For to år siden sagde Heunicke, at det ikke måtte ske igen – men nu er det sket igen

Mette Frederiksen (S) mener ikke, at regeringen har svigtet de ældre, siger hun til TV 2.

- Vi kan ikke sidde her igen om et år, og så kan I vise mig en ny dokumentar.

Sådan lød fra daværende sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), da TV 2 i juli 2020 viste ham klip fra dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'.

Over to år er gået siden udtalelsen.

Nu udkommer TV 2 med endnu en dokumentar, ‘Opråb fra plejehjemmet’, som viser nye kritisable sager, der af flere eksperter betragtes som omsorgssvigt.

Det berører Magnus Heunicke dybt, fortæller han.

- Dokumentaren er så trist. Jeg tror alle, der ser de tv-klip, bliver berørt. Man bliver så trist.

Men du blev jo også berørt og trist sidst. Og der sagde du, at du ville rette op på både økonomi, tilsyn og kultur. Hvordan kan vi stå her igen efter mere end to år?

- Det er korrekt. Og vi har sat alt ind på, at vi ikke skulle stå her igen, men det har ikke været tilstrækkeligt. Vi skal simpelthen sikre os, at det ikke er muligt at lave sådanne optagelser fra vores plejehjem i fremtiden.

Færre ansatte per ældre

Hvad der konkret skal gøres anderledes denne gang, vil Magnus Heunicke lade Astrid Krag (S) svare på. Hun overtog nemlig posten som ældreminister i 2021, og det er dermed hende, der har ansvaret for området nu.

Astrid Krag mener, ligesom Magnus Heunicke, at dokumentaren vidner om, at man endnu ikke er kommet i mål. Men hun holder fast i, at regeringen har "løftet ældreplejen".

- Vi har givet penge til 1000 flere ansatte og penge til, at 1000 flere ufaglærte kunne blive uddannet. Det er det seje træk, der skal til. Det er ikke noget, man kan løse natten over, siger hun til TV 2.

Astrid Krag henviser blandt andet til den velfærdsaftale, der blev indgået mellem regeringen og de øvrige røde partier et halvt år efter første dokumentar udkom.

Her blev der afsat afsat 1,9 milliarder kroner til ældreområdet. Pengene skulle blandt andet gå til at ansatte 1000 nye medarbejdere frem mod 2024.

Kigger man på tallene, går det dog den gale vej med at få flere ansat i ældresektoren.

Faktisk er der færre medarbejdere per 1000 ældre i den kommunale ældrepleje end før regeringsskiftet, viser en undersøgelse fra maj foretaget af Indenrigs- og Boligministeriet.

Samtidig viser de nyeste nationale tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at knap hver anden opslåede stilling som både sosu-hjælper, sosu-assistent og sygeplejerske forblev ubesatte det seneste halvår.

Et politisk svigt

Flere organisationer er da også uenig med Astrid Krag i, at regeringen har løftet ældresektoren.

Alzheimerforeningen har gennemgået mere end 2500 notater fra samtaler på Demenslinjen om plejehjem før og efter, den første TV2-dokumentar blev sendt.

I perioden er andelen af henvendelser om omsorgssvigt eller mangelfuld sundhedsfaglig behandling til demenspatienter på plejehjem mere end fordoblet. Samtidig er andelen af samtaler, der handler om omsorgsvigt på plejehjem, vokset fra hver tiende til hver femte.

- I stedet for at fedte ansvaret af på medarbejderne og plejehjemslederne, som de i årevis har nedprioriteret, burde de gribe i egen barm. Der er stort set ikke kommet noget ud af de sidste to års politiske løfter om bedre ældrepleje, siger Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen, til TV 2.

Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen, mener heller ikke, at de politiske løfter er blevet overholdt. Ifølge ham er der tale om "et politisk svigt".

"Usmageligt" og "absurd"

På Christiansborg har interviewet med Astrid Krag også vakt vrede. Flere mener, at ældreministeren og regeringen fralægger sig ansvar.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, kalder eksempelvis Astrid Krags optræden for "usmagelig", mens politisk ordfører for de konservative, Mette Abildgaard, bruger ordet "absurd".

Torsdag eftermiddag tog statsminister Mette Frederiksen (S) bladet fra munden og kommenterede på dokumentaren. Først i et Facebook-opslag, hvor hun kaldte optagelserne for "hjerteskærende" og senere i et interview med TV 2.

Hun siger ligesom Astrid Krag, at regeringen "har lavet noget på ældreområdet", men ikke er i mål endnu.

Nu står vi her igen. Har I svigtet de ældre totalt?

- Nej, det synes jeg ikke ville være rimeligt at sige, men der sker jo et svigt af de ældre i den her dokumentar, og det påvirker os alle sammen, siger Mette Frederiksen.