Folketingsvalg 2022

Pape om nedtur: - Ekstra Bladet har begået karaktermord på mig

Selvom Søren Pape er ked af meningsmålingen, vil han ikke trække sig som statsministerkandidat.

De seneste uger er det gået stødt ned ad bakke for Det Konservative Folkeparti, og partiet står i en ny Megafon-måling til et dårligere resultat end ved valget i 2019.

Spørger man formanden Søren Pape Poulsen, er der ingen tvivl om, hvad nedturen skyldes: Ekstra Bladet.

- Den kampagne, jeg har været udsat for fra Ekstra Bladet, den har sat sig i danskerne, og det kan jeg godt forstå, siger han til TV 2.

Ifølge Søren Pape er der tale om et decideret "karaktermord".

- Det er ikke sjovt, og det er klart at være udsat for et karaktermord, som jeg har været på Ekstra Bladet, det er jeg ked af, og det gør mig ærgerlig, siger han.

I den nye måling står Det Konservative Folkeparti til 5,7 procent af stemmerne. I august lå partiet til over 15 procent af stemmerne.

Eksmand, rejser og corona

Flere medier - herunder særligt Ekstra Bladet - har skrevet en lang række artikler om Søren Pape, siden han meldte sig som statsministerkandidat i august.

Særligt historier om K-formandens nu eksmand Josue Medina Vasquez har fyldt, efter Ekstra Bladet kunne afsløre, at en række ting, som Pape har oplyst om sin mand, ikke var rigtige.

Blandt andet at Vasquez, der oprindeligt er fra Den Dominikanske Republik, skulle være nevø til den tidligere præsident i hjemlandet, og at han skulle være jøde.

I september meddelte Søren Pape, at parret skulle skilles.

Senest skrev Ekstra Bladet mandag en historie om, at Søren Pape havde rejst til Den Dominikanske Republik i 2021, mens store dele af verden var lukket for rejser på grund af corona.

Det viste sig dog efterfølgende, at det ikke var et brud på coronareglerne, og Ekstra Bladet måtte undskylde.

- Vi beklager, at vores historie indeholdt forkerte oplysninger om Søren Papes rejse, lød det fra mediets chefredaktør Knud Brix.

- Det går ikke

Det glæder Søren Pape, at det er kommet frem, at "nogle af forsiderne har været fejlagtige". Men han mener stadig, at det er dybt problematisk, at et medie ifølge ham kan præge valgkampen - og måske et valgresultat.

- Jeg synes, det er meget beklageligt, at vi har et medie i Danmark, der har influeret på en valgkamp. Det går ikke, sådan skal et dansk valg ikke være, siger han.

Han udstreger, at det heller ikke havde været okay, hvis det var gået udover en politik modstander.

Selvom Søren Pape er ked af meningsmålingen, vil han ikke trække sig som statsministerkandidat.

- Når jeg har sagt A, siger jeg også B. Jeg er ikke sådan en type, der render af pladsen. Det er ikke en kampagne fra EB, der skal bestemme om jeg stiller op som kandidat eller ej.

Ekstra Bladet afviser karaktermod

Ekstra Bladets chefredaktør Knud Brix afviser, at have begået karaktermord på Søren Pape. Chefredaktøren ærgrer sig over fejlen i coronahistorien, men er overordnet "stolt af" rækken af "fremragende afsløringer", avisen har gravet frem.

- Vi har lavet én fejl, som vi har undskyldt for. Men derudover har vi ikke ikke lavet fejl i andre forsider, vi har derimod præciseret noget i småtingsafdelingen. Eksempelvis, da de konservative ville have, at vi skulle skrive, at der var tale om træplader og ikke plankegulve, siger Knud Brix til TV 2.

Han anerkender, at Ekstra Bladets afsløringer formentlig har haft en effekt på meningsmålingerne, men formålet har ifølge Knud Brix ikke været, at de konservative "skulle have den nedsmeltning, de har haft".

- At Pape ikke selv tager ansvaret for de fejl der er blevet begået, og at det skulle være Ekstra Bladets skyld, det må stå for hans egen regning.