Løkke sigter efter regeringskontorerne – men hvilke partisoldater følger med?

Lars Løkke tegner Moderaterne, men der er fornyet fokus på politikken og øvrige kandidater - herunder en med "sexistiske" udtalelser bag sig.

Lars Løkke Rasmussen ligger lunt i meningsmålingerne med sit parti Moderaterne. Faktisk ligger han så lunt, at han er blevet et brandvarmt emne i valgkampen.

Flere målinger spår Moderaterne til at få de afgørende mandater, som rød og blå blok må kæmpe om for at få flertal i Folketinget. I en ny meningsmåling står partiet til at få hele 17 mandater. Det kan give Løkke mulighed for at forhandle sig til ministerposter.

Men hvem er de øvrige, ukendte og langt hen ad vejen politisk uerfarne kandidater fra Moderaterne, der står til at brage ind i Folketinget og måske et par ministerier?

De seneste dage er der kommet fornyet fokus på både Moderaternes politik og kandidater. Berlingske skriver eksempelvis, at spidskandidat og medstifter Jeppe Søe i flere år har skrevet »nedladende« og »sexistisk« om kvinder, hvilket partiet nu tager afstand fra.

Lars Løkke Rasmussen er den centrale stemmemagnet for partiet. I denne artikel sætter to politiske analytikere navn på andre centrale personer i partiet, som kan håbe på en ministerpost fra Lars Løkke Rasmussen, hvis han ender som kongemager med sæde i regeringen.

Intet er afgjort, før stemmerne er talt op. Men spekulationerne er i gang.

1. Løkkes egen taburet

TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren påpeger, at det kan være svært at sige, hvem Moderaterne selv ser som oplagte ministeremner, da partiet er helt nyt:

- Men to springer i øjnene, siger han.

Noa Redington, der er politolog, journalist og tidligere særlig rådgiver for Helle Thorning Schmidt (S), siger samstemmigt:

- Der er to, som er oplagte.

Den ene oplagte ministerkandidat er Lars Løkke Rasmussen selv. Med udsigten til, at Moderaterne kan få de afgørende mandater i Folketinget, har det været diskuteret, om Lars Løkke Rasmussen kan ende som statsminister.

Der er en lillebitte chance, mener Jesper Vestergren.

Noa Redington vurderer, at Løkke vil gå efter posten som finansminister. Det er den næstmest magtfulde position efter statsministerposten og en slags reformmotor, hvor ministeren sidder med hånden på pengene i statskassen.

- Ellers kunne Løkke også blive sundhedsminister, for han er måske den på Christiansborg, der ved mest om sundhedspolitik. Han kunne også være en oplagt udenrigsminister, da han i de senere år er begyndt at interessere sig mere for udenrigspolitik, vurderer Jesper Vestergren.

Hvis Løkke ender i regering, vil han gå efter en tung ministerpost, lyder det både fra Jesper Vestergren og Noa Redington. Tunge ministerposter kan også findes i eksempelvis Justits-, Erhvervs- og Forsvarsministeriet.

2. Den anden oplagte kandidat

Udover Lars Løkke Rasmussen er der kun én anden folketingskandidat fra Moderaterne, der har erfaring fra Folketinget. Det er tidligere Venstre-mand Jakob Engel-Schmidt, som i dag er ansat som politisk chef i Moderaterne og stiller op som Moderaternes spidskandidat i Nordsjælland. Han er den anden oplagte kandidat til en ministerpost, vurderer kommentatorerne.

Der er dog et stort men, påpeger Noa Redington.

- Problemet for Løkke er, at hvis han får mange kandidater ind, hvem skal så blive tilbage og passe bondegården? spørger Noa Redington retorisk og svarer selv:

- Det skal Engel-Schmidt. For du kan ikke have en nyvalgt folketingsgruppe, hvor ingen ved, hvor Snapstinget (Folketingets kantine, red.) er. Derfor mener jeg, at Engel-Schmidt er dømt til at styre folketingsgruppen som gruppeformand.

Jakob Engel-Schmidt er opvokset i Birkerød, har læst erhvervsøkonomi og været formand for Venstres Ungdom.

Han har ad to omgange siddet i Folketinget som afløser. Anden gang det skete, stoppede han selv før valgudskrivelsen. Efterfølgende kom det frem, at han var blevet frakendt sit kørekort for at køre med kokain i blodet umiddelbart før, at han stoppede i Folketinget.

Hvis Jakob Engel-Schmidt ikke skal blive og tage hånd om folketingsgruppen, så kunne han tænkes at blive tilbudt en ministertaburet i Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsministeriet eller Udlændinge- og Integrationsministeriet, mener Jesper Vestergren.

