Radikale Venstre ville vælte Mette Frederiksen – nu peger de på hende som statsminister
Sofie Carsten Nielsen vil kun pege på Mette Frederiksen som leder af en regering bestående af både røde og blå partier.
Radikale Venstre peger på Mette Frederiksen (S) som statsminister, på trods af at partiet selv har presset Socialdemokratiet til at udskrive valg.
Det sker, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere onsdag udskrev folketingsvalg til afholdelse 1. november. Et valg, Radikale Venstre pressede regeringen til at udskrive.
- Ingen skal stå alene i en krisetid, hverken borgere eller regering, siger formand for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen på et pressemøde.
- Vi peger på Mette Frederiksen som statsministerkandidat for både røde og blå partier.
Sofie Carsten Nielsen fastslår dermed, at selvom Radikale Venstre peger på Mette Frederiksen som statsminister, bliver det ikke i spidsen for en etpartiregering som hidtil.
Tilbage i august åbnede partiet ellers for at pege på en blå statsminister.
Regering for egenrådig
Netop valgudskrivelsen bærer Radikale Venstre en stor del af ansvaret for. Partiet havde nemlig væltet regeringen, hvis ikke statsministeren havde udskrevet valg inden 6. oktober.
I den forbindelse havde partiformand Sofie Carsten Nielsen flere gange udtrykt et ønske om en regering, der består af flere partier – og en "ny start".
- Det er for egenrådigt med den regering. Vi er nødt til at brede det ud og inkludere de andre partier på Christiansborg, sagde hun i august til Avisen Danmark.
Radikales beslutning om at vælte regeringen blev dengang truffet på baggrund af Minkkommissionens beretninger.
Bakker op om bred regering
Mette Frederiksen oplyste tidligere på dagen noget opsigtsvækkende, at Socialdemokratiet går til valg med et ønske om en bred regering.
- Med den modgang, verden står over for, kriser, der griber ind over hinanden, så er tiden kommet til at afprøve en ny regeringsform i Danmark. Et mere forpligtende samarbejde. Det vil vi gerne stille os i spidsen for. En bred regering med partier fra begge sider af den politiske midte, sagde hun.
Den beslutning roser Sofie Carsten Nielsen:
- Mette Frederiksen har gentagne gange rakt hånden frem og været åben over for værdien af en bred regering hen over midten, der kan håndtere kriser, mindske polariseringen og indgå langsigtede aftaler. Den refleksion synes vi er meget prisværdig.
Både Det Konservative Folkeparti og Venstre nægter dog at indgå i en bred regering med Socialdemokratiet.
- Jeg har slet ikke fantasi til, at det kunne ske. Jeg kan ikke forestille mig, at vi skulle sidde i samme regering, sagde Pape på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Kritik af valgudskrivelse
Radikale Venstre er tidligere blevet kritiseret for at ville vælte regeringen i en krisetid.
Blandt andet har regeringens støttepartier udtrykt bekymring for, om valgudskrivelsen ville blokere for Folketingets arbejde.
Den kritik besvarer Sofie Carsten Nielsen på pressemødet.
- Det er alvorlige tider. Det er alvorlige tider at være i valgkamp. Men der er også store kriser, vi skal håndtere om to-fire-seks-otte måneder, og vi skal tage ansvar for vores demokrati og vores kriser, siger hun.
Sløje meningsmålinger
I den seneste Megafonmåling udarbejdet for TV 2 og Politiken står Radikale Venstre til at få 5,3 procent af stemmerne.
Det er markant under partiets resultat for valget i 2019, hvor de fik 8,6 procent af danskernes stemmer, og man skal mere end et år tilbage for at finde en dårligere måling for de radikale.
Partiet går til valg på flere skattelettelser, en afskaffelse af efterlønnen og en barbering af boligejernes rentefradrag.