Overlevelse, regeringsdrømme og vilde comebacks: Det er på spil for partierne
ANALYSE: En historisk spændende og kaotisk valgkamp er nu skudt i gang.
Spænd sikkerhedsselen – det bliver fire hæsblæsende uger. Når stemmerne er talt op på valgnatten, kan der meget vel være vendt op og ned på dansk politik.
Store partier kan pludselig være blevet små.
Politikere og partier, der har været dømt ude, kan pludselig være afgørende.
Taburetten kan vakle under partiledere.
I alt 14 partier kommer til at kæmpe om stemmerne og opmærksomheden fra nu, og til valgstederne lukker.
Det kan næppe overdrives, hvor meget der er på spil for dem. Her er en gennemgang:
Socialdemokratiet: Er det hele ved at smuldre?
Spoler man tiden tilbage til første halvdel af denne valgperiode, var det svært at forestille sig andet, end at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen ville sidde tungt på magten i mange år fremover.
34,2 procent af vælgerne stod partiet ifølge Megafon til i maj 2020. Mere end 100 mandater til rød blok.
Opbakningen til Mette Frederiksen var tårnhøj.
Men nu, godt to år senere, kan det hele være ved at smuldre.
Særligt minksagen ser ud til at have skadet Socialdemokratiet – og i særdeleshed Mette Frederiksen personligt. Det klare flertal til rød blok i målingerne er væk, og Socialdemokratiet er tilbage omkring – og i mange tilfælde under – niveauet fra valgresultatet i 2019.
Læg dertil, at forholdet til særligt støttepartiet Radikale Venstre er på frysepunktet.
Socialdemokratiets håb er, at de kan gøre valgkampen til et spørgsmål om velfærd eller skattelettelser. Og det er der gode muligheder for med en statsministerudfordrer i Søren Pape (K), der ønsker en afskaffelse af topskatten, Arne-pensionen og efterlønnen og store besparelser i den offentlige sektor.
Derudover bliver det en valgkamp i krisernes tegn – krig i Europa, høj inflation, eksplosioner i Østersøen og energikrise. Og her håber Socialdemokratiet, at vælgerne vil søge mod Mette Frederiksen, der i løbet af de seneste år har håndteret krise efter krise.
Det kan bestemt ikke udelukkes, at det kan lykkes den socialdemokratiske valgkampsmaskine at hive de afgørende midtervælgere over og sikre et fortsat rødt flertal. Men hvis partiet taber magten nu, vil selvransagelsen melde sig: Hvordan formøblede vi så stort et forspring? Havde vi den rigtige politiske strategi? Og de rigtige personer i spidsen?
Venstre: Kan katastrofen undgås?
I Venstre holder de vejret og kigger nervøst på meningsmålingerne: Meget tyder på, at Venstre går et katastrofevalg i møde.
Efter i tre årtier at have været det klart største blå parti, frygter Jakob Ellemann og partifællerne nu at blive lillebror, mens konkurrenterne fra Det Konservative Folkeparti overtager styringen med det borgerlige Danmark.
Forklaringerne på Venstres nedtur i denne valgperiode er mange: en ny formand, Jakob Ellemann, der har haft svært ved at trænge igennem, en tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen, der har forladt partiet og stiftet et nyt, og en tidligere næstformand, Inger Støjberg, der har gjort det samme.
Andre profiler – blandt andre Tommy Ahlers, Kristian Jensen, Karsten Lauritzen, Ellen Trane Nørby og Britt Bager – er ligeledes væk.
Partiets strategi i denne valgkamp er at forsøge at positionere sig som partiet i midten – mellem Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti. Venstre ønsker at tilføre flere penge til velfærd, gennemføre relativt begrænsede skattelettelser og skabe mere frit valg i den offentlige sektor.
Håbet er, at Venstre med den strategi kan tiltrække afgørende midtervælgere, der ikke ønsker, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, men som på den anden side heller ikke kan se sig selv i de massive skattelettelser, afskaffelsen af Arne-pensionen og besparelserne i den offentlige sektor, som Søren Pape går til valg på.
