Vil Pape trække sig som statsministerkandidat, hvis nedgangen fortsætter?
Ellemann og Pape er uenige om, om serveretten efter et valg bør gives til partiet med flest mandater i folketingsgruppen eller flest mandater bag sig.
Da Søren Pape Poulsen i august 2022 meldte sit kandidatur til statsministerposten, stod de konservative til at få omtrent 15 procent af stemmerne.
Det var ifølge K-formanden en del af årsagen til, at han nu bød sig til.
- Vi kan se, at meningsmålingerne gennem længere tid har gjort, at V og K er tæt på hinanden. Det har gjort, at jeg synes, at det er seriøst at melde mig som statsministerkandidat, sagde Pape under partiets sommergruppemøde 17. august.
Men siden har Det Konservative Folkeparti været i strid modvind. Og i den seneste Megafon-måling lavet for TV 2 står partiet til 10,5 procent af stemmerne, mens Venstre med 12,9 procent atter er blå bloks største.
Hvis nedgangen i meningsmålingerne fortsætter, trækker du dig så som statsministerkandidat?
- 1. november tager vi den snak, siger Søren Pape Poulsen under et pressemøde på Christiansborg tirsdag.
Konservativ modvind
Målingerne omkring statsministerkandidaturet viste mere end en fordobling siden folketingsvalget i 2019, hvor partiet fik 6,6 procent af stemmerne.
De efterfølgende år er partiet gået støt frem, og vi skal tilbage til august 2020 for at finde en lige så dårlig måling, som den seneste fra Megafon.
Tendensen bakkes op af en række andre målinger. Senest har Voxmeter målt de konservative til 9,6 procent, mens partiet i Jyllands-Postens vægtede gennemsnit ligger på 11,4 procent.
Den konservative tilbagegang kommer efter flere uger med negative historier om Søren Pape Poulsen, som efter afsløringer i Ekstra Bladet er blevet skilt fra sin mand og senest på direkte tv gav en undskyldning til Grønland efter en udtalelse om, at landet er som "Afrika på is".
Hvem har førsteret til statsministerposten?
En fremtidig borgerlig statsminister bør ifølge Søren Pape Poulsen være den, der har flest mandater bag sig efter et folketingsvalg – og dermed ikke nødvendigvis den, der har fået flest stemmer.
Omvendt mener Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at partiet med størst opbakning fra vælgerne bør stå først for efter folketingsvalget.
- Jeg mener, det er logisk, at partiet med flest mandater i folketingsgruppen får serveretten, lød det umiddelbart efter valgudskrivelsen fra Venstres formand.
De andre blå partier har endnu ikke gjort det klart, hvad de mener bør gælde. Men efter pressemødet siger Morten Messerschmidt (DF) til TV 2, at mandattallet "ikke er det eneste, der betyder noget".
Du kan læse mere om den seneste meningsmåling her.