Politik

Marianne Karlsmose kritiserer medierne for spørgsmål om abort

Partiformanden mener, at de bliver forsøgt kuet og undertrykt. Blandt andet af pressen, som bruger "uforholdsmæssigt meget tid" på abortspørgsmål.

Der er mange, der gerne vil tie Kristendemokraterne ihjel.

Sådan lød det under partiets landsmøde lørdag fra fungerende landsformand Marianne Karlsmose:

- Der er mange, som gerne vil kue os og undertrykke os og det, som vi står for. Til jer vil jeg sige: "Vi lader os ikke kue".

I talen gjorde formanden det samtidig klart, at Kristendemokraterne ikke kan støtte en regering, der vil gøre Inger Støjberg til minister, og at de vil "kræve indflydelse" i bytte for at pege på en borgerlig regering.

De borgerlige partier er ifølge Karlsmose blandt dem, der forsøger at kue partiet, siger hun efter talen til TV 2. Blandt andet fordi de ikke har inviteret hende med til de efterhånden mange seancer, hvor en "samlet blå blok" har vist sig frem for pressen eller præsenteret samlet politik.

- De skal nok lytte til mig efter valget, når de bliver afhængige af Kristendemokraternes mandater, siger Marianne Karlsmose.

Kritik af mediernes abortfokus

Skal Kristendemokraterne gøre sig forhåbninger om indflydelse, kræver det dog, at partiet lykkes med at hive sig op over spærregrænsen på to procent. I seneste Megafon-måling stod de til 0,6 procent.

Det kan ifølge Marianne Karlsmose hænge sammen med, at medierne har brugt "uforholdsmæssigt meget tid" på abortspørgsmålet.

- Det er ærgerligt, når jeg ved, at rigtig mange danskere ikke kender vores økonomiske politik, vores syn på klima og energi, vores syn på beskæftigelse. Der er en undertrykkende del, som gerne vil sætte Kristendemokraterne i eller anden fordomsboks.

- I modsætning til mange andre partier har vi masser af politik på hylderne, siger Marianne Karlsmose.

I jeres principprogram står, at I principielt set er imod abort, og at det er et "overgreb". Vil det sige, at Kristendemokraternes principprogram ikke passer?

- Lige på det punkt har vi flyttet os. Vi bruger ikke de udtryk længere. Vi fokuserer på, at det er inden for rammen af abortlovgivningen, vi bevæger os. Og udtrykket "overgreb" er et meget voldsomt udtryk. (..) Så ja, vi trænger til at få revideret vores principprogram, siger Marianne Karlsmose og tilføjer, at de går til valg på deres 2030-plan.

Her står, at står, at det er partiets "mål at nedbringe antallet af aborter".

Formand af nød

Marianne Karlsmose måtte træde til som fungerende formand, da Isabella Arendt ud af det blå forlod partiet i maj 2022. I stedet er hun i dag folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.

Det pludselige exit førte til både chok og skuffelse, siger Marianne Karlsmose i sin tale. Og for hende personligt betød det, at hun som daværende næstformand måtte træde til.

Det gjorde hun af nød, sagde Karlsmose onsdag til TV 2. Ikke af lyst.

Alligevel er hun søndag på valg til at blive valgt som formand. Som eneste kandidat.

Har der virkelig ikke været en i Kristendemokraterne, der har "lyst" til at være formand?

- Jeg har jo lyst til at kæmpe for Kristendemokraternes politik, men alle, der kender mig, ved, at det der med sko og makeup ikke er noget, jeg holder særlig meget af. Og det får man altså lige lidt flere tæsk for, når man er partiformand.

Vil du så bare være en overgangsfigur?

- Det tager vi stilling til efter valget. Der er ingen, der er formand, og der er ingen, der er uundværlige, siger Marianne Karlsmose.

Kristendemokraternes landsmøde fortsætter søndag, hvor Marianne Karlsmose som nævnt stiller op for formelt at blive valgt til formand.

Du kan se hele Marianne Karlsmoses tale på TV 2 Play.