Alex Vanopslagh fik gratis bolig ved hjælp af usande oplysninger
Flere medlemmer af Folketingets Præsidium vil efter valget undersøge, hvordan man kan sætte en stopper for boligfusk.
Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, har ikke alene brudt reglerne for brugen af sin embedsbolig i Indre By i København.
Nu viser det sig, at partilederen også har videregivet forkerte oplysninger til Folketinget for at få den.
Det skriver Dagbladet Information onsdag.
Alex Vanopslagh undskylder sig med, at han ikke "har sat sig ind i det", men indrømmer endnu en gang, at han ikke har overholdt loven.
- Det er, fordi jeg ikke har læst ordentligt op på reglerne. Det er pinligt. Det er for dårligt. Det er mit ansvar, siger han til TV 2.
Har ikke fået lejligheden lovformeligt
For at få adgang til en af Folketingets embedslejligheder skal man have folkeregisteradresse uden for Sjælland.
Men da Alex Vanopslagh af Folketinget fik tildelt sin gratis lejlighed og de dertilhørende 30.000 skattefrie kroner årligt for dobbelt husførelse, havde han ifølge Information stadig sin gamle bolig i København.
Det får flere juridiske eksperter til at spekulere i, om partiformanden dengang havde flyttet folkeregisteradresse til sin lejlighed i Struer uden rent faktisk at bo der med det formål at kunne få tilkendt en folketingslejlighed.
- Han har tilsyneladende ikke fået lejligheden lovformeligt, eftersom han ikke har haft en reel adresse uden for Sjælland, siger professor emeritus i forvaltningsret fra Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen til Information.
Sagen om Vanopslaghs medlemsbolig begyndte at rulle i slutningen af september, da Information kunne afsløre, at partiformanden havde brudt reglerne for brugen af den.
Man må maksimalt opholde sig i folketingslejligheden 180 dage om året, men det har Alex Vanopslagh ikke overholdt det seneste år.
Partilederen giver ikke meget for den artikel, som Information har udgivet onsdag.
- Jeg vil knap nok mene, at den nye historie har bragt noget nyt på bordet. Det er jo bare en gentagelse af den første historie om, at jeg ikke har opholdt mig nok i Struer, siger han til TV 2.
Flere boligsager i nyere tid
Det er ikke første gang, at et folketingsmedlem har haft en lempelig omgang med reglerne for brugen af de gratis folketingsboliger.
I oktober sidste år kunne Ekstra Bladet afsløre, at Socialdemokratiets daværende boligordfører, Tanja Larsson, boede i en gratis folketingslejlighed, selvom hun ejede en andelslejlighed få kilometer fra Christiansborg.
En lejlighed, som hun havde folkeregisteradresse ved, men som hun lejede ud og dermed tjente penge på samtidig med, at hun boede gratis i en folketingslejlighed.
Tanja Larssons boligsag førte til, at hun måtte trække sig fra sit ordførerskab.
Foreløbigt har Alex Vanopslaghs boligsag ikke haft andre konsekvenser for ham, end at han har måttet gå med til at tilbagebetale de 30.000 kroner, som han har modtaget for dobbelt husførelse.
Synes du, at sagen er lukket, når du har betalt de 30.000 kroner tilbage?
- Det er Folketinget, der bestemmer, hvilke konsekvenser det har. I noget omfang også Københavns og Struer Kommune. Jeg retter mig jo bare ind efter, hvad de siger, fortæller han.
Præsidiet vil have ændringer
Flere medlemmer af Folketingets Præsidium, som beskæftiger sig med Folketingets drift, er åbne for at undersøge, hvordan man fremover kan undgå regelbrud.
Karen Ellemann (V), som er 1. næstformand i Præsidiet, mener, at løsningen kan være at igangsætte et "yderligere pædagogisk arbejde".
- Man kan altid se på, om vejledningen omkring reglerne skal tydeliggøres. Jeg er sådan set rimelig overbevist om, at der ikke er nogen folketingsmedlemmer uanset partifarve, som bevidst forsøger at omgå reglerne, siger hun til TV 2.
Men det er ikke vejledningen, den er gal med, mener 3. næstformand Rasmus Helveg Petersen (R).
- Det er mit indtryk, at det er meget tydeligt, hvad man må og ikke må, understreger han.
I stedet vil han gerne sammen med Præsidiet efter valget foretage "en grundig indskærpelse af reglerne for det nye Folketing".
4. næstformand Mai Mercado (K), er åben for at gå endnu mere grundigt til værks:
- Selvfølgelig skal man ikke snyde. Den er ikke længere. Men jeg synes, at vi efter folketingsvalget skal kigge på, om de her regler er tidssvarende. Man må tage en drøftelse af reglerne i Præsidiet og blandt andet kigge på antallet af dage (de 180 dage, man efter reglerne maksimalt må opholde sig i lejligheden, red.).
De tre medlemmer af Præsidiet, som TV 2 har talt med, er enige om, at der ikke skal være yderligere konsekvenser ved at bryde reglerne end at betale pengene tilbage.