Opråb fra plejehjemmet

Debat om plejehjem på TV 2: - Vi skal have det hele på bordet

Der var meget få konkrete løfter, men noget skal der gøres ved svigt i ældreplejen, siger politikere.

Beboere på landets plejecentre har krav på en værdig ældrepleje, men får den ikke i tilstrækkelig grad. Det viser en ny dokumentar fra TV 2.

For at debattere løsninger, mødtes ældreminister Astrid Krag (S), ældreordfører Mette Abildgaard (K) og tidligere ældreminister Sophie Løhde (V) torsdag aften i debat på TV 2.

Hurtigt blev de enige om en ting: De ville ikke "mundhugges". Men det var, hvad de gjorde.

- Hvis man vil have bedre muligheder for ældreplejen, bliver man også nødt til at gøre op med sparekursen i kommunerne, sagde Astrid Krag med henvisning til regeringens borgerlige forgænger.

Hvortil Sophie Løhde returnerede:

- Nu har du turneret rundt hele dagen og snakket om minusvækst og besparelser. Det, der betyder noget for ældreplejen, er ikke kun, hvad der bliver afsat i en økonomiaftale, og det ved du udmærket godt, som tidligere indenrigsminister.

Det skal der "ses" på

Dokumentaren 'Opråb fra plejehjemmet' skildrer den plejehjemsansatte Anne Britt Andreasen, som forsøger at råbe ledelsen op. Hun bakkes op af sin kollega Vinni Hansen, som peger på, at ledelsen gennem årene er blevet mere utilgængelig.

Det skal der "ses på" lyder det nu fra politikerne.

Astrid Krag fortæller, at det er vigtigt at sørge for, at medarbejderne har en stærk faglighed.

- Vi bliver nødt til at kigge på ældreplejen mere grundlæggende. Vi skal have det hele på bordet, siger hun.

Det har partierne foreslået

Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti mener, at tilsynene med plejehjemmene i landets kommuner skal forbedres.

Konservative foreslår en ny tilsynsmodel, hvor det skal være muligt for ansatte på plejehjem at bestille et "uafhængigt straks-tilsyn, der kommer uanmeldt på besøg inden for 48 timer".

Et sådan straks-tilsyn skal ifølge partiets formand, Søren Pape Poulsen, have muligheden for at overtage ledelsen af plejehjemmet, indtil problemerne er løst.

Sophie Løhde fremhæver, at bestyrelserne på plejehjemmene skal styrkes. Venstre, Moderaterne, DF og Konservative har foreslået, at pårørende, ildsjæle og muligvis beboere bør kunne sidde i bestyrelsen.

I sidste uge fremlagde en samlet blå blok et udspil, der indeholdt en garanti for minimum ét friplejehjem i hver kommune.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skrev torsdag eftermiddag på Facebook, at der må laves en helhedsplan "der kigger det hele igennem".

Politikere kritiseres af ældreorganisationer

Ældre Sagen og Alzheimerforeningen er forargede over afsløringerne i 'Opråb fra plejehjemmet', og de ved godt, hvem pilen peger på.

Den peger på politikerne.

Det er i de seneste år gået den hel gale vej på ældreområdet, fortæller Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen til TV 2, og sådan behøver det ikke at være.

Alzheimerforeningen mener, at Danmark burde lade sig inspirere af Sverige, som har haft "enorme effekter" i ældreplejen ved at gå systematisk til værks.

Svenske plejecentre indsamler data for plejehjemsbeboeres adfærd for at forstå, hvilken tilgang til plejen, der virker bedst. Erfaringerne indsamles til en database hver tredje måned, og det gør ifølge Nis Peter Nissen både beboere, pårørende, medarbejdere og ledere glade.

Den metode kaldes BPSD-modellen, og den har følge Peter Nissen tidligere forsøgsvis med stor succes været brugt i Danmark.

- Vi vil foreslå, at man gør det obligatorisk for alle plejehjem at benytte sig af den her metode. Og at man afsætter en halv milliard kroner til at gennemføre det. Det ville have effekt med det samme på plejehjemmene, siger han til TV 2.