Folketingsvalg 2022

Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg

Statsministeren går til valg med ønsket om en ny regering med partier fra begge sider af den politiske midte.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver folketingsvalg.

Danskerne skal til stemmeurnerne tirsdag 1. november.

Det siger Mette Frederiksen ved et pressemøde på Marienborg, statsministerens embedsbolig.

Dermed er den længe ventede valgkamp skudt i gang. En valgkamp, der kommer til at vare lige knap fire uger.

Ønsker om en bred regering

Mette Frederiksen går til valg med ønsket om en bred regering, siger hun.

Hidtil har det ellers lydt fra statsministeren, at hun går til valg på at fortsætte den nuværende regering, men at hun også var åben over for tanken om en bred regering.

- Med den modgang, verden står overfor, kriser, der griber ind over hinanden, er tiden kommet til at afprøve en ny regeringsform i Danmark. Et mere forpligtende politisk samarbejde, siger hun nu.

- Det vil vi (Socialdemokratiet, red.) gerne stille os i spidsen for. En bred regering med partier fra begge sider af den politiske midte, siger Mette Frederiksen.

Mange hints det seneste døgn

Statsministeren har det seneste døgn antydet ganske kraftigt, at hun ville udskrive valget denne onsdag.

Derfor har jeg i dag meddelt hendes majestæt dronningen, at der udskrives valg til Folketinget

Statsminister Mette Frederiksen (S)

Så sent som til formiddag blev hun endnu en gang spurgt, hvornår der bliver udskrevet valg.

- Tampen brænder, og den brænder endnu mere nu, svarede statsministeren med et skævt smil på vej ind til statsråd på Christiansborg.

Radikale stillede et ultimatum

Selvom valgperioden først udløber til juni næste år, har valgrygterne svirret siden 2. juli, hvor Radikale Venstre stillede et ultimatum om at udskrive valg inden Folketingets åbning eller at blive væltet.

Mette Frederiksen lægger heller ikke skjul på, at hun ikke udskriver valg af egen frie vilje.

Hun siger, at det kan virke "ejendommeligt" med et folketingsvalg "midt i en international krise, en sikkerhedspolitisk-, en energipolitisk- og en økonomisk krise".

- Men det er ikke desto mindre det, der er ønsket fra et flertal i Folketinget. Derfor har jeg i dag meddelt hendes majestæt dronningen, at der udskrives valg til Folketinget.

Lad os passe på Danmark. God valgkamp alle sammen

Statsminister Mette Frederiksen (S)

Mette Frederiksen har altså trukket den lige til det sidste. I praksis kan Radikale Venstre først stille et mistillidsvotum under næste samling i Folketinget, som vil være åbningsdebatten torsdag.

Der er udsigt til en lang valgkamp

Valkampen kommer til at vare 27 dage. Ved det seneste folketingsvalg i 2019 havde kandidaterne 29 dage til at føre valgkamp. I den periode blev der også afholdt valg til Europa-Parlamentet. 

Siden 1953 er valgkampens længde ellers generelt blevet kortere og har ligget nogenlunde stabilt på omtrent tre uger de seneste mange valg.

Periodelængden mellem valgets udskrivelse og afholdelse toppede i 1964 med 53 dage. De korteste perioder har varet 20 dage. Det var senest tilfældet ved valget i 2011.

I gennemsnit har de 24 valgkampe, vi har haft siden 1953, varet 26,5 dage.

Kilde: Danmarks Statistik

S vil huske dem, der bliver glemt i valgkampen

Socialdemokratiets formand løfter også lidt af sløret for, hvilken politik partiet går til valg på:

  • Hjælp til dem, som krisen rammer hårdest, og de dele af Danmark, som den tynger mest.
  • En helhedsplan for velfærdssamfundet, bedre løn og arbejdsvilkår, mere tid til omsorg og et opgør med bureaukratiet.
  • S vil tage de næste store skridt på klimaområdet, så Danmark bliver ved med at gå forrest på den grønne omstilling.
  • S vil føre en stram udlændingepolitik, styrke de danske værdier og sammenhængskraften.
  • En ansvarlig økonomisk politik.

Statsministeren lover også at huske på dem, der måske bliver glemt i valgkampen.

- Mennesker med handicap, de allermest udsatte børn, den ensomme ældre, unge i psykiatrien og dig, der ikke tør gå ned i vaskekælderen på grund af nogle utilpassede unge, som forpester din hverdag, siger Mette Frederiksen.

- Og så vil vi huske alle jer, de tusindvis af helt almindelige danskere, som kan se jeres løn blive udhulet på grund af inflationen.

Et tryghedsvalg

Statsministeren rundede pressemødet af med at give danskerne valget. For hende er det et "tryghedsvalg". Og det er valget mellem at "holde fast i vores stærke danske velfærdsamfund" eller at "kaste Danmark ud i et historisk eksperiment og afskaffe topskatten".

En hentydning til Det Konservative Folkepartis 2030-plan, hvor det er et erklæret mål at komme af med topskatten.

- Det er nu op til jer vælgere.

- Lad os passe på hinanden og på fremtiden. Lad os passe på Danmark. God valgkamp alle sammen.