Folketingsvalg 2022

Vil inflationshjælp gøre ondt værre? Overvismand har tre spørgsmål, du kan stille dig selv

Man behøver ikke at være professor i økonomi for at overveje, om et valgløfte vil gøre mere skade end gavn for inflation, forsikrer overvismand.

I starten af måneden udskrev Mette Frederiksen (S) valg i skyggen af den værste inflation i 40 år.

Selvom partierne er enige om, at noget må gøres for at hjælpe de tusindvis af danskere, hvis økonomi er blevet udhulet af de skyhøje priser, er der stor uenighed om, hvordan den rette hjælp ser ud.

Mens Venstre for eksempel foreslår skattelettelser for knap 9 milliarder, vil SF afsætte 3 milliarder kroner til at kompensere dem med lavest indkomst. Men der er en hage, hvilket statsministeren også understregede få timer efter, at valget blev udskrevet.

- Der er det djævelske ved inflationen, at hvis vi pumper for mange penge ud i økonomien – og mon ikke vi oplever en valgkamp hvor mange lover en masse penge til højre og venstre – så risikerer politikere at gøre krisen længere og problemet større, sagde hun.

Men hvordan gennemskuer man som vælger, om politikernes forslag til inflationshjælp på sigt bare vil gøre ondt værre?

Det har overvismand Carl-Johan Dalgaard et bud på. Som formand for De Økonomiske Råd har han til opgave at holde styr på Danmarks økonomi.

- Man får jo ikke en ph.d. i økonomi på tre sekunder, men der er tre spørgsmål, man kan sætte sig ned og tænke over eller måske stille sin folkevalgte politiker, siger han.

1. Øger det den samlede efterspørgsel?

Først og fremmest bør man ifølge overvismanden overveje, om forslaget samlet set vil øge den samlede efterspørgsel i Danmark.

- Hvis svaret er ja, er det ikke så godt, for så er det med til at forværre situationen, advarer overvismanden.

Groft sagt skyldes de kraftigt stigende priser nemlig, at der er for høj efterspørgsel på varer og tjenester i forhold til udbuddet. Og kort fortalt er kuren derfor, at vi skal forbruge mindre.

Hvem er vismændene?

De Økonomiske Råd har til opgave at følge Danmarks økonomiske udvikling og komme med rådgivning til den økonomiske politik i tre årlige rapporter.

Rådene beskrives som finanspolitiske vagthunde, der skal holde øje med de offentlige finanser og konsekvenserne af den førte politik.

Rådene består dels af et økonomisk råd og dels af et miljøøkonomisk råd.

Det økonomiske råd har fire professorer, der tilsammen udgør formandsskabet, og som også kaldes også "vismændene". Lige nu er professor Carl-Johan Dalgaard formand og kaldes derfor for "overvismand".

Hvad er udbud og efterspørgsel?

Prisen på et produkt bestemmes lidt forenklet af forholdet mellem udbuddet og efterspørgslen.

Efterspørgslen er i samfundsøkonomiske sammenhænge den mængde varer og tjenester, vi er villige til at købe i Danmark. Modsat er udbuddet den mængde, som virksomhederne har til salg.

Hvis efterspørgslen på et produkt ryger i vejret, eller hvis udbuddet dykker, så der pludseligt er færre varer til flere købere, stiger prisen. Blandt andet er energipriserne lige nu så høje, fordi Rusland leverer markant mindre olie og gas til Europa.

Modsat falder prisen, hvis efterspørgslen falder eller udbuddet stiger.

Hvad er inflation?

Inflation er egentlig bare et økonomibegreb for, hvordan priserne udvikler sig. Hvis priserne stiger, er det udtryk for inflation. Hvis priserne omvendt falder, taler man om ”deflation”.

I øjeblikket er det i høj grad høje energipriser, der får inflationen til at stige. Det skyldes blandt andet krigen i Ukraine, fordi Rusland er én af verdens største eksportører af olie og gas.

