Folketingsvalg 2022

Partier dumper V-forslag om at sælge Ørsted: - Der er tæt på det mest vanvittige, jeg har hørt

Venstre vil sælge ud af "det grønne arvesølv", mener kritikere af partiets 2030-klimaplan.

Nej. Nej. Nej. Sådan lyder reaktionerne på Venstres opsigtsvækkende forslag om at sælge en del af Ørsted for at finansiere en række grønne tiltag.

- Det er meget bekymrende, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

- I en tid med meget stor usikkerhed, hvor vi måske ser ind i energiforsyningsproblemer, der er krig i Europa, der er gasledninger der bliver sprunget i luften tæt på vores farvand – det er ikke en tid til at gamble med så vigtig en del af vores grønne energiinfrastruktur, siger han.

Kritisk infrastruktur eller ej

Konkret ønsker Venstre at sælge statens andel af Ørsteds internationale havvindmølle-forretning.

Ørsteds danske kraftværker skal forsat ejes af staten, forsikrer Venstre. Dermed mener partiet, at der med forslaget ikke er tale om salg af kritisk infrastruktur.

- Tiden er løbet fra et statsligt ejerskab af denne store del af selskabet, sagde Venstres formand og statsministerkandidat, Jakob Ellemann-Jensen, ved præsentationen af klimaudspillet.

- I klimapolitikken skal man måles på sin vilje til prioritere og ikke bare gode intentioner og hensigtserklæringer. Derfor er det for mig en svær, men rigtig, prioritering at sælge ud af statens andel af Ørsted, lød det.

Nej tak fra kritikere

Men det formilder ikke kritikerne. SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kalder det "tæt på det mest vanvittige, jeg har hørt længe".

- Ørsted har været drivende i den grønne omstilling, blandt andet fordi staten har været hovedaktionær. Og i en usikker verden skal vi holde afgørende energiinfrastruktur i sikre hænder, nemlig alle danskeres. Så nej herfra, skriver hun på Twitter.

Når man sælger ud af vores grønne arvesølv i Danmark, kan man ikke kontrollere, hvem der køber det

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)

Radikale Venstre er også "skeptiske".

- Vindmøller er i vores bog kritisk infrastruktur, hvor vi har brug for at kunne sikre stabile og sikre forsyningskæder til produktionen, siger partiets næstformand, Martin Lidegaard.

Han tilføjer, at staten vil miste de nuværende indtægter fra Ørsteds vindmøller, og det får Lidegaard til at "tvivle stærkt" på Venstres regnestykke.

Knapt med opbakning fra blå partier

Enhedslistens Pelle Dragsted er ikke i tvivl om, hvad han skal mene om Venstres forslag:

- Nej, nej og atter nej. Fuldstændig tosset, at Venstre vil sælge Ørsted. Vores demokratiske medejerskab til energiinfrastrukturen er absolut ikke blevet mindre vigtig efter Putins energikrig. Har de helt tabt sutten, spørger han på Twitter.

- Klart nej tak herfra, lyder det også fra Jakob Engel-Schmidt, der er spidskandidat for Moderaterne.

Venstre skal også lede længe for at finde opbakning fra kollegerne i de andre borgerlige partier.

Dansk Folkeparti siger "nej", og Det Konservative Folkeparti vil i bedste fald være med til at se på det.

- Vi har ikke lagt os fast på, om vi synes det er en god ide at frasælge dele af Ørsted, men vi vil gerne være med til at diskutere det, siger partiets klimaordfører, Mona Juul.

Det grønne arvesølv

Venstre forsikrer, at man selvfølgelig ikke vil sælge en del af Ørsted til Putin eller andre i samme liga.

Men de kan ikke kontrollere, hvem der måske bliver næste køber, tilføjer klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

- Når man sælger ud af vores grønne arvesølv i Danmark, kan man ikke kontrollere, hvem der køber det. Det er altså ikke godt at gøre, siger han.

Og hvis man skal se på substansen i Venstres klimaforslag, så noterer ministeren sig, at der ikke er krav til landbruget.

Venstre nøjes med at afsætte penge til at "fortsætte den grønne omstilling i landbruget". Partiet oplyser, at en ekspertgruppe i øjeblikket arbejder med at finde løsninger og lave anbefalinger til, hvordan man kan lave mere grøn omstilling i landbruget.

- Ja, der skal ske en omstilling af landbruget, men det skal ikke ske ved at skubbe arbejdspladser til udlandet, svarede Venstres formand, Jakob Ellemann.

Tør Venstre røre landbruget?

Fraværet af CO2-afgifter til landbruget får Dan Jørgensen konstatere, at man nærmest ikke kan "kalde det et grønt klimaudspil".

- De adresserer jo ikke det allerstørste åbenlyse problem, vi har i Danmark, som er en landbrugssektor, der udleder for mange drivhusgasser. Som skader klima, vores hav og vandmiljø og vores drikkevand.

Man er nødt til også at gøre noget ved landbrugets CO2-udledning, mener han, og det er "Venstre altså notorisk imod".

- Hvis ikke man er villig til at gøre noget for at regulere landbruget anderledes og pålægge en CO2-afgift, så kan vi ikke komme i mål, siger ministeren.

Martin Lidegaard fra Radikale Venstre vil også "på det kraftigste opfordre Venstre til – netop som Danmarks store landbrugsparti - at tage medansvar for den grønne omstilling i landbruget."

Ørsted: Det er op til vores aktionærer

Afhængig af aktiekurserne på salgstidspunktet vil salget af den internationale havvindmølle-forretning give over 100 milliarder kroner til statskassen ifølge Troels Lund Poulsen, Venstres finansordfører.

Salget vil gøre det muligt at bruge milliarder til at finansiere Venstres grønne forslag om blandt andet et grønt håndværkerfradrag, flere ladestandere til elbiler, et fradrag til innovation og forskning i grønne løsninger og mere skov og flere havvindmølleparker.

Resten af pengene skal bruges på at afdrage statens gæld.

Ørsted selv vil ikke begive sig ud i at vurdere, om det er en god eller dårlig ide.

Selskabet har "noteret" sig udspillet fra Venstre, lyder det i en skriftlig kommentar fra Ørsteds bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen.

- Det er op til vores aktionærer at beslutte eventuel ændring af deres ejerandel. Vi er sat i verden for at drive den grønne omstilling fremad, og det vil vi fortsat koncentrere os om.