Men det bliver op ad bakke for Venstre. Og ender valgresultatet i nærheden af de nuværende meningsmålinger, går partiet formentlig endnu en tumultarisk tid i møde. Kan Ellemann overleve som formand, hvis partiet ender med det dårligste valg siden 80’erne?
Konservative: Går drømmen i opfyldelse?
De har drømt om det i næsten 30 år. Lige siden Poul Schlüter i januar 1993 kastede håndklædet i ringen og overlod regeringsmagten til Poul Nyrup (S). Og nu ser drømmen ud til for første gang siden da at være inden for rækkevidde: De konservative går efter statsministerposten.
Partiet har oplevet en bemærkelsesværdig fremgang i meningsmålingerne i denne valgperiode.
En del af forklaringen er utvivlsomt al den ballade og uro, der har været hos konkurrenterne i Venstre – det har fået mange borgerlige vælgere til i stedet at søge ly hos Det Konservative Folkeparti.
Men i de seneste måneder er partiet – og særligt statsministerkandidaten Søren Pape Poulsen – for alvor kommet under beskydning. Og to store spørgsmål trænger sig på nu:
For det første: Vil historierne om Papes nu tidligere ægtefælle, der har fyldt i mediebilledet i optakten til valgkampen, skræmme vælgere væk fra Konservative?
For det andet: Er vælgerne, når det kommer til stykket, enige med den politik, som Søren Papes parti går til valg på?
De konservative vil blandt andet afskaffe topskatten, sænke selskabsskatten, afskaffe Arne-pensionen og indføre noget nær nulvækst i den offentlige sektor.
Det er den mest borgerlige plan, som et parti, der bejler til statsministerposten, er gået til valg på i årtier. Er vælgerne med på den?
Papes plan bliver centrum i valgkampen – og hos Socialdemokraterne er håbet, at budskaber som ”velfærd eller topskattelettelser” vil få midtervælgere til at vende ryggen til Pape på valgdagen.
Dansk Folkeparti: Koster krisen partiet livet?
For Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti handler det nu om overlevelse.
Efter i to årtier at have været det måske mest indflydelsesrige parti i dansk politik er der en reel sandsynlighed for, at partiet ender under spærregrænsen ved dette valg.
Nedturen skyldes blandt andet giftige interne magtkampe. Møgsager på stribe. Men nok især det faktum, at den stramme udlændingepolitik ikke længere er det trumfkort for Dansk Folkeparti, som det tidligere har været.
Der er masser af andre partier på stemmesedlen, som også tilbyder sig til de vælgere, der ønsker stram udlændingepolitik. Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne er selvfølgelig oplagte eksempler. Men også Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti har vist sig i stand til at tiltrække tidligere DF-vælgere på den måde.
Hovedprojektet for Messerschmidt i de kommende uger bliver at forsøge at hive nogle af dem tilbage. Og fokus vil især være rettet mod Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne – læg mærke til DF’ernes forsøg på at så tvivl om Støjbergs troværdighed, når det kommer til udlændingepolitik, EU-politik og land/by-diskussionen.
Hvis det lykkes Dansk Folkeparti at overleve valget, er håbet, at de kan få tid til den mere langsigtede genopbygning af partiet. Og Messerschmidt går endda og drømmer om ministerposter, hvis flertallet bliver blåt.
Men nye problemer tårner sig op efter valget: Blandt andet skal Morten Messerschmidt senere på året i byretten i sagen om mulig svindel med EU-midler.
Moderaterne: Altafgørende eller ligegyldig?
Det er knald eller fald for Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen.
Det afgørende ved dette valg er sådan set ikke, om partiet får fire eller otte mandater – blot at de får de afgørende mandater. At hverken rød eller blå blok efterfølgende kan tælle til 90 uden Moderaterne.
Lykkes det, vil partiet og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen have placeret sig et sted i dansk politik, hvor deres indflydelse bliver langt større, end deres mandattal ellers umiddelbart berettiger til. De vil blive afgørende for, hvem landets næste statsminister bliver. Hvilke politiske reformer en ny regering skal bruge den kommende valgperiode på at gennemføre. Og Løkke kan i sådan en situation også meget vel ende med at få tilkæmpet sig selv og sit nye parti ministerposter.
