Folketingsvalg 2022

DET SKER I DAG I VALGKAMPEN: Politikerne går på gaden og møder vælgerne

Knap fire ugers valgkamp er nu i gang, inden danskerne skal til stemmeurnerne 1. november.

Godmorgen på valgkampens dag tre.

Efter at statsminister Mette Frederiksen onsdag trykkede på knappen og udskrev valg til afholdelse 1. november, er vi nu godt i gang. Samme aften tørnede partilederne sammen i den første duel, og i dag venter endnu en travl dag, hvor politikerne skal ud og møde vælgerne.

Værsgo, her er overblikket over dagens vigtigste politiske begivenheder:

Efter Folketingets åbningsdebat torsdag bevæger valgkampen sig nu for alvor ud for at få kontakt med vælgerne.

Man skal dog ikke forvente at møde statsminister Mette Frederiksen (S), som rejser til Prag for at deltage i et uformelt EU-topmøde.

07.30: Støjberg tager Nordjylland

Danmarksdemokraternes Inger Støjberg åbner dagen med at dele flyers ud på Aalborg station og suser så videre til henholdsvis Hjørring og Frederikshavn.

07.40: Liberal Alliance deler muleposer ud

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, som er spidskandidat i Østjylland, deler sammen med Ole Birk Olesen (spidskandidat i København, red.) muleposer og andet godt ud foran hovedindgangen ved CBS på Frederiksberg i København.

09.00: Sofie Carsten Nielsen sidder bag kassen

Til gengæld kan man møde de radikales Sofie Carsten Nielsen bag disken hos Bageren og Thereses Køkken i Rødby. Herefter går det mod en tjans i den lokale pølsevogn, inden Sofie Carsten Nielsen haster videre for at sidde bag kassen i den lokale Rema 1000.

Der vil være både vejfest og debat om aftenen i Dyssegård, hvor borgere kan møde politikere som Jeppe Bruus (S), Karen Ellemann (V) og Sofie Falck Villadsen (SF) fra partier på tværs af midten.

Lolland var i øvrigt den landsdel med lavest valgdeltagelse i 2019.

10.15: Venstre præsenterer grønt udspil

Venstre præsenterer et nyt grønt udspil ved et pressemøde på Christiansborg. Jakob Ellemann-Jensen, Sophie Løhde, Troels Lund Poulsen og Marie Bjerre deltager for partiet.

12.00: Debat om sikkerhedspolitik

Den danske radarvirksomhed Weibel Scientific inviterer til valgdebat om sikkerhedspolitik med Martin Lidegaard (R), Rasmus Stoklund (S) og Sophie Løhde (V).

13.00: Jakob Ellemann-Jensen på Fyn

Venstrehøvdingen besøger Lindø Industripark i Munkebo.

14.00: Pia Olsen Dyhr i Ishøj og på Nørrebro

Pia Olsen Dyhr (SF) har henlagt sin aktivitet til Ishøj og Vallensbæk fredag formiddag og vil tale om unge og mistrivsel, inden hun deler flyers ud på Nørrebros Runddel i København.

16.00: Pape møder boligejer

Søren Pape Poulsen møder vælgerne på Store Torv i Aarhus med kandidater klokken 14.30. I Brabrand besøger Søren Pape en husejer, som gerne vil energirenovere sit hus som et led i præsentationen af de konservatives klimapolitik.