Folketingsvalg 2022

Mette Frederiksens nye klimamål er "det eneste rigtige" – men det bliver dyrt, siger ekspert

Timingen af statsministerens nye grønne ambitioner er ikke tilfældig, siger analytiker.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har i Information åbnet for at hæve målet om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med mere end 70 procent inden 2030.

Støttepartierne Radikale Venstre, SF og Enhedslisten peger alle på 80 procent som et nyt mål. Og uden at sætte et konkret tal på kan Mette Frederiksen "sagtens se for sig," at målsætningen sættes op.

Men de højere klimaambitioner kommer med et prisskilt.

- Det kommer til at koste det her, og det bliver uden tvivl også sværere at gennemføre, siger Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer på Syddansk Universitet, til TV 2.

Vil gøre ondt, men være en god forretning

Alligevel er det ifølge Sebastian Mernild "helt rigtigt" at hæve barren for klimamålene.

- Set fra et klimatisk perspektiv er det her den eneste rigtige vej at gå, siger han.

Præcis hvordan en ny målsætning skal nås, kommer Mette Frederiksen ikke ind på.

Men hvis Sebastian Mernild selv lagde køreplanen, ville han se alle tiltagene, der allerede er i spil for at nå en reduktion på 70 procent, efter i sømmene og gøre dem "mere ambitiøse i tid og effekt".

Også selv om det kommer til at kræve mere at gå fra 70 til 80 procent end for eksempel at gå fra 60 til 70.

- Det vil gøre ondt. Hver eneste gang, man tillægger afgifter, så mærker man det, og der vil være virksomheder, der bliver nødt til at dreje nøglen om. Men omvendt vil andre skyde op, så i det længere perspektiv kan det sagtens være en god forretning for Danmark, siger han.

I realiteten skal man dog ikke lægge alt for meget i, præcis hvilket procenttal der står i planerne, lyder det.

- Det betyder jo ingenting for mængden af drivshusgas i atmosfæren, hvorvidt vi i Danmark udleder 70 eller 80 procent. Faktisk kan man sige, at det er helt ligegyldigt. Men det her handler om at sætte en retning, også rent politisk, og det er virkelig vigtigt, siger han.

Håndsrækning til støttepartierne

Der er flere årsager til, at Mette Frederiksen åbner for snakken om klimamål, vurderer Jesper Vestergren, der er politisk analytiker på TV 2.

Først og fremmest vil hun cementere, at hun er en del af en rød blok, der traditionelt har ejerskab på klimaspørgsmålene, som over de seneste år er blevet vigtige for mange vælgere.

- Der er ikke noget, der er tilfældigt i en valgkamp, så selvfølgelig er det her timet tæt på valgdagen, fordi det minder danskerne – og især tvivlerne – om, at går man virkelig op i grøn omstilling, natur og klima, så skal man stemme rødt, siger Jesper Vestergren.

De røde støttepartier er mere ambitiøse på klimaområdet end Socialdemokratiet, og derfor er åbningen for en større reduktion også en anerkendelse af viften af røde partiers arbejde, mener den politiske analytiker.

- Det her er en håndsrækning til dem. Oprindeligt mente Mette Frederiksen kun, at det var muligt at nå 60 procent, men hun er blevet presset til at være godt på vej til 70, og nu signalerer hun, at hun er ”presset” til at nå endnu mere. Og det er helt sikkert en vindersag for hende, siger han.

Ifølge Sebastian Mernild er der allerede flere punkter, hvor regeringens 2030-plan er ukonkret. Men det, mener Jesper Vestergren, er ikke nødvendigvis et problem for Mette Frederiksen.

- Hele vejen igennem har Socialdemokratiet - i modsætning til flere af de andre røde partier - holdt fast i, at man skal vente på, at teknologien er udviklet, og håbe på den. Så det er egentlig det samme, hun gør her, siger han.

Venstre vil også "diskutere" højere mål

Fredag kaldte Venstre Mette Frederiksens (S) udmelding for "valgflæsk", men lørdag har partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, meldt ud, at Venstre også er klar til at se på målsætningen.

- Det er jeg villig til at diskutere. Men det, der er vigtigt for mig, er, at der sker noget. Det er ikke kun at sætte målet, siger han til TV 2.

Er du klar til at kigge på, om landbruget skal skrue yderligere op for deres reduktioner?

- Landbruget kommer til at levere. Man leverer en del allerede og har ambitiøse mål. Det skal vi hjælpe landbruget med, siger han.

Ifølge Jesper Vestergren står Jakob Ellemann-Jensen dog et helt andet sted end Mette Frederiksen, når han åbner for at hæve klimabarren.

- Der er i den grad forskel. Han har et helt andet udgangspunkt end hende, fordi hans støttepartier er noget mere kritiske overfor 70-procentsmålsætningen og afgift på landbruget, end Mette Frederiksen er. Men for ham er det ligeså vigtigt at forsøge at vinde ejerskab i klimaspørgsmålet, siger Jesper Vestergren.