Folketingsvalg 2022

Medvirkende fra plejehjemsdokumentar konfronterer Krag og Løhde: - Hvordan ville I have det, hvis det var jeres far?

De dokumenterede omsorgssvigt på plejehjem får mange danskere til at grue for at blive gamle og afhængige af hjælp, erkender politikere.

Det er med kaffe, kage og sommerfugle i maven, at Anne Andreassen byder både en nuværende og en tidligere ældreminister indenfor i sit hjem i Karise.

- Hej, jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle have jer herned, smiler hun, da social- og ældreminister Astrid Krag (S) samt Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, torsdag banker på.

Anne Andreassen har været hjemsendt i knap en måned for at have medvirket i TV 2s dokumentar ’Opråb fra plejehjemmet’, der skildrer omsorgssvigt på Nørremarkens plejecenter i Køge, hvor hun arbejder.

Dokumentaren viste blandt andet flere eksempler på en lemfældig omgang med medicin, dårlig hygiejne og en hård tone over for de ældre. Og nu har TV 2 givet Anne Andreassen og Flemming Bo Tønsberg, der er søn til en beboer på plejehjemmet, mulighed for at få svar på de spørgsmål, de fortsat har.

Uanmeldte tilsyn virker ikke efter planen

Da de sætter sig ved spisebordet, piller Anne Andreassen lidt forsigtigt ved kaffekoppen. Særligt ét spørgsmål trænger sig på – det handler om tilsyn:

- Jeg har hørt jer diskutere, hvorvidt det skulle være uanmeldt eller anmeldt, og der har jeg den holdning, at man ikke skal vide, hvornår tilsynet kommer, begynder Anne Andreassen.

Sophie Løhde (V) gør det klart, at hun mener, der skal laves ét stærkt, samlet tilsyn, som ”selvfølgelig” skal foretage uanmeldte besøg:

- For det siger sig selv, at hvis man ved, hvornår tilsynet kommer, så har man også mulighed for at forberede en hel masse og dermed give et andet indtryk end det, der er dagligdagen, siger hun.

Astrid Krag (S) mener, at der skal være et tilsyn, som rykker hurtigt ud, men fortæller, at der også er nogle begrænsninger, da det er borgernes hjem, de skal besøge.

Deler vrede og afmagt

I dokumentaren ser vi, hvordan Flemming Bo Tønsbergs far får spredt sine ben med en lift med smerter til følge. Derfor har han særligt ét spørgsmål, der ligger ham meget på sinde:

- Hvordan ville I selv have reageret, hvis det var en af jeres forældre? spørger han.

Astrid Krag nikker forstående til spørgsmålet og tager ordet:

- Jeg tror nok, at jeg havde reageret meget som dig – altså en blanding af afmagt og vrede, for det er ikke i orden overhovedet. Når man giver dem, man holder af, i andres varetægt, skal man være tryg ved det, siger hun.

Sophie Løhde fortæller, at hendes far for nylig er faldet om med en blodprop og nu er afhængig af hjælp fra andre:

- Derfor var det første, jeg tænkte: "Kunne det der ikke lige så godt have været min far?". Jeg blev meget påvirket og enormt vred, for det kan vi ikke være bekendt i Danmark. Jeg tænker også, at det er en af den slags udsendelser, som får mange mennesker til at frygte at blive gammel og afhængig af hjælp fra andre.

Flemming Bo Tønsberg nikker. Efter at have set optagelserne med hans far frygter han nu selv at komme på plejehjem.

Og blandt andet derfor ønsker ældreminister Astrid Krag at uddanne medarbejderne på plejehjemmene bedre. Hun peger på en scene fra dokumentaren, hvor en plejer lykkes med at få Flemming Bo Tønsbergs far til at synge af glæde:

- Forestil dig med din far ... Hvis der var en, der faktisk vidste noget om demenssygdom og kunne lave pleje, hvor han begyndte at synge, siger hun.

Flere penge og bedre ledelser

Ifølge dokumentaren gik Anne Andreasen til fire forskellige ledere for at fortælle, at der var noget galt med plejen på plejehjemmet, men ingen af dem reagerede.

Og netop dét faktum fylder også meget hos politikerne.

Astrid Krag (S) mener, at man må lave et system, hvor advarselslamper blinker, når der er mange ledelsesskift. Sophie Løhde (V) mener, at hammeren må falde hårdere, hvis der sker systematiske svigt.

Flere gange i løbet af den time, de to politikere sidder ved spisebordet i Karise, sidder Anne Andreassen og Flemming Bo Tønsberg og nikker til de mange idéer, de to politikere har. Men de vil gerne have garantier:

- Hvordan vil I sikre, at vi ikke får en ny dokumentar igen om et år eller to? spørger Anne så.

De to politikere er enige om, at der skal tilføres flere penge, men understreger også begge, at penge ikke er nok.

Venstres Sophie Løhde peger blandt andet på plejehjemsbestyrelser med bedre ledelser og mere gennemsigtighed, og ældreminister Astrid Krag peger på at etablere plejehjemsråd, ”uden at der er et enormt bureaukrati, så det ikke stjæler tiden fra de ældre”.

Tror på bedring

Snakken går, og det samme gør tiden.

- Hvad med kage? I har slet ikke fået kage, siger Anne Andreassen, da de to politikeres pressefolk pludselig gør tegn til, at tiden er gået. De skal videre ud og føre valgkamp andre steder.

Anne Andreassen følger politikerne ud og sætter sig tilbage til bordet sammen med Flemming Bo Tønsberg.

De puster lettet ud.

Nåh ... Har I så tillid til, at ældreplejen ændrer sig denne gang?

- Jeg har faktisk, siger Anne Andreassen.

Også Flemming Bo Tønsberg tror på, at der vil ske noget:

- Ja, det tror jeg, siger han.

Anne Andreassen havde første arbejdsdag efter hjemsendelsen i mandags – men på en anden afdeling. Torsdag fik hun at vide af sin arbejdsgiver, at der ikke kommer nogen repressalier efter hendes medvirken i TV 2-dokumentaren.

Se hvilke partier, der er enige med dig