Folketingsvalg 2022

Ny måling: Rød blok fører knebent – Løkke sidder i drømmeposition

Der er tæt løb mellem blokkene, viser ny måling på valgkampens første dag.

Socialdemokratiet er gået så meget frem, at rød blok har overtaget føringen fra de borgerlige partier.

Det viser en helt ny meningsmåling, der er foretaget af Megafon for TV 2 på dagen for valgudskrivelsen.

Mette Frederiksens parti ville ifølge målingen få 25,4 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Det er en fremgang på 2,5 procentpoint, og dermed nærmer socialdemokraterne sig valgresultatet fra 2019 på 25,9.

Men det er fortsat Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, der er afgørende. Moderaterne står til at storme ind i Folketinget med 11 mandater.

1025 respondenter har medvirket i undersøgelsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev tirsdag eftermiddag folketingsvalg ved et pressemøde på Marienborg. Danskerne skal til stemmeurnerne 1. november.

Og det ser ud til at have påvirket vælgernes indstilling.

I seneste Megafon-måling, der kom for knap en uge siden, stod rød blok til det dårligste resultat siden 2015. Rød blok stod til 46,7 procent, mens de borgelige partier havde et forspring med 48,6 procent af stemmerne.

Men det billede er altså ændret i den nyeste måling: Her står de røde partier samlet til 47,5 procent af stemmerne og de blå til 46,2. Der er altså tæt løb mellem blokkene her på valgkampens første dag.

De røde partier ville få 83 mandater, hvis der var valg nu, og de blå ville få 81. Dermed er der ingen af blokkene, der kan danne flertal uden Moderaternes 11 mandater.

Det er lige præcis den position, Lars Løkke (M) hele tiden har drømt om.

- Vi har en klar ambition om at komme i Folketinget. Ultimativt på en måde, hvor en regeringsdannelse ikke kan finde sted uden om os, uden at vi har en afgørende stemme, sagde Løkke for eksempel til Berlingske for et år siden, da Moderaterne havde opnået de fornødne vælgererklæringer til at stille op til valget

Statsminister Mette Frederiksen (S) går til valg med ønsket om at danne en bred regering med partier fra begge sider af midten i dansk politik.

Det er et drømmescenarie for Radikale Venstre, men statsministerkandidaterne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti, Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen, har begge afvist det fuldstændigt.

Radikale Venstre har dog andet end regeringsdannelse at bekymre sig om. Partiet, der har udløst folketingsvalget med sit ultimatum, står i målingen til blot 4,1 procent. Det er mere end en halvering i forhold til seneste valg.

Danskerne skal til folketingsvalg 1. november 2022.

_