Pape: Det var en anden virkelighed, der mødte mig på Christiansborg

Pape tror, der ligger mange grunde bag nedgang i meningsmålingerne. Skatteplan er en af dem.

Det var en anden virkelighed, der mødte Søren Pape Poulsen, da han trådte ind på Christiansborg i 2014.

Det fortæller han i 'Partilederne LIVE' på TV 2 onsdag aften.

Frem til 2014 havde Pape været borgmester i Viborg Kommune, inden han blev folketingskandidat og senere hen formand for Det Konservative Folkeparti.

- Der er en verden til forskel på at være borgmester i en kommune og så træde ind på den dansk politiske scene som partiformand, siger Søren Pape Poulsen, der også i dag er statsministerkandidat.

Gennemlyst på alle måder

Pape fremhæver, at noget af det, der ændrede sig på Christiansborg, blandt andet var, at han pludselig blev "kærligt gennemlyst på alle måder" af journalisterne.

Ikke anderledes har det været den seneste tid, hvor Pape har været i mediernes søgelys med en boligsag, hans daværendes mands usandheder og en spydig kommentar om Grønland.

Meningsmålingerne har også set bedre ud for hans parti. For to måneder siden stod Det Konservative Folkeparti til 17 procent af stemmerne i meningsmålinger. I dag er de halveret.

Pape vurderer, at der "sikkert ligger mange grunde" bag nedgangen i meningsmålingerne. Selv peger han på partiets økonomiske plan.

- Den skatteplan, vi har lagt frem, er meget borgerlig. Det er der nok nogen, der er blevet skræmt af, siger han og tilføjer:

- Og så er der også noget personligt, ja.

Har stadig knap to uger

Søren Pape Poulsen hæfter sig dog også ved, at målinger stadig er bedre end resultatet ved valget i 2019.

- Og jeg har jo små 14 dage endnu til at sikre, at vores fremgang bliver endnu større, end den står til nu, siger han.

I 'Parlederne LIVE' onsdag aften bliver Pape spurgt til to emner. Et af dem har han selv valgt, og her vil han gerne tale det frie valg for de ældre.

Emnet udspringer sig af, at der den seneste tid har været debat omkring, hvorvidt ældre skal kunne sige nej til at have en hjemmehjælper, der bærer hovedtørklæde, har en bestemt seksualitet eller ikke taler dansk.

Han mener, at debatten er taget for langt.

- Det her med, at du kan vrage folk på baggrund af religion, synes jeg, er forkert, siger han.

Håber at blive statsminister

Pape åbner dog op for, at man skal kunne sige fra eller vælge private tilbud til, hvis samarbejdet ikke fungerer.

Det andet emne, som Pape ikke selv har valgt, men bliver spurgt ind til, er behandlingsgarantien. Her siger Pape, at han er åben over for at kigge på behandlingsgarantien på kort sigt, men han udelukker at afskaffe den helt.

- På et kort sigte kan det jo være nødvendigt at se på, skal vi ind i nogle lægefaglige prioriteringer, ligesom vi gjorde under corona, siger han.

Flere fagfolk har sagt, at de mener, man bør afskaffe behandlingsgarantien. Ifølge Pape skal behandlingsgarantien dog forblive på de "alvorligere sygdomme".

Til slut i 'Parlederne LIVE' bliver der traditionen tro spurgt til, hvor formanden tror, han står om 20 år.

Når du ser tilbage på valget i 2022, var det så det valg, hvor de konservative fik en statsministerpost?

- Det håber jeg, afslutter Pape.