydeligt, at der stadig er nogle ret store udfordringer i vores sundhedsvæsen, siger hun.
Et spørgsmål om løn
Mette Frederiksen nævner også, at der i år allerede er indgået en sundhedsreform og, at "vi aldrig er færdige med vores arbejde".
Et af valgkampens store emner har været sundhedsvæsenets udfordringer og mangel på arbejdskraft.
Derfor har flere partier - blandt andet Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre - fremlagt akutplaner, som blandt andet gennem bonusser skal skaffe og fastholde medarbejdere.
Socialdemokratiet har også fremlagt syv principper og afsat tre milliarder kroner fra 2030 til bedre lønninger til de offentligt ansatte. Dog uden at pege på, hvilke grupper der skal have højere løn.
Lars Løkke Rasmussen siger under debatten, at akutplanerne handler om at "stoppe blødningerne", og at det er en fejl at gøre redningen af sundhedsvæsnet til et spørgsmål om løn alene.
Blandt andet mener han, at de fem regioner gør det svært for sundhedsvæsenet at fungere optimalt.
- Ansvarsforflygtigelse
Lars Løkke Rasmussen havde som statsminister for Venstre for godt tre år siden lavet en aftale om at nedlægge regionerne. Men det blev aldrig til noget, fordi der ikke længere var flertal efter valget.
Det får Kristendemokraternes formand, Marianne Karlsmose, til at gå hårdt til Løkke. Hun har flere gange i valgkampen slået på, at hun kender regionerne godt, fordi hun er regionsrådsmedlem.
- Hvor mange flere lig skal der på bordet? Jeg er ved at eksplodere over at høre Lars Løkke udtale sig som om, at det er regionernes skyld, siger hun.
- I giver jo ikke regionerne den nødvendige økonomi til at løfte opgaven, og så er det jo ansvarsforflygtigelse, jeg hører, af værste skuffe fra højre side. Og det gælder hele vejen. I har jo haft chancen. I har haft ansvaret.
- Så Lars, lad være med at løb fra ansvaret, siger hun.
Lars Løkke overrasket over udstrakt hånd fra Mette F
TV 2 talte efter debatten med Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen.
Han hæftede sig ved, at Mette Frederiksen (S) i løbet af aftenens debat rakte ud til ham på sundhedsområdet.
- Det overraskede mig mest, da statsministeren pludselig sagde, at hun og jeg nok kunne blive enige om nogle strukturændringer i sundhedsvæsenet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Men da det er "lysende uklart" for ham efter debatten, hvad statsministeren konkret mente, vil han ikke svare på, om han er klar til at tage hende på ordet.