Politik

Flere partier indkalder til pressemøder

Mens rygterne om valgudskrivelse på pressemøde klokken 13 fortsat florerer, indkalder oppositionspartierne til pressemøde.

Oppositionens to store partier med statsministerdrømme indkalder hver især til pressemøde.

Klokken 14 holder Venstre pressemøde i dets gruppeværelse på Christiansborg, mens de konservative har indkaldt til pressemøde klokken 13.30 på Højbro Plads.

Hos Venstre vil partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, gruppeformand Thomas Danielsen og politisk ordfører Sophie Løhde deltage.

Venstre understreger, at "der vil selvfølgelig være mulighed for at stille spørgsmål," hvilket formentlig er en stikpille til statsminister Mette Frederiksens (S) pressemeddelelse, hvor der står, at der ikke er plads til spørgsmål.

Det Konservative Folkeparti har på Twitter skrevet, at valget er udskrevet – hvilket ikke er helt sandt endnu, men efter al forventning vil ske klokken 13 – og at partiets pressemøde derfor handler om valgkampen.

For statsminister Mette Frederiksen har også indkaldt til pressemøde klokken 13, hvor TV 2s politiske analytiker, Jesper Vestergren, vurderer, at hun vil udskrive Folketingsvalg.

Kort pressemøde på Marienborg

TV 2s politiske redaktør Hans Redder forudser, at regeringens pressemøde klokken 13 bliver forholdsvis kort, fordi der i pressemeddelelsen står, at der ikke vil mulighed for at stille spørgsmål.

- Hun har nok et stramt program bagefter, og hun skal nok ud og dele nogle roser ud, siger han.

Politsk kommentator Hans Engell regner med, at statsminister Mette Frederiksen vil sige et par ord om sine forventninger til valgkampen, men holde det forholdsvist "rent".

Og bagefter pressemødet vil alting skifte karakter, mener han.

- Så bliver det partierne, der slås, siger han.

Rundt på Christiansborgs gange møder TV 2s politiske reportere allerede partiansatte med favnen fuld af valgmateriale og politikere i fuld valgkampsuniform.

“Adrenalinen pumper,” siger et konservativt folketingsmedlem i forbifarten.