Folketingsvalg 2022

Da debatten faldt på Rwanda, gik Støjberg til angreb på sine tidligere formænd

Ved sidste valg stillede de alle op for samme parti. Mandag aften endte de i en diskussion om et modtagecenter i Rwanda.

Sent mandag aften fik SF’s Pia Olsen Dyhr sat fut under et trekantsdrama mellem en Venstre-formand, en tidligere Venstre-formand og en tidligere næstformand for Venstre.

Da debatten under valgkampens sidste partilederrunde faldt på, om Danmark skal arbejde på at etablere et modtagecenter i Rwanda, slog SF-formanden først fast, at SF er imod ideen.

Jeg er formand for Venstre, det er mig, der lægger linjen

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre

Og så rettede hun sig pludselig mod Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, og sagde:

- Jeg kan høre, at vi har fået følgeskab af Venstre i dag, hvilket tyder på, at flertallet bag det (Rwanda-projektet, red.) nok er smuldret nu, sagde hun.

Jakob Ellemann-Jensen mente dog, at det var bedst, hvis han udlagde Venstres politik.

- Det fungerer bedst på den måde. Jeg er formand for Venstre, det er mig, der lægger linjen, sagde han.

Herefter slog han fast, at Venstre fortsat støtter op om bestræbelserne på at lave et alternativt modtagesystem i et tredjeland.

- Om det bliver i Rwanda, eller hvor det bliver, det ved jeg ikke. Årsagen til, at Venstre er lidt skeptisk, er, at vi ikke ved, hvad det er, at regeringen foretager sig, fordi vi bliver holdt hen i mørke.

En overskrift i avisen

Baggrunden for misforståelsen skal højst sandsynligt findes i en artikel fra Jyllands-Posten, som udkom en halv time inden mandagens partilederdebat.

I overskriften skriver Jyllands-Posten, at Venstre ”lægger op til at skrotte” Rwanda-projektet.

I artiklen er Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, citeret for at sige:

- Vi er meget, meget skeptiske over for idéen og tror, at man arbejder med noget, der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, fordi vi ikke kan leve med de omkostninger, der vil være ved det. Og her tænker jeg ikke økonomisk, står der.

Se hvilke partier, der er enige med dig

Senere i artikel slår han dog fast, at Venstre stadig synes, at ”man skal undersøge muligheden (for et modtagecenter i Rwanda, red.)”.

Baggrunden for, at Mads Fuglede erklærer Venstre skeptisk, er en artikel, som Jyllands-Posten bragte mandag morgen.

Her beskrives dokumenter, der ifølge avisen viser, at der internt i den socialdemokratiske regering ”er blevet udarbejdet udførlige dokumenter om voldsomme og kritisable forhold i Rwanda”.

Jyllands-Postens artikler fik ikke kun Pia Olsen Dyhr til at udlægge Venstres politik. Også Jakob Ellemann-Jensens tidligere næstformand kommenterede Venstres forhold til Rwanda-projektet.

Støjberg i angreb på Løkke

Danmarksdemokraternes Inger Støjberg ærgrede sig nemlig over, at hun lige inden debatten havde set, at Venstre nu såede tvivl om Rwanda-projektet.

- Jeg er dybt bekymret, og jeg må bare sige: Det er jo årsagen til – blandt andet – at makkerskabet mellem Jakob og mig bare ikke fungerede, sagde Støjberg.

Og så synes jeg i øvrigt også, at Lars Løkke står og putter sig i den her debat

Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne

Herefter rettede hun skytset i retningen af en anden af sine tidligere formænd.

- Og så synes jeg i øvrigt også, at Lars Løkke står og putter sig i den her debat. Vil du Rwanda, eller vil du ikke? spurgte hun retorisk

Støjbergs dobbeltangreb fik – noget usædvanligt – Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, til at give ordet til Jakob Ellemann-Jensen.

Ellemann understregede, at han ellers lige synes, at han havde gjort det klart, at Støjbergs udlægning ikke var Venstres politik.

- Jeg synes, at Venstres linje er meget, meget klar. Der er ikke nogen mennesker, der flygter for sjov. Vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe så mange, vi overhovedet kan. Og jo flere vi hjælper i nærområderne, jo flere kan vi hjælpe, sagde han.

Herefter fik Ellemanns formandsforgænger ordet.

Hvad tænker de andre om Danmark?

Lars Løkke Rasmussen distancerede sig fra sine tidligere Venstre-kollegaer ved at kalde Rwanda-projektet ”symbolpolitikkens overmand”.

- Jeg var med til at lave smykkeloven, og der var en eller anden form for rationale nede bagved. Resten af verden misforstod det totalt, sagde han og fortsatte:

- I øjeblikket flyver vi under radaren. Hvis det her (Rwanda-projektet, red.) kommer til at ske, kommer vi til at få et internationalt syn på DK, hvor smykkeloven er vand ved siden af, lød analysen fra Lars Løkke Rasmussen, der i stedet ønsker en fælles europæisk løsning på flygtningeproblemerne.

Også statsminister Mette Frederiksen (S), hvis regering får kritik i Jyllands-Posten, fik lov at give svar på tiltale.

Hun understregede, at Danmark i hendes øjne skal overholde menneskerettigheder og internationale konventioner, hvis vi skal etablere et modtagecenter for flygtninge i Rwanda.

Lykkes et sådant projekt, kan Danmark igen begynde at tage kvoteflygtninge, tilføjede Frederiksen.

- Og så kan vi begynde at hjælpe børn, kvinder og handicappede i stedet for de stærkeste.