Folketingsvalg 2022

VALGDØGNET: Da de borgerlige gik til angreb, følte S-profil sig hensat til DR-byen

På valgkampens anden dag blev de døde mink atter genoplivet, og udenrigsministeren dukkede op i en lygtepæl på Vestsjælland.

Hvad får man, hvis man blander en dansk valgkamp, en maratondebat og fem blå oppositionspartier?

Det får du svaret på i dagens udgave af ’Valgdøgnet’ på TV2.DK. Klokken har slået 19 på valgkampens dag to, og det er tid til vores daglige overblik over, hvilke svinkeærinder det politiske kampagnespor har ført os ud på.

Velkommen til – vi starter i Folketingssalen, hvor vi finder svaret på den indledende gåde.

Minkene, der aldrig dør

Grundloven tro har Folketingets medlemmer dagen igennem debatteret, debatteret, debatteret og debatteret lidt mere.

Og her blotlagde den borgerlige opposition, hvad der med stor sandsynlighed vil blive dens foretrukne angrebsflanke mod den socialdemokratiske regering valgkampen igennem:

Mink.

Igen og igen borede skiftende toppolitikere fra Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne i sagen, der enten ikke vil – eller må – dø.

Da det blev danmarksdemokraten Peter Skaarups tur til at genoplive minksagen, følte socialdemokratiets Rasmus Stoklund sig pludselig hensat til et krydsforhør i DR2-programmet ’Debatten’.

- Man skulle næsten tro, at det var Hr. Clement Kjærsgaard, der arbejdede her i salen. For det handler ikke om, hvad man vil i næste valgperiode, men spørgsmålene går i ring, lød det fra Stoklund.

At det borgerlige minkforhør skulle gøre nogen gavn, såede Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, dog tvivl om lidt over middagstid, da TV 2 fangede hende på gågaden i Tønder.

I stedet for at deltage i den traditionsrige åbningsdebat havde hun valgt at føre valgkamp i sin sønderjyske valgkreds. Åbningsdebatten er spild af tid, lød hendes forklaring.

- Man går lidt til hinanden som en anden slags skuespil, og på et tidspunkt i nat er man færdige, og så går alle hjem og er trætte, og man har ikke gavnet Danmark overhovedet, lød det fra partiformanden, der var taget ud for at tale med ”danskerne”.

Pernille Vermund havde torsdag droppet Folketingets åbningsdebat. Video: Silas Ferré Steiner

Apropos danskerne har Megafon i dag lavet en spritny måling af, hvilke temaer de finder vigtigst. Sammenlignet med seneste måling fra juli er der synlige forskelle at se. Økonomi har snuppet andenpladsen fra miljø og klima. Og så har psykiatrien taget et dyk, mens udenrigs- og forsvarspolitik er kravlet op ad listen.

Mens politiske temaer betyder noget for vælgernes kryds, betyder møgsager i medierne nok også lidt. Den seneste tid har de ramt de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og i dag gav han så et interview til sin hjemstavnsavis, Viborg Stifts Folkeblad, om sagen.

- Jeg er ikke såret, men jeg har fået skrammer, lød det blandt andet fra statsministerkandidaten, der i samme interview fastslog:

- Nu skal vi bare have en statsminister med rod i Midt- og Vestjylland og Viborg.

Du kan læse hele interviewet – bag betalingsmur – her.

Foruden at tale om personlige skrammer lancerede Søren Pape Poulsen i dag et politisk udspil. Står det til Det Konservative Folkeparti, skal Danmark uddanne 1500 flere praktiserende læger for at komme lægemanglen til livs.

I den lidt lettere ende af den politiske skala finder vi ’Dagens billede’. Det viser en valgplakat med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) hængende i en lygtepæl på Vestsjælland.

Men hov, det er faktisk først på lørdag, at det er tilladt at hænge politiske plakater op. Fejlen skyldes, at en S-frivilligs to hjælpsomme sønner havde været lidt for hjælpsomme, forklarede Jørgen Mathiesen, der er kampagneleder i Ringsted- og Sorøkredsen, til TV 2.

Læs her, hvordan reglerne om valgplakaterne hænger sammen.

Det kommende døgn byder på endnu mere valgkamp. Værd at holde øje med vil være:

  • Klokken 10.15 præsenterer Venstre en grøn 2030-plan – følg med på TV2.DK, TV 2 NEWS eller TV 2 PLAY
  • Klokken 18.25 er Pia Olsen Dyhr (SF) gæst i ’Partilederne LIVE’, der sendes direkte på TV 2 og på TV 2 PLAY

Kan du ikke få nok af politik, kan du gennem hele valgkampen følge med i vores politiske sendeplan lige her.

Derudover kan du også tage vores store kandidattest i boksen herunder.

Vi læses ved i morgen, når ’Valgdøgnet’ igen udkommer klokken 19.