SF vil afsætte 35 milliarder til børn og unges trivsel
Børn og unges mistrivsel er "en bombe under fremtidens arbejdsmarked", advarer Pia Olsen Dyhr. Derfor vil SF afsætte stort milliardbeløb.
Der er så mange børn og unge, der ikke har det godt, at det er en kæmpe udfordring for vores samfund.
SF vil derfor sætte trivsel på den politiske dagsorden, og det skal behandles med præcis samme alvor som den økonomiske krise, den sikkerhedspolitiske krise og klimakrisen.
For det er det, det er, mener Pia Olsen Dyhr – en decideret "mistrivselskrise", en "potentiel katastrofe":
- Det her er et af SF's hovedkrav til en kommende regering efter valget, for det står jo på niveau med klimakrisen og med inflationen. Vores børn kan ikke vente, siger Pia Olsen Dyhr til TV 2.
Derfor vil SF afsætte 35 milliarder over de kommende otte år frem mod 2030 til indsatser for at bekæmpe mistrivsel.
Eksperter skal udpege løsninger – ikke politikerne
Her og nu vil SF give børn og unge bedre rammer i skoler og daginstitutioner. Derfor foreslår partiet blandt andet minimumsnormeringer i institutioner, et klasseloft på 24 elever i folkeskoleklasser og en såkaldt frihedspulje til folkeskolen.
På den lidt længere bane ønsker SF en kommission, der skal bestå af eksperter, faggrupper og organisationer, som arbejder med børn og unges trivsel. De skal udpege overfor politikerne, hvor der kan sættes ind og hvordan.
Og med det tocifrede milliardbeløb afsat, vil der være penge til at føre kommissionens forslag ud i livet i takt med, at de opstår.
SF har tidligere foreslået en minister for børn og unges mentale trivsel. Det vil ifølge udspillet være denne ministers opgave at sikre den samlede indsats på tværs af folkeskole, daginstitutioner, psykiatri, social- og sundhedsområdet og de andre ministerier.
Advarer mod bred regering
Trivsel bliver altså et af SF's helt store krav til Socialdemokratiet, hvis det er Mette Frederiksen, der kommer til at sidde for bordenden under regeringsforhandlingerne efter valget.
Det varsler Pia Olsen Dyhr allerede nu. Og hun advarer "på det kraftigste" mod en regering henover midten, som den siddende statsminister går til valg på.
- Den advarsel handler ikke mindst om børnene. Der bliver allerede talt vidt og bredt blandt partierne om skattelettelser, og jeg frygter, at børne- og ungedagsorden vil blive fuldstændig glemt. Det hverken kan eller vil vi på nogen måde acceptere, siger Pia Olsen Dyhr.
Psykiatriaftale kommer oveni
De 35 milliarder kroner, SF ønsker at afsætte til at håndtere mistrivselskrisen, skal blandt andet findes i det økonomiske råderum, ligesom de skal komme fra formuebeskatninger, oplyser partiformanden.
Hvor realistisk er det, at I kan finde så mange penge til ét område?
- Jamen, der var mange, der sagde, at det ikke var realistisk at finde 1,8 milliarder kroner til at sikre minimumsnormeringer ude i vores daginstitutioner, men det sikrede vi faktisk, siger Pia Olsen Dyhr.
- Det er lidt ligesom en kæmpe elefant af mistrivsel, som vi skal spise os ind på i små bidder forskellige steder fra. Derfor siger vi også, at vi udover det her forslag vil have nedsat en kommission, der skal kigge på, om der er noget, vi ikke har været opmærksomme på.
Men der er jo trods alt et godt stykke fra 1,8 milliarder til 35 milliarder, så hvor realistisk mener du rent faktisk, at det her er?
- Det mener jeg rent faktisk er realistisk, og det er også nødvendigt, siger partiformanden, der desuden kalder de unges mistrivsel for "en bombe under fremtidens arbejdsmarked".
Antallet af børn og unge, der behandles i psykiatrien, er steget med 50 procent på 10 år, viste Sundhedsstyrelsens psykiatriplan fra januar.
Folketingets partier med undtagelse af Moderaterne indgik for tre uger siden en tiårsaftale om psykiatrien. Aftalen løfter indsatsen i psykiatrien med en halv milliard kroner om året.
De skal blandt andet sikre et bedre tilbud til det stigende antal børn og unge, der er kommet i psykisk mistrivsel.