3. En mulig kulturminister?

Det er Lars Løkke Rasmussens popularitet, der giver Moderaterne gode meningsmålinger, vurderer Jesper Vestergren. Moderaterne promoverer sig også med billeder og plakater af Løkke – ikke kun i den kreds, hvor man kan stemme på ham, men i hele landet.

Blandt de øvrige spidskandidater finder man en træklatreinstruktør, en læge, en advokat med eget advokatfirma og en tidligere borgmester, som også kan få stor indflydelse på centrale samfundsområder i Danmark, hvis de gode meningsmålinger holder.

Derudover er der den tidligere teaterdirektør Jon Stephensen, som er en stor profil i partiet.

- Ham kunne man måske godt se som kulturminister, hvis Moderaterne skal i regering, siger Jesper Vestergren.

Jon Stephensen indleder selv sin præsentation på Moderaternes hjemmeside med at slå fast, at han er far til Rose på 12 år og ivrig løber. Han er også tidligere leder af teatret Aveny-T og før det teaterchef for Østre Gasværk Teater, hvor han ved siden af sin chefløn fik et honorar som konsulent, der skabte tumult og endte i et forlig.

I dag vil han give alle børn og unge adgang til kunst, kultur og idræt, lyder det på partiets hjemmeside.

4. Medstifter i ministerium eller i modvind?

Jesper Vestergren nævner også Jeppe Søe, der er Moderaternes spidskandidat i Vestjylland, og som beskrevet har fået omtale i Berlingske på grund af opsigtsvækkende udtalelser om kvinder.

- De udtalelser kan blive rigtig dyre for Jeppe Søe. Hvis fortiden indhenter ham, risikerer hans politiske karriere at slutte, allerede inden den rigtigt starter, siger Jesper Vestergren, der dog for nuværende ikke ser tegn på, at udtalelserne bliver skæbnesvangre for den nye politiker.

Jeppe Søe arbejder som kommunikationsdirektør i mediebureauet Thrane Media og er medstifter af Moderaterne.

- Han har haft en nøglerolle i forhold til opbygningen af partiet og det netværk, som er grobund for Moderaterne, siger Jesper Vestergren, der også nævner Jeppe Søes opvækst på fremtrædende højskoler.

Løkke taler varmt for højskolerne som et redskab til at "styrke medborgerskab, dannelse og sammenhængskraft".

Skulle Jeppe Søe tildeles en ministerpost i fremtiden, kunne det også være i Kulturministeriet eller i Uddannelses- og Forskningsministeriet, vurderer Jesper Vestergren.

5. Ministrene fra det ukendte

Noa Redington mener imidlertid ikke, at Løkke udelukkende vil se på sine politiske kolleger i Moderaterne, hvis han ender med at skulle uddele ministerposter.

For det er en stor mundfuld at starte i Folketinget – en endnu større en at starte som minister. Kombinationen af både at sidde i Folketinget og være minister for første gang er enorm.

Derfor vil Løkke i stedet hente folk ind udefra, vurderer den politiske kommentator.

Som statsminister var Lars Løkke Rasmussen ikke bleg for at gøre netop det. Han hentede blandt andet iværksætteren Tommy Ahlers, der blev uddannelses- og forskningsminister i 2018, og tidligere administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen, der i 2015 blev beskæftigelsesminister.

- I en situation, hvor Moderaterne kommer ind med mange folketingskandidater uden parlamentarisk erfaring, så vil det styrke folketingsgruppen, hvis man polstrer ministerposterne med kræfter udefra, siger Jesper Vestergren samstemmigt.

Men Løkke vil have svært ved at tiltrække store koryfæer som Connie Hedegaard, der er forhenværende konservativ minister og EU-kommissær, og Bjarne Corydon, der er tidligere socialdemokratisk minister og nuværende direktør og chefredaktør på Børsen, lyder det fra Noa Redington. Løkkes projekt er simpelthen for "risky business".

- Jeg har indtryk af, at Løkke er meget bevidst om, at han ikke nødvendigvis skal have mange ministerposter, men at han skal have nogle centrale – og at det vigtigste er, at han selv får en meget central. Så måske går Moderaterne efter tre-fire stykker, vurderer Noa Redington.

Der er stadig valgkamp. Intet er afgjort. Og selvom Moderaterne i øjeblikket ligger godt i meningsmålingerne, skal man ikke glemme, at der er stor modstand mod Lars Løkke Rasmussen inde på Christiansborg, påpeger Jesper Vestergren.

Løkke smækkede med døren, da han gik af som formand i Venstre. Han har det svært med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne, idet han ønsker at holde yderfløjene uden for indflydelse. Og de røde partier husker den blå politik, Lars Løkke Rasmussen tidligere har stået i spidsen for at gennemføre som statsminister.

- Derfor er der lang vej igen, før de andre partier har lyst til at lade ham blive kongemager, fastslår Jesper Vestergren.