Folketingsvalg 2022

DET SKER I VALGKAMPEN I DAG: Politikere deltager i stort madshow

SF præsenterer plan om minimumsnormeringer, mens Løkke indleder debat om Iran.

Godmorgen – og velkommen til valgkampens 13. dag.

Selvom skolerne holder efterårsferie, er valgkampen ikke gået helt i stå af den grund.

Her er et overblik over, hvad udvalgte partiledere skal lave denne mandag.

8:30 Sofie Carsten Nielsen i interview

Politisk leder for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, skal interviewes af Lotte Folke i Politikens Boghal i København.

11:00 SF præsenterer udspil

Formand for SF, Pia Olsen Dyhr, besøger en daginstitution. Her vil SF komme med et udspil om, at der skal afsættes endnu flere penge til at sikre minimumsnormeringer.

15:00: Løkke indleder debat om Iran

Lars Løkke Rasmussen (M) holder den indledende tale ved en konference på Christiansborg, der handler om det folkelige oprør, der lige nu foregår i Iran. Løkke vil efterfølgende deltage i en paneldebat med Lars Aslan Rasmussen (S), Søren Søndergaard (Ø) og den dansk-iranske skuespiller Farshad Kholghi. Til konferencen vil der også være vidnesbyrd fra Iran.

16:00 Messerschmidt uddeler flyers

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, uddeler flyers på Brøndbyøster Station.

18:00 Partiledere deltager i madshow

Organisationen MAD arrangerer et politisk madshow på Refshaleøen i København, hvor Troels Lund Poulsen (V), Rosa Lund (Ø), Sofie Carsten Nielsen (R) og Morten Messerschmidt (DF) deltager. Aftenen er uformel og styret af Nikolaj Kirk og Henrik Kjerrumgaard, som sammen med politikerne skal debattere, hvad vi spiser, og hvor det kommer fra.

19:30 Løkke holder vælgermøde

Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, holder vælgermøde med tale i Toldkammeret i Helsingør.

Socialdemokratiet har ikke meldt ud, hvilke planer statsminister Mette Frederiksen har mandag.