Også fødevarepriserne er med til at trække inflationen op. Igen spiller krigen en rolle, da Rusland og Ukraine er to af verdens største hvedeproducenter. Derudover bruger man energi til at fremstille de fleste fødevarer, og derfor påvirker energipriserne også indirekte.

Det sker normalt helt af sig selv, når alting bliver dyrere. Men giver for eksempel skattelettelser eller kompensationsordninger danskerne flere penge mellem hænderne, modvirkes den effekt, og så fastholdes eller øges inflationen.

- Så er vi i den situation, hvor man måske uforvarende er med til at fastholde tingenes tilstand, hvor efterspørgslen er for stor i forhold til udbuddet, forklarer Carl-Johan Dalgaard.

Vil man hjælpe danskere ramt af de stigende priser, er den svære øvelse derfor samtidig at modvirke påvirkningen af den samlede efterspørgsel i Danmark – for eksempel ved at finansiere tiltaget ved at tage pengene fra nogle andre.

2. Griber det ind i den frie prisdannelse?

Det næste, man som vælger bør overveje, når en folketingskandidat foreslår hjælp til danskere med ondt i økonomien, er, om det griber ind i den frie prisdannelse.

Det kunne ifølge overvismanden for eksempel være tilfældet, hvis man lægger et loft over, hvor meget priserne på en eller flere varer må stige.

Ligesom hvis man giver folk flere penge mellem hænderne, vil det nemlig modvirke, at folk køber mindre af alt det, der er blevet meget dyrt.

Det er som sagt den effekt, der på sigt skal skabe balance mellem udbud og efterspørgsel og få priserne til at falde igen, minder Carl-Johan Dalgaard om:

- Hvis man laver en grænse for, hvor priserne må bevæge sig hen, så tillader man ikke den tilpasning men fastholder i stedet ubalancen. Det er ikke godt.

3. Er det en forandring, der hænger ved?

Den sidste ting, man skal holde øje med, kan ifølge Carl-Johan Dalgaard virke ”noget mere langhåret”. Det er nemlig, om man blander strukturpolitik sammen med konjunkturpolitik.

Men det kan i store træk koges ned til, om politikerne vil komme et midlertidigt problem til livs ved at bygge om i selve strukturen i den danske økonomi.

Strukturpolitik handler nemlig om, hvordan vi helt generelt har indrettet vores samfund økonomisk – for eksempel skattesystemet, overførselsindkomsterne og arbejdsmarkedet.

Modsat er konjunkturpolitik noget, der kun retter sig mod at styre økonomien gennem udsving og kriser. Traditionelt har det groft sagt handlet om, hvor mange penge staten pumper ud i samfundet.

Sat lidt på spidsen kan strukturpolitik sammenlignes med at bygge en bil, og konjunkturpolitik med at styre den gennem sving på vejen og op og ned ad bakker.

Ifølge overvismanden er det vigtigt at skille de to ting ad.

- Man skal stille sig selv eller sin folkevalgte spørgsmålet: ”Ville du også synes, at det her forslag ville være en fantastisk idé, hvis inflationen var halvanden procent?”, siger han.

Er svaret, at en ændring af selve strukturen i økonomien kun skal sættes i verden for at bekæmpe inflationen, bør man ifølge overvismanden være på vagt.

Strukturpolitiske tiltag har det med at blive hængende – også når inflationen er normal igen, og ændringen så måske gør mere skade end gavn.

Men, Carl-Johan Dalgaard, kan man så ikke bare rulle sådan et tiltag igen, når den dag kommer?

- Der er en masse af de her forslag, der er midlertidige. Skal man være rigtig venlig, vil man sige, at så er det ikke rigtig strukturpolitik, siger overvismanden.

- Men er man kyniker, vil man nogle gange sige, at sådan nogle midlertidige ordninger har det med at bide sig fast. For har du først sænket skatten, kan du så også få dig selv til at sætte den op igen senere?