Folketingsvalg 2022

Ellemann vil hellere have Løkke som statsminister end Mette Frederiksen

Løkke afviser at melde sig som statsministerkandidat, men ønsker, at især Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen bliver mere klare i spyttet.

Der er de seneste dage opstået en diskussion om, hvorvidt den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (M) stiller op som kandidat til posten igen.

Derfor var det nærliggende at høre, hvad de tre nuværende statsministerkandidater tænker om det.

Da de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ankom til DRs koncerthus for at deltage i søndagens statsministerkandidatdebat, spurgte TV 2 ham om, hvad han ville sige, hvis Lars Løkke Rasmussen også var med.

- Det kunne også være fantastisk, hvis han havde været her i aften, men nu har han jo ikke meldt sig som statsministerkandidat. Så kunne vi også få at vide, hvem han egentlig peger på, lød svaret.

Hvad hvis han bliver statsministerkandidat?

- Det er da bare supergodt, så er vi en mere. Han er jo en dygtig mand, og så må vi se, hvor han har tænkt sig at placere sig i det politiske spektrum, svarede Søren Pape Poulsen.

Ellemann vil pege på Løkke

Også Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen blev fanget til et par spørgsmål inden søndagens debat.

Her spurgte BT, om han ville pege på Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen som statsminister, hvis han skulle vælge én af dem. Dertil svarede han:

- I hvert fald ikke Mette Frederiksen.

Så Lars Løkke?

- Det er godt gættet, svarede Ellemann.

Nogenlunde det samme svarede V-formanden efterfølgende under debatten.

Løkke som statsminister eller regering henover midten?

- Det afhænger af, hvordan Lars definerer sig, og hvilken del af midten han er. Jeg kan gentage her, jeg kommer ikke til at gøre Mette Frederiksen til statsminister, så det besvarer jo også dit spørgsmål.

Søren Pape blev også under debatten spurgt til, om han vil støtte en blå regering, hvor Lars Løkke Rasmussen er statsminister. Her lød svaret:

– Det vil jo kræve, at han overhovedet melder sig som statsministerkandidat i det hele taget, sagde Pape.

Løkke savner svar

Lars Løkke Rasmussen er selv blevet spurgt, om han vil spille sig selv ind i kampen om posten. Til det svarede han tidligere søndag DR, at han i hvert fald gerne ville have diskuteret politik i aftenens debat.

Han afviser at melde sig ind i kampen om statsministerposten, men ønsker, at især Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen bliver mere klare i spyttet.

- Jeg håber, at de blå statsministerkandidater åbner op for, hvordan de vil håndtere det, hvis der ikke er et blåt eller rødt flertal efter valget. Det ærgrer mig, at der ikke er nogen, der tør byde sig til, sagde Lars Løkke Rasmussen til DR.

Kongemageren

Selvom Lars Løkke Rasmussen ikke er med, når statsministerkandidaterne debatterer, er det stadig ham, der kommer til at sidde på de afgørende mandater, når statsministerposten skal besættes.

Det viser en ny måling, Megafon har lavet for TV 2 og Politiken.

Rød blok står i den nye måling til 83 mandater, mens blå blok står til 82 mandater. Selv hvis den ene blok skulle få alle fire nordatlantiske mandater, ville det dermed ikke række til de nødvendige 90 mandater.

Hvis der var valg i dag, ville Moderaterne ifølge den nye måling få 5,6 procent af stemmerne, hvilket svarer til ti - afgørende - mandater.