Men hvis ikke det lykkes, kan Moderaterne som parti vise sig at være fortid, inden det for alvor kom i gang. Løkke har allerede sagt, at han i så fald ikke vil forsøge en gang mere.
Og uden Løkke i spidsen er det umiddelbart svært at se Moderaterne som et levedygtigt politisk projekt.
I meningsmålingerne balancerer partiet lige nu omkring spærregrænsen. Løkke har et ry som en dygtig campaigner, der i valgkampe er i stand til at flytte tvivlere – og det får han brug for i de kommende uger.
Målinger viser dog også, at hans budskab om behovet for en regering med partier fra både rød og blå blok er et, som mange vælgere er enige i.
Spørgsmålet er, om midtervælgere finder det troværdigt, at manden, som mere end nogen anden har været centrum for dansk politik de seneste to årtier, også er manden, der kan forny det.
Radikale Venstre: Virker den opsigtsvækkende strategi?
Det bliver et skæbnevalg for Radikale Venstre.
Partiet, der reelt har væltet regeringen i slowmotion og kaldt statsminister Mette Frederiksen for magtfuldkommen, men som alligevel meget vel kan ende med at gøre hende til statsminister igen efter valget.
Og partiet, der så gerne vil være i midten af dansk politik, men som i tre årtier alligevel er blevet betragtet som en fast bestanddel af rød blok.
Det er en risikabel og svær strategi, Radikale Venstre har forsøgt sig med op til dette valg.
Den kan ende som en stor succes: Får man kæmpet sig ind i en regering, måske endda en regering, der rækker ind over midten, er man tilbage, hvor man gerne vil være. Som et parti, der får mere politisk indflydelse, end mandatantallet ellers berettiger til. Og et parti, som både socialdemokrater, Venstre-folk og konservative bliver nødt til at tage alvorligt.
Men strategien kan også ende som en spektakulær fiasko: Ender Radikale Venstres hårde kritik af Socialdemokratiet og fremprovokeren af et valg med at betyde, at magten havner hos en blå blok, der er afhængig af mandater fra den yderste højrefløj, vil det være katastrofalt for den radikale partileder, Sofie Carsten Nielsen.
I en sådan situation vil Radikale Venstre på lange stræk være sat uden for indflydelse – partier som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har ingen appetit på at samarbejde med dem. Og derudover vil forholdet til Socialdemokratiet, der allerede nu er anstrengt, blive yderligere forpestet – Socialdemokratiet vil ikke forspilde en chance for at give Radikale Venstre skylden for, at centrum-venstre mistede magten i Danmark. Dét kan tage mange år at få repareret.
SF: Kan den stille strategi fortsat give succes?
SF med Pia Olsen Dyhr i spidsen er ikke dem, der larmer mest.
Ikke dem, der genererer flest overskrifter. Kaster sig ind i flest politiske slagsmål. Stiller flest ultimative krav.
Og det er helt bevidst.
I en valgkamp, hvor mange vil forsøge at råbe højt for at få opmærksomhed, er SF's strategi at fremstå som stabile, afdæmpede og fokuserede på få klare politiske mærkesager.
Og det ser ud til at virke. Partiet står til en lille fremgang i forhold til sidste valg, og Pia Olsen Dyhrs personlige troværdighed er høj hos vælgerne.
Ved dette valg bliver emner som børn og unges trivsel, psykiatri og klima SF's hovedprioriteter.
Men i partitoppen er der også en vis nervøsitet at spore over den konstante snak om en regering over midten, der præger dansk politik i øjeblikket.
Det er et skrækscenarie for SF, hvis Socialdemokraterne efter et valg i højere grad har øjnene rettet mod midten og de borgerlige partier i stedet for at kigge til venstre.
Hvis SF for alvor skal have indflydelse – og måske endda ministerposter – efter valget, skal der holdes sammen på det nuværende centrum-venstre-samarbejde.
