Folketingsvalg 2022

Politisk redaktør om bred regering: - Det er en bombe at indlede valgkampen på

Nogle partier er nødt til afvige fra deres krav om, hvem de vil samarbejde med, hvis der skal være en regering efter valget, siger politisk redaktør.

Socialdemokratiet går til valg på en bred regering med partier fra begge sider. Sådan lød udmeldingen onsdag, da statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev folketingsvalg.

Og det er både en ny og opsigtsvækkende melding fra den nuværende regering, som ellers har stået fast på, at de foretrækker at fortsætte med en etpartiregering, siger TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

- Det er en bombe at indlede den her valgkamp på, siger han.

Når statsministeren direkte siger, at hun går til valg på en bred regering, kan der ikke være nogen tvivl om, at det nu er hendes førsteprioritet, mener Hans Redder.

Han ser det derfor som meget usandsynligt, at den nuværende regeringskonstellation fortsætter efter 1. november, når valget er blevet afholdt.

Spørgsmålet, som står tilbage nu, er dog, hvilke partier Mette Frederiksen forestiller sig, at Socialdemokratiet skal danne regering med.

Vi skal tage alle meldinger om eventuel regeringsdannelse i den her valgkamp med et gran salt

Hans Redder, politisk redaktør på TV 2

Statsministeren vil fortsat lede

Spørger man politisk kommentator Hans Engell, tror han, at statsministeren ønsker en bred regering med Venstre og Det Konservative Folkeparti.

- Man må forstå det på den måde, at det er en bred regering under hendes (Mette Frederiksen, red.) ledelse. Det er jo ikke forhandlinger, der handler om, hvorvidt Jakob Ellemann eller Lars Løkke skal lede en regering, siger han til TV 2.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har tidligere afvist at danne regering med den nuværende regering.

- Når jeg hører en statsminiser, der gerne vil danne en regering over midten, er det eneste, jeg hører, en statsminister, der vil være statsminister for enhver pris, har Venstre-lederen sagt til TV 2.

Den samme afvisning kommer de konservative, der stiller med Søren Pape Poulsen som statsministerkandidat, med.

- Jeg har slet ikke fantasi til, at det kunne ske. Jeg kan ikke forestille mig, at vi skulle sidde i samme regering, lyder det fra Søren Pape Poulsen (K) kort efter statsministerens pressemøde.

Moderaterne derimod, med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, har – lige siden partiet blev dannet – holdt fast i et mål om at danne en bred regering. Der er dog endnu ikke kommet en tydelig melding fra partiet om, hvem det i sidste ende vil pege på som statsminister.

Er nødt til at slække på krav

Hvis der efter valgkampen skal være noget håb om at danne en regering, er nogle af partierne – hvis ikke mange af partierne – nødt til at "kravle ned fra deres træer", mener politisk redaktør Hans Redder.

- Vi skal tage alle meldinger om eventuel regeringsdannelse i den her valgkamp med et gran salt, siger han og tilføjer:

- For de (partierne, red.) skal opgive nogle af deres på forhånd ultimative krav, som de har opstillet om, hvem der må samarbejde med hvem, hvis landet skal have en regering efter næste valg.

Én ting står dog klart, understreger Hans Redder.

Regeringsforhandlingerne efter valget bliver om muligt kun endnu mere uforudselige og spændende.