GO'

Rådvilde vælgere: - Jeg har aldrig været så meget i tvivl

Det er en stigende tendens, at danskerne først beslutter sig i løbet af valgkampen, siger valgforsker.

Søndag aften løb den første partilederdebat af stablen.

Her debatterede de tre statsministerkandidater centrale tematikker som stigende priser, sundhed og klima.

Men i en tid med kriser og 14 partier, er det ikke nemt at finde ud af, hvor man skal sætte sit kryds 1. november.

Sådan lyder det fra Rebekka Kirkeby og Kaj Rasmussen, der så debatten og er en del af ‘Go’ morgen Danmark’s vælgerpanel.

Rebekka Kirkeby fortæller, at hun og familien allerede var økonomisk pressede før inflationen. Hun synes ikke, at hun fik noget ud af debatten. Det samme gælder Kaj Rasmussen:

- Jeg er ikke blevet ret meget klogere, fortæller Kaj Rasmussen, der er landmand, i ‘Go’ morgen Danmark’.

Hun føler sig overset af de tre kandidater

Rebekka Kirkeby, der er socialpædagog og bor i Tønder, fortæller, at det vigtigste emne for hende er de stigende priser på grund af en stram privatøkonomi.

- Vi sætter 8.000-9.000 kroner af om måneden til vores to biler, og vi har altså brug for to biler, der hvor vi bor. Der eksisterer ikke offentlig transport, men det er rigtig mange penge, siger hun.

Men Rebekka Kirkeby mener ikke, at hun er blevet hverken set eller hørt.

- Jeg sidder med en følelse af, at de slet ikke har opdaget, at der er et hjørne af Danmark her, der også eksisterer, fortæller hun.

Hun håber på, at politikerne indser, at det er dyrt at bo på landet, hæver lønnen og dropper ordet ‘friværdi’, som ifølge Rebekka Kirkeby er et storbybegreb.

Hun føler sig stadig ikke klar over sit valg.

- Jeg aner ikke, hvor jeg skal sætte mit kryds, siger Rebekka Kirkeby.

Stigende tendens i Danmark

Ifølge Kasper Møller Hansen, der er valgforsker, er det slet ikke så mærkeligt, hvis man endnu ikke ved, hvor krydset skal sættes.

- Der er flere og flere, der beslutter sig senere og senere i valgkampen, fortæller han.

Det har været en stigende tendens siden 2007, viser undersøgelsen ‘Det Danske Valgprojekt'.

Undersøgelsen viser, at der ved sidste valg var 61 procent, der først besluttede sig til sidst i valgkampen, hvoraf 10 procent besluttede sig i stemmeboksen, forklarer Kasper Møller Hansen.

- Det betyder ikke, at 61 procent af vælgerne var helt blanke, men at der er en naturlig tvivl, hvor man går og overvejer flere partier i løbet af valgkampen, og derfor først beslutter sig til sidst, slutter han.

Afstemning

Har du besluttet, hvilket parti du vil stemme på?

Tager først stilling 1. november

Kaj Rasmussen, der er landmand og driver et kommercielt landbrug, er en af dem, som nok først vil beslutte sig på valgdagen.

Det vigtigste emne for ham i valgkampen er klima og den omdiskuterede CO2-afgift, der kommer til at påvirke dansk landbrug.

- Jeg vil gerne have en balanceret CO2-afgift, men nu er den sendt til hjørnespark, så der kommer en eller anden kommission til november, siger han Kaj Rasmussen.

Han mener heller ikke, at partilederdebatten har bragt ham nærmere en beslutning om, hvor hans stemme skal falde.

- Jeg har aldrig været så meget i tvivl om, hvor jeg skal sætte mit kryds. Det tager jeg nok først stilling til 1. november, lyder det fra Kaj Rasmussen.

Se hele indslaget med vælgerpanelet på TV 2 PLAY.