Folketingsvalg 2022

Folk stod i kø til selfies med statsministeren, mens skeptikerne skulede få skridt derfra

Mette Frederiksen trak den næsten til det sidste, da hun onsdag klokken 13 trådte ud fra Marienborg og udskrev folketingsvalg. TV 2 var med.

Mette Frederiksen kunne dårligt andet end at følge menneskemængdens tempo tværs over Køge Torv.

Børn som voksne flokkedes om hende. Enkelte for at sige, hvad de havde på hjerte – fra den reneste ros til opråb om et sundhedsvæsen i knæ. Flest for at knipse en selfie.

- Please, Mette, pleeeeeease, bønfaldt to yngre piger hende, mens de forsøgte at mase sig frem mellem kameraer, PET-folk og ungdomspolitikere.

Forgæves.

Både vælgere og journalister afkrævede statsministeren svar.

For to timer tidligere havde Mette Frederiksen ikke alene udskrevet folketingsvalg. Hun havde også smidt en politisk bombe.

Tomme, skulende stole

Der lod ellers ikke til at være overladt meget til fantasien, da der onsdag formiddag blev udsendt en pressemeddelelse fra Statsministeriet om, at Mette Frederiksen på et pressemøde på Marienborg klokken 13 ville komme med en ”udtalelse”.

Det måtte være valgudskrivelsen. For tiden var ved at rinde ud.

Hvis ikke Mette Frederiksen udskrev valget onsdag, ville hun under åbningsdebatten torsdag blive mødt med et mistillidsvotum fra støttepartiet Radikale Venstre.

At det ikke ville nå så vidt, havde Mette Frederiksen allerede tirsdag indikeret.

Så pressen stimlede sammen foran statsministerboligen nord for København med en klar forventning om at gå derfra med en valgdato.

Spinning og smugkig

Bag slottets ruder stod Mette Frederiksen og ventede på, at klokken skulle slå 13.

Morgenen og formiddagen var gået med spinning i Herlev, statsråd med dronning Margrethe og de sidste forberedelser, før hun få minutter i pressemøde kunne smugkigge ud på de halvtomme rækker med stole, der var sat frem til journalisterne.

Fremmødet var markant ringere end det, hun har været vant til i løbet af de tre år, hun – indtil videre – har været statsminister, hvor den ene krise har afløst den anden.

Men situationen denne gang var også en anden.

For statsministeren havde allerede på forhånd meddelt, at der ikke ville blive besvaret et eneste spørgsmål.

I stedet trådte hun ud fra slottets mørke dobbeltdøre, lod blikket vandre henover journalisterne og indfandt sig så foran mikrofonerne.

Med blikket stift rettet mod kameraerne og med en helikopters brummen som lydtæppe skød hun folketingsvalget i gang.

"Sovet med støvlerne på"

Mette Frederiksen havde også en anden nyhed med.

Socialdemokratiet går nu ikke længere til valg på at danne en etpartiregering. Nej, nu er målet i stedet en bred regering over midten med Mette Frederiksen som statsminister.

Alligevel sang de mange DSU’ere på Køge Torv grund til at ændre på de klassiske slagsange den velkendte slagsang om behovet for en ”so-ci-AL-demokratisk regering”, da Mette Frederiksen ankom i sin kampagnebus.

Flere socialdemokrater havde allerede i de umiddelbare minutter efter valgudskrivelsen indtaget et hjørne af Køge Torv med telt, bannere, plakater og heliumballoner.

Blandt andre SFU’eren Lucas Lind, som havde ”sovet med støvlerne på” og havde taget turen helt fra Aabenraa tidligt om morgenen.

Andre var der udelukkende for at ”se giraffen”, som blandt andre delikatesseassistent Tanja Fritz Holm sagde til TV 2, efter at hun først havde hjulpet to unge piger med at få et billede med statsministeren og efterfølgende selv fik hilst på.

- Pludselig stod jeg ved siden af hende, og så synes jeg lige så godt, at jeg kunne hilse på, sagde hun og tilføjede smilende:

- Jeg stemmer på hende!

Bare ikke Mette Frederiksen

Man skulle dog ikke træde mange skridt tilbage fra den rødklædte menneskemængde og roseuddelingen, før tonen var en ganske anden.

Tømrer Jannik Philipson rystede kraftigt på hovedet, da TV 2 forstyrrede ham ved Køge Torvs pølsebod for at spørge, om det var den socialdemokratiske valgkampagne, der havde lokket ham til.

Jeg ved kun, at det ikke skal være Mette Frederiksen

Jannik Philipson, tømrer

Tværtimod er han på ingen måde fan af Mette Frederiksen, fortalte han. Og det hænger blandt andet sammen med, at hun ”har alt for svært ved at indrømme fejl”.

- Og jeg mistede endnu mere for hende, da hun trak kvindekortet den anden dag og sagde, at det var derfor, at hun blev kaldt magtfuldkommen.

Hvem synes du så, at det skal være?

- Jeg ved kun, at det ikke skal være Mette Frederiksen, lød det fra Jannik Phillipson.

Mangler alternativer

Som nabo til pølsevognen havde grønthandler Uffe Mortensen taget opstilling med sin kone – og det var bestemt ikke frivilligt, at de nu stod som ”tvangsindlagte” til en socialdemokratisk valgfest, gjorde han det klart.

Hvis ikke Mette Frederiksen skal være statsminister, hvem så?

- Ved du hvad… Det er jo problemet. Vi har ikke noget alternativ – ikke noget sted at være.

Hustruen Helle Pihl brød ind og fortalte, at hun egentlig havde set sig lun på Søren Pape Poulsen som Frederiksens afløser. Men…

- Du bliver sgu nødt til at kunne holde stien ren, sagde hun med henvisning til den seneste tids historier om Papes privatliv og skilsmisse.

Selv modstandere vil have selfies

Hos flere af de andre, som observerede det socialdemokratiske valgarrangement på afstand onsdag eftermiddag, var der væsentligt højere tanker om Mette Frederiksen.

Til gengæld havde de så godt som intet tilovers for Radikale Venstre.

- Jeg har aldrig stemt på Socialdemokratiet, men jeg må også bare sige, at jeg i min levetid ikke har oplevet en bedre ledelse af vores land, lød det fra den pensionerede tømrer Morten Simonsen:

- Til gengæld håber jeg, at Radikale Venstre bliver udraderet.

Også blomsterhandler Kim Hansen så den radikale presbold som skæv. For timingen er ikke til et folketingsvalg midt i en ”kæmpe krise”, sagde han. Derfor er det både forkert af de radikale at "tvinge" og af Mette Frederiksen at give sig.

Da TV 2s journalist takkede for snakken og lagde an til at fortsætte, satte Kim Hansen efter med en tilføjelse:

- Men bare fordi jeg ikke stemmer på hende, var jeg da lige henne og få en selfie. Vil du se?

_