Politik

Hvornår må valgplakaterne hænges op? Se reglerne her

Spørger man politikerne, nærmer næste folketingsvalg sig. Men måske slipper vi for valgplakaterne lidt endnu.

Selv hvis statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg i dag, kan vi ikke være sikre på at se samtlige af landets opstillingsberettigede politikere smile venligt til os fra træer og lygtepæle i morgen.

Hvornår valgplakaterne må sættes op, afhænger nemlig af valgdatoen.

Men mange spændte politikere står helt klar til at komme ud og erobre de danske veje.

- Jeg har sommerfugle i maven, og jeg er klar, så jeg håber da bare, at hun trykker på knappen her om et par timer, siger Mohammad Rona, der stiller op for Moderaterne i Nordjylland.

Omkring ham ligger bunkevis af lilla valgplakater. Nogle er prydet af hans eget ansigt, andre af partiformand Lars Løkkes. Enkelte er med Moderaternes logo.

Nu eller på lørdag

Når Mette Frederiksen udskriver valg, vil Mohammad Rona som det første ringe til sin chef og bede om fri de næste tre uger.

- Så kommer de frivillige løbende ind. Og så begynder vi at hænge valgplakater op, når vi må det. Om det så bliver nu eller på lørdag, må vi jo lige se, siger han.

Ifølge vejloven må man ved et folketingsvalg først hænge valgplakater op, når statsministeren har annonceret valgets udskrivelse.

Men derudover må de først hænges op på offentlige veje og private fællesveje fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen. Derfor afhænger tidspunktet, valgplakaterne må hænges op, af, hvilken dag danskerne skal til stemmeurnerne.

Her må de hænge, indtil otte dage efter valget – ellers vanker der bøder.

Regler for ophængning af valgplakater:

  • Valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen til otte dage efter valget.
  • Valgplakater må hænges op på master til vejbelysningen og til brug for elforsyningen på både offentlige og private veje. Derudover må valgplakater på offentlige veje også hænges på vejtræer, hegn samt på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
  • Valgplakater skal ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.
  • Valgplakater må endvidere ikke hænges op på en måde, der medfører skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed. Det er derfor ikke tilladt at sømme, nagle eller skrue valgplakater op i træerne, ligesom der heller ikke må saves eller beskæres for at kunne hænge valgplakater op.
  • Ophængte valgplakater skal være forsynet med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den fysiske eller juridiske person (eksempelvis partiorganisationen), der har iværksat ophængningen af valgplakaterne. 

Kilde: Indenrigs- og boligministeriet

Valgplakaterne virker

Det er siden kommunalvalget i november 2021 blevet diskuteret, om valgplakaterne helt skulle afskaffes.

De bliver beskyldt for at være grimme og for at skade miljøet. I Høje Taastrup Kommune foreslog Dansk Folkeparti helt at forbyde valgplakater i september 2021 – dog uden held.

Et lignende forslag fra Alternativet og Dansk Folkeparti i Københavns Kommune nærmede sig aldrig flyvehøjde, før det blev fejet af bordet.

Flere valgforskere er da heller ikke i tvivl: Valgplakaterne virker simpelthen.

- Kommunalvalgskandidater har enormt meget behov for at skabe genkendelse omkring sig selv. Det er de færreste af os, der kender kommunalvalgskandidater, og når vi kommer ind i stemmeboksen, er der rigtig mange kandidater, sagde Anthon Nødskov, der er chefrådgiver i firmaet Operate og beskæftiger sig med politisk kommunikation, til TV 2 op til kommunalvalget.

Derfor slipper vi nok ikke for dem lige foreløbig.

Valgannoncer og en tamp, der brænder

Mohammad Rona fra Moderaterne glæder sig da også til at få hængt sit portræt op på de Nordjyske veje.

Hvad glæder du dig mest til?

- At jeg kommer ind, tror jeg. Allerførst glæder jeg mig til valgkampen.

Onsdag morgen blev Mette Frederiksen spurgt til, hvornår der bliver udskrevet valg.

- Tampen brænder, og den brænder endnu mere nu, sagde hun, inden hun gik ind i Statsministeriet.

Derudover har Socialdemokratiet indrykket valgannoncer i landets store dagblade onsdag morgen.