S-minister blæser på partiregler om skyggekandidater: - Sådan har vi altid gjort, siger kredsformand
Hvis ikke de små kredse bruger skyggemandater, har de ifølge flere kredsformænd ikke en chance for at få lokale valgt til Folketinget.
Forud for folketingsvalget mindede Socialdemokratiet medlemmerne om, at det er i strid med partiets interne regler at bruge såkaldte skyggekandidater. Hver kreds skal med andre ord stille med en aktiv folketingskandidat.
Men den regel har uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) valgt at trodse.
Han er selv opstillet i Haderslev-kredsen, men har stik imod partiets regler en skyggekandidat i Tønderkredsen.
Det bekræfter kredsformand Henning Gad overfor TV 2.
- Vi har ikke haft nogen valgt i Tønderkredsen nogensinde, så nu har vi lavet en aftale med Jesper om, at han må reklamere lige så tosset han vil, siger han og tilføjer:
- Sådan har vi altid gjort.
Minimum tre skyggekandidater på listen
Jesper Petersen har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2013.
Ved valget i 2019 fik han 7175 personlige stemmer, hvilket placerede ham et godt stykke oppe på den samlede liste over valgte socialdemokrater. Alligevel øjner ministeren altså ved dette valg muligheden for at hente endnu flere stemmer.
Det samme gør folketingsmedlemmerne Annette Lind (S) og Daniel Toft Jakobsen (S), som på samme måde får hjælp fra en skyggekandidat i en anden kreds.
Argumentet fra de tre kredse, som opstiller skyggekandidaterne, er det samme:
Hvis ikke de omgår partireglerne, har de ingen chance for at få en lokal valgt.
Op ad bakke
Tønderkredsen har ved de seneste fire-fem valg stillet med en skyggekandidat, fortæller kredsformanden. Denne gang er det på papiret Barbara Krarup Hansen, der er kandidat, mens kredsen i virkeligheden anbefaler vælgerne at stemme på Jesper Petersen.
Det til trods for at man ifølge partiets interne regler altså kun må være opstillet i én kreds. En regel, som kredsformand Henning Gad ikke giver meget for:
- Vi er da nogle stykker, som snakker om, at reglerne bør laves om. Men det er lidt op ad bakke at få det igennem.
Men Jesper Petersen er minister. Det er vel ikke ligefrem fordi, at han er i risiko for ikke at få personlige stemmer nok til at blive genvalgt, så hvorfor hjælpe ham?
- Han kæmper for vores interesser på Christiansborg, så man kan jo se det som vores payback. Chancen for, at vi får en valgt, er alligevel så langt væk, at du vel skal sætte 27 nuller foran et ettal.
Men ifølge Socialdemokratiets egne regler skal I stille med en aktiv kandidat. Hvorfor bryder I de regler?
- Vi har skam også opstillet en kandidat, men hun holder så bare... Lad os kalde det "lav profil", siger Henning Gad og griner.
"Unfair konkurrence"
Brugen af skyggekandidater er langt fra noget nyt fænomen.
Tværtimod har det tidligere været beskrevet, hvordan skatteminister Jeppe Bruus, bolig- og indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen, transportordfører Thomas Jensen, udenrigsordfører Annette Lind og handicapordfører Daniel Toft Jakobsen ved tidligere valg har benyttet sig af metoden.
Senest kunne Frihedsbrevet for uger tilbage fortælle, at også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i både 2015 og 2019 fik hjælp fra skyggekandidater.
Metoden har fået kritik fra flere socialdemokrater, herunder tv-vært og folketingskandidat Mette Reissmann. Hun har overfor TV 2 kaldt det "unfair konkurrence" og opfordret partiet til nok engang at indskærpe, at det er forbudt.
Samtidig siger Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, at vælgere risikerer at føle sig snydt, hvis de stemmer personligt på en skyggekandidat, som i virkeligheden slet ikke ønsker at blive valgt.
Nej til interview
TV 2 har gennem Socialdemokratiets pressetjeneste forsøgt at få et interview med uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen om skyggekandidaturet. Han har ingen kommentarer.
Det samme gælder partisekretær Lasse Ryberg, som TV 2 siden 11. oktober har forsøgt at få et interview med om partiets brug af skyggekandidater.
Da Mette Reissmann for en uge siden anklagede partiet for at vende det blinde øje til regelbrud i hele landet, ønskede partisekretæren hverken at be- eller afkræfte. Han sendte i stedet et skriftligt citat, hvor han ikke forholdt sig til kritikken, men blandt andet skrev, at partiet "ønsker at have flere aktive og forskellige kandidater":
- Derfor opfordrer hovedbestyrelsen til, at alle kredse gør deres for at have aktive kandidater, der føres valgkamp for.
Heller ikke da TV 2 tirsdag beskrev konkrete eksempler på nuværende skyggekandidater, ønskede partisekretær Lasse Ryberg at stille op til et interview. I stedet sendte han det samme skriftlige citat som ugen forinden.
TV 2 ville gerne have spurgt partisekretær Lasse Ryberg, om det er rimeligt, at Jesper Petersen benytter sig af en skyggekandidat og dermed går imod partiets regler. Men heller ikke dette spørgsmål har partisekretæren altså ønsket at stille op til et interview om.
Partiets pressetjeneste henviser i stedet for tredje gang til det skriftlige citat.
Jesper Petersen har efter udgivelsen af artiklen sendt en skriftlig kommentar til TV 2. Her skriver han blandt andet, at han er "glad for, at Tønder denne gang anbefaler at stemme" på ham. Samtidig understreger han, at skyggekandidaturet for flere måneder siden blev omtalt i den lokale avis, og at Socialdemokratiet på den måde har "spillet med åbne kort" overfor de lokale vælgere.