Danmarksdemokraterne: Kan Støjberg modstå angrebene?
Inger Støjberg kan afgøre valget.
Meningsmålinger tyder på, at hun formår at tiltrække vælgere fra andre partier i blå blok – men mere afgørende også fra Socialdemokratiet. Og dét kan tippe balancen i dansk politik og sikre blåt flertal.
På den vis er Danmarksdemokraterne både en stor trussel for flere af de borgerlige partier, som mister masser af vælgere – men samtidig er Danmarksdemokraterne deres bedste chance for at få magten.
Det store spørgsmål er, om Danmarksdemokraterne kan fastholde de rundt regnet 10 procent af vælgerne, som de ser ud til at have fat i lige nu.
Støjberg vil uden tvivl komme under angreb i en valgkamp: Socialdemokraterne vil beskylde hende for at have medvirket til den centralisering af Danmark de seneste årtier, som Støjberg nu selv kritiserer voldsomt.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil anklage hende for at være blød på udlændingepolitikken, da Danmarksdemokraterne eksempelvis ikke vil have Danmark ud af de internationale konventioner.
Og så godt som alle partier vil kritisere Støjberg for på en lang række områder slet ikke at have fremlagt en politik.
Hvordan vil vælgerne reagere på det? Dét kan afgøre valgets udfald.
Liberal Alliance: Ny fremgang efter nærdødsoplevelsen?
Det var et parti på randen af kollaps, Alex Vanopslagh overtog styringen af efter valget i 2019. Liberal Alliance var kun lige akkurat endt over spærregrænsen, og en lang række af partiets profiler, inklusive den daværende partileder Anders Samuelsen, var røget ud af Folketinget.
De interne frustrationer og uenigheder var massive. Vanopslagh var nyvalgt, ung og uden erfaring fra toppolitik.
Han havde alle odds imod sig.
Men alligevel ser det ud til at være lykkedes for Vanopslagh at ikke blot redde, men også delvist genopfinde Liberal Alliance.
I målingerne har partiet på det seneste bevæget sig længere og længere væk fra spærregrænsen.
Og særligt mange unge vælgere er tiltrukket af Vanopslaghs politiske projekt. Et projekt, der handler om andet og mere end den insisteren på topskattelettelser, der var partiets absolutte fokuspunkt under Anders Samuelsen.
Vanopslagh taler selvfølgelig om skat – men lige så meget om unges mistrivsel og opgør med perfekthedskulturen og fører kampagne under budskabet ”Du kan godt”.
Udfordringerne for Liberal Alliance er dog også til at få øje på. For det første fremstår Liberal Alliance lige nu i høj grad som et enkeltmandsprojekt – ingen andre kandidater end Vanopslagh lykkes det i øjeblikket for alvor bryde igennem medielydmuren.
Dertil kommer, at mange små blå partier kommer til at kæmpe hårdt om opmærksomheden og stemmerne de kommende uger. Liberal Alliance skal passe på ikke at blive glemt i den hæsblæsende valgkamp, der venter.
Nye Borgerlige: Hvad siger vælgerne til den nye stil?
Det er et andet Nye Borgerlige, der er på stemmesedlen denne gang, end da Pernille Vermund forud for valget i 2019 for første gang blev et kendt landspolitisk ansigt.
Dengang var Nye Borgerlige et rendyrket protestparti. Alle de andre partier havde svigtet, lød budskabet. Og blå blok kunne glemme alt om at tælle Nye Borgerliges mandater med, hvis ikke de var klar til at opfylde alle partiets ufravigelige krav på udlændingeområdet til punkt og prikke.
I dag fremstår Pernille Vermund langt mere pragmatisk. Partiet har i løbet af valgperioden indgået en række brede politiske aftaler – blandt andet en landbrugsaftale, der favner helt fra Enhedslisten til Nye Borgerlige.
Vermund har nedtonet sine ultimative krav og trusler i forhold til en mulig kommende blå statsminister.
