Sygeplejerske droppede den høje vikarløn og blev fastansat – se lønnen før og efter
Lønnen er halveret, til gengæld er de faglige udfordringer og muligheder større. Thomas Sørensen er tilbage i det offentlige efter otte år som vikar.
Problemerne står i kø i sundhedsvæsenet.
Ventetiderne eksploderer, afdelinger lukker, og frygten for fejl er blevet en fast følgesvend, i takt med at manglen på personale har bidt sig fast de seneste år.
Det har tvunget regionerne til at skrue kraftigt op for udgifterne til eksterne vikarer, men det er en både dyr og dårlig løsning, lyder kritikken fra fagpersonale, eksperter og politikere.
De seneste måneder har netop personalemanglen i sundhedsvæsenet og det store forbrug af eksterne vikarer været en politisk varm kartoffel på Christiansborg.
Løsningerne er dog svære at få øje på.
Men måske politikerne burde tage en snak med Thomas Sørensen.
Valgte flere at gøre som ham, nemlig at droppe tilværelsen som vikar for i stedet at vende tilbage til det offentlige, ville det hurtigt kunne mærkes.
Løn er ikke alt
Thomas Sørensen havde egentlig ikke forestillet sig, at han skulle tilbage i det offentlige.
I otte år havde han arbejdet som vikar, både herhjemme og i Norge, og umiddelbart var der klart flest fordele ved at arbejde som vikar frem for som fastansat sygeplejerske.
Højere løn, mere fleksibilitet og afvekslende arbejdsopgaver.
Alligevel kunne han efter at have været fast tilknyttet Psykiatrisk Center Ballerup i fem måneder som vikar mærke, at noget var anderledes.
- Jeg oplevede, at der faktisk var rigtig mange ressourcer til rådighed på centeret, og at det gav mig nogle helt andre muligheder, fortæller han.
Han fik blandt andet mulighed for at undervise sine kolleger og oplevede generelt, at der var tid til og fokus på at udføre arbejdet ordentligt.
Derfor var tanken om at starte forfra på en ny arbejdsplads med nye kolleger og med en tidsbegrænsning hængende over hovedet pludselig ikke længere så tillokkende for Thomas Sørensen.
- Jeg syntes jo, at det havde været superfedt at få mulighed for at vise, hvem jeg er, og hvad jeg har at tilbyde en arbejdsplads. Så da mit vikariat var slut, og centeret gav udtryk for, at de gerne ville have en mere permanent aftale, altså en fastansættelse, blev det et farvel til tilværelsen som vikar, fortæller han.
Stor nedgang i lønnen
Thomas Sørensen var klar til at acceptere en betydelig lønnedgang. Tidligere har han arbejdet som sygeplejerske i Norge, hvor lønnen var endog meget høje. Men også herhjemme har han som vikar haft måneder, hvor lønnen var oppe at runde 90.000 kroner i måneder, hvor han nærmest ikke har holdt fri.
For Thomas Sørensen er der dog også grænser for, hvor meget han vil gå ned i løn.
- Jeg havde som vikar på centeret fået 46.000 kroner i løn, og derfor har jeg selvfølgelig stillet krav om, at jeg ikke går ned på en grundløn på 26.000 kroner. Der har vi forhandlet lidt frem og tilbage og er endt på en løn på 37.000 kroner, siger han.
Lønchecken er altså blevet betydeligt mindre, efter at Thomas Sørensen har erstattet vikartilværelsen med en fastansættelse. Men han har alligevel ikke fortrudt. De faglige udfordringer og muligheder, de faste kolleger og udsigten til løbende efteruddannelse er lige nu vigtigere for ham.
Flere vender tilbage til det offentlige
På Aalborg Universitetshospital, hvor der de seneste år har været en stor stigning i antallet af vikarer, håber sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni, at vi i fremtiden vil se mange flere, der gør ligesom Thomas Sørensen – altså vælger at droppe vikartilværelsen for en fast stilling.
- Det er noget, vi har stort fokus på. Vi gør meget for at give vores vikarer lyst til at blive hos os, og det lykkes heldigvis også en gang imellem, siger hun.
Hun lægger ikke skjul på, at det store forbrug er en stor udfordring for hospitalerne, men hun mener faktisk også, at det ofte er et forkert valg for den enkelte sygeplejerske.
- Jeg synes faktisk, at vores vikarer giver køb på deres faglighed ved at prioritere friheden og det, at de selv kan bestemme, hvornår de vil arbejde. De giver jo køb på det kollegiale fællesskab, de giver køb på det, at vi vil kompetenceudvikle dem, og vi vil lære dem at være en del af et klinisk team og specialisere dem. Det giver man jo køb på, når man vælger at være vikar, og det, synes jeg, er rigtigt ærgerligt for fagets skyld, siger hun.
Derfor bruger hun og den øvrige ledelsesgruppe på Aalborg Universitetshospital meget tid og mange ressourcer på at sætte fokus på de udviklingsmuligheder, der er i det offentlige.
Ambitionen er, at det skal få flere til at vælge en fastansættelse frem for en vikartilværelse, men de seneste år er udviklingen gået den modsatte vej.
Her har der været en voldsom stigning i udgifterne til vikarer i hele landet, og det gælder også på Aalborg Universitetshospital.
I 2019 brugte hospitalet 10,4 millioner kroner på sygeplejerske- og sosu-vikarer, men to år senere, i 2021, var udgiften næsten tredoblet til 31,2 millioner kroner. I år ser beløbet ud til at blive endnu højere.
Netop spørgsmålet omkring sygeplejerskernes løn var centralt i sygeplejerskestrejken sidste år, der endte med et politisk indgreb. Dengang rystede statsminister Mette Frederiksen (S) ikke på hånden. Budskabet til sygeplejerskerne var klart: Der er ikke mere at komme efter.
Siden har tonerne dog ændret sig. Statsministeren har flere gange – senest under søndagens debat mellem statsministerkandidaterne – udtalt, at der er brug for et lønløft flere steder i det offentlige.
Hvem der kan forvente mere i lønningsposen, er dog ikke blevet konkretiseret yderligere.