Ja, Nye Borgerlige går sågar efter at komme i regering, har det lydt fra partiformanden.
Hvad mener vælgerne om den nye og mere pragmatiske stil?
Indtil for nylig så det lovende ud for Nye Borgerlige. Partiet har længe i meningsmålingerne stået til markant fremgang – hvilket uden tvivl i høj grad skyldes Dansk Folkepartis nedsmeltning, der har sendt indvandrerkritiske vælgere i tusindvis over mod Vermund i løbet af denne valgperiode.
Men den opadgående tendens ser ud til at være vendt til en brat nedtur i løbet af de seneste måneder. Forklaringen er enkel: Inger Støjberg.
Støjbergs Danmarksdemokraterne skovler vælgere til sig fra en lang række partier, heriblandt Nye Borgerlige.
Og et stort spørgsmål i valgkampen er derfor, hvordan og i hvor høj grad Pernille Vermund og partifællerne vil gå til Støjberg i forsøget på at tilbageerobre det tabte.
Enhedslisten: Ryger indflydelsen nu?
Det bliver en dilemmafyldt valgkamp for Enhedslisten.
På den ene side kan det være fristende at føre valgkamp på en hård kritik af Socialdemokraterne – at angribe regeringspartiet i hårde vendinger, fordi det går for langsomt med klimahandlingen, at uligheden ikke er blevet mindsket i denne valgperiode, og at udlændingepolitikken er alt for stram.
Det er i høj grad den slags, meget venstreorienterede vælgere kan lide at høre.
Men på den anden side er det, Enhedslistens top frygter allermest, at den indflydelse, partiet trods alt har haft i denne valgperiode, forsvinder helt efter valget.
Enten fordi Mette Frederiksen gør alvor af sine tanker om et samarbejde over midten i stedet for med venstrefløjen. Eller fordi der simpelthen bliver blåt flertal.
Derfor vil der formentlig være en grænse for, hvor hårdt Enhedslisten kommer til at slå på Socialdemokraterne i denne valgkamp. For ikke at skubbe Mette Frederiksen yderligere i retning af et samarbejde til højre. Og for ikke at puste til konflikterne i rød blok med den risiko, at midtervælgere i stedet vandrer over til de blå.
Hovedmodstanderen for Enhedslisten bliver i stedet de borgerlige partier i almindelighed – og Søren Pape og hans plan om topskattelettelser, afskaffelse af Arne-pensionen og besparelser i den offentlige sektor i særdeleshed.
Alternativet, Frie Grønne og Kristendemokraterne: Hvem har den bedste chance?
14 partier står på stemmesedlen, men langtfra alle sammen ender med pladser i folketingssalen, når stemmerne er talt op. Særligt for tre partier ser det svært ud – de ligger konsekvent under spærregrænsen i meningsmålingerne. Det drejer sig om Alternativet, Frie Grønne og Kristendemokraterne.
De to førstnævnte er blandt andet udfordret af, at de i høj grad appellerer til den samme forholdsvis begrænsede gruppe af vælgere: progressive, klimabekymrede og fortrinsvis unge storbyvælgere. Af de to ser Alternativet umiddelbart ud til at have den bedste chance – blandt andet fordi partiets navn og brand står klarere i vælgernes bevidsthed end de to andre nyere projekter. Og fordi partiet for nylig fusionerede med Grøn Alliance (tidligere Veganerpartiet) i et forsøg på et minimere grønt stemmespild.
Frie Grønne med Sikandar Siddique i spidsen står i meningsmålingerne oftest til at få under 1 procent af stemmerne.
Kristendemokraterne har forsøgt – og fejlet – ved de seneste fem folketingsvalg. Ikke meget tyder på, at sjette gang bliver lykkens gang. Dels fordi partiets unge frontfigur Isabella Ahrendt tidligere i år forlod partiet til fordel for Det Konservative Folkeparti.
Og dels fordi Moderaterne og Radikale Venstre også forsøger at placere sig nogenlunde samme sted som Kristendemokraterne i det politiske landskab – som midterpartier, der skal bygge bro mellem rød